Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
179
Lendermænds-Oppoſitionen.


Naar man betragter, hvilke Ætter det var, ſom repræſenteredes ved de her opregnede Navne, vil man finde, at det for det meſte var de ſamme, hvis Hoveder under Olaf den helliges Regjering havde modſat ſig hans Beſtræbelſer for Rigets Konſolidation, og ikke havde taget i Betænkning,heller at ſøge Danekongens Beſkyttelſe og Biſtand, end at underkaſte ſig Olaf. Nogen rigtig Patriotisme i den Forſtand, hvori vi nu tage Ordet, maa man heller ikke endnu vænte at finde paa Haralds Tid. Det var endnu de ſamme perſonlige og lokale Interesſer, der havde ſtillet hine Familiehoveder fiendtligt over for Olaf den hellige, ſom nu bragte deres Ætlinger til at danne en Oppoſition mod Harald, og, ſom det vil viſe ſig, at ſøge udenlandſke Forbindelſer. Dog ſkede det neppe ſaa uforbeholdent, eller i ſaadan Udſtrækning, ſom paa Olaf den helliges Tider, da den Fædrelandskjærlighed, der omfattede det hele Rige ſom en fælles Eenhed, endnu ikke kjendtes, og kun Bygde- eller i det højeſte Fylkes-Patriotisme optog denne Plads. I Haralds Tid havde dog i det mindſte den yngre Slægt levet ſig ind i Bevidſtheden om, at Norge nu udgjorde og burde udgjøre en politiſk Eenhed, hvis Bevaring og Forſvar mod udenlandſke Magter maatte ligne enhver Nordmand, fra hvilken Egn af Landet han end var, lige meget paa Hjerte Kun naar denne Bevidſthed kom i Strid med den ſærſkilte Steds- og Slægts-Interesſe, var det ikke altid let at holde Stand. I Ætterne maa Traditionen om fordums Magt og Uafhængighed endnu have været altfor levende, til at deres Medlemmer uden Knurren ſkulde kunne finde ſig i den ſtrenge Orden, ſom Harald ønſkede overholdt, og fra ſit Standpunkt betragtede flere vel endog hans Beſtræbelſer i denne Retning ſom fordærvelige før Riget, og troede at handle i Fædrelandets Interesſe ved at gjøre ham Modſtand. Men han var dem

    Cap. 23 omtales blandt Norges mægtigſte Lendermænd, hvilket nokſom viſer, at ogſaa hans Fader Brynjulf var en af de fornemſte Lendermænd i Sogn. Men ſaa vel i Olaf Kyrres Saga Cap. 5, ſom i Fagrſkinna Cap. 217, og Knytl. Saga Cap. 23 ſiges det udtrykkeligt, at Olaf Kyrres Huſtru Ingerid var en Datter af Sven Ulfsſøn. Altſaa maa Rannveig have været en af Svens mange Huſtruer eller Medhuſtruer. Men beſynderligt nok er det, at Fagrſkinna Cap. 214 ſaa vel ſom Snorre Cap. 403, ſige at Hallkatla, en Datter af Svein Brynjulfsſøn, Broder til Serk i Sogn, tillige var en Datter af Ingerid, en Syſter af Danekongen „Knut rike“, med andre Ord, at Svein var gift med Ingerid, Knut rikes Syſter. Da ingen Syſter af Knut den mægtige kunde leve paa Svein Brynjulfsſøns Tid (Cap. 1100), maa „Knut den rike“ her være „Knut den hellige“. Men var Ingerid hans Syſter, maa hun og, ſom det ſynes, have været Sven Ulfsſøns Datter. Man maa altſaa foreſtille ſig Sagens Sammenhæng paa den Maade, at Rannveig har været ſaavel Knuts, ſom Ingerids Moder, at Ingerid efter Olaf Kyrres Død har taget til ſine Frænder i Sogn, og at hun der har egtet ſin Fætter Svein, med hvem hun har haft Datteren Hallkatla.