Naar man betragter, hvilke Ætter det var, som repræsenteredes ved de her opregnede Navne, vil man finde, at det for det meste var de samme, hvis Hoveder under Olaf den helliges Regjering havde modsat sig hans Bestræbelser for Rigets Konsolidation, og ikke havde taget i Betænkning,heller at søge Danekongens Beskyttelse og Bistand, end at underkaste sig Olaf. Nogen rigtig Patriotisme i den Forstand, hvori vi nu tage Ordet, maa man heller ikke endnu vænte at finde paa Haralds Tid. Det var endnu de samme personlige og lokale Interesser, der havde stillet hine Familiehoveder fiendtligt over for Olaf den hellige, som nu bragte deres Ætlinger til at danne en Opposition mod Harald, og, som det vil vise sig, at søge udenlandske Forbindelser. Dog skede det neppe saa uforbeholdent, eller i saadan Udstrækning, som paa Olaf den helliges Tider, da den Fædrelandskjærlighed, der omfattede det hele Rige som en fælles Eenhed, endnu ikke kjendtes, og kun Bygde- eller i det højeste Fylkes-Patriotisme optog denne Plads. I Haralds Tid havde dog i det mindste den yngre Slægt levet sig ind i Bevidstheden om, at Norge nu udgjorde og burde udgjøre en politisk Eenhed, hvis Bevaring og Forsvar mod udenlandske Magter maatte ligne enhver Nordmand, fra hvilken Egn af Landet han end var, lige meget paa Hjerte Kun naar denne Bevidsthed kom i Strid med den særskilte Steds- og Slægts-Interesse, var det ikke altid let at holde Stand. I Ætterne maa Traditionen om fordums Magt og Uafhængighed endnu have været altfor levende, til at deres Medlemmer uden Knurren skulde kunne finde sig i den strenge Orden, som Harald ønskede overholdt, og fra sit Standpunkt betragtede flere vel endog hans Bestræbelser i denne Retning som fordærvelige før Riget, og troede at handle i Fædrelandets Interesse ved at gjøre ham Modstand. Men han var dem
Cap. 23 omtales blandt Norges mægtigste Lendermænd, hvilket noksom viser, at ogsaa hans Fader Brynjulf var en af de fornemste Lendermænd i Sogn. Men saa vel i Olaf Kyrres Saga Cap. 5, som i Fagrskinna Cap. 217, og Knytl. Saga Cap. 23 siges det udtrykkeligt, at Olaf Kyrres Hustru Ingerid var en Datter af Sven Ulfssøn. Altsaa maa Rannveig have været en af Svens mange Hustruer eller Medhustruer. Men besynderligt nok er det, at Fagrskinna Cap. 214 saa vel som Snorre Cap. 403, sige at Hallkatla, en Datter af Svein Brynjulfssøn, Broder til Serk i Sogn, tillige var en Datter af Ingerid, en Syster af Danekongen „Knut rike“, med andre Ord, at Svein var gift med Ingerid, Knut rikes Syster. Da ingen Syster af Knut den mægtige kunde leve paa Svein Brynjulfssøns Tid (Cap. 1100), maa „Knut den rike“ her være „Knut den hellige“. Men var Ingerid hans Syster, maa hun og, som det synes, have været Sven Ulfssøns Datter. Man maa altsaa forestille sig Sagens Sammenhæng paa den Maade, at Rannveig har været saavel Knuts, som Ingerids Moder, at Ingerid efter Olaf Kyrres Død har taget til sine Frænder i Sogn, og at hun der har egtet sin Fætter Svein, med hvem hun har haft Datteren Hallkatla.
