Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/194

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
176
Harald Haardraade.

vore Sagaer paa Charakteertræk af ham, ſom indeholde Beviſer og Exempler herpaa. Det ligger ogſaa i det Tilnavn, han allerede fik i ſin Levetid[1], og, ſom det ſynes, ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe, nemlig harðráði, eller „den haardt raadende“. Men Norge trængte visſelig paa den Tid til en Konge, ſom ham, og Tilnavnet er ſaaledes i Hiſtorien et Hædersnavn for ham, om end hans Samtid dermed vilde udtale en Dadel.

Da det iſær gjaldt for Harald, ikke at lade det mægtige Ariſtokrati voxe Kongemagten over Hovedet, havde han i dettes Medlemmer ſine naturlige og ivrige Modſtandere. Det beſtod fornemmelig af de gamle anſeede Lendermands-Slægter, og fremmerſt for dem alle ſtod Magnus’s forrige Hovedraadgiver Einar Thambarſkelve, for hvem det allerede maatte være ubehageligt nok at tabe den Indflydelſe, han havde haft under Magnus, end ſige at ſee ſin hele Stands politiſke Betydning indſkrænket. Det var derfor i en rigtig Forudforvæntning af hvad der vilde paafølge, at han allerede i Magnus’s Levetid havde modſat ſig Haralds Ophøjelſe paa Tronen, uagtet det ellers maatte ſynes at have været i Ariſtokratiets Interesſe, at der paa engang herſkede tvende Konger. Man maa dog paa den anden Side beundre ham og hans øvrige Parti-Fællers Lojalitet og Hengivenhed for Kongeſtammen, idet de, da Magnus var død i en ung Alder, og Udſigten til hans Æts Forplantelſe tabt for ſtedſe, ingen Hindringer lagde i Vejen for Haralds Tronbeſtigelſe, trods de øjenſynlige Farer, ſom deraf vilde opſtaa for deres Vælde; og Harald havde Aarſag til at priſe ſig lykkelig, at han var den eneſte af ſin Æt, ſaa at de kun havde Valget imellem at antage ham, eller at ſtøde Haarfagre-Ætten fra Tronen. Men Ætten havde rigtignok vundet ny Glands og Legitimitet ved St. Olafs Martyrdom og Hellighed, og Harald udøvede en dobbelt Magt over Opinionen, baade ſom Harald Haarfagres Ætling og ſom St. Olafs Broder. De øvrige mægtige Mænd i Norge, ſom ſærſkilt nævnes, vare fornemmelig den forhen omtalte Jarl, Orm Eilifsſøn paa Oplandene, og hans Slægtning, den unge, ſmukke og fremfor alle ſine Jevnaldrende anſeede Haakon Ivarsſøn, hvis Fader, den forhen omtalte, nu afdøde, Ivar hvile, var en Datterſøn af Haakon Jarl, og allerede under Olaf den hellige havde været Lendermand, indtil han, ſom vi have ſeet, fulgte de andre Stormænds Exempel, og drog til Kong Knut, i hvis Tjeneſte han dræbte Ulf Jarl[2]. Paa Hedemarken nævnes den oven omtalte Guthorm, Søn af Ketil Kalf paa Ringenes og Gunnhild, Kong Haralds egen Sy-

    i Sagaerne, deels fordi Sagaſkriveren ej har kunnet erfare dem, deels fordi han ej vilde optegne uhjemlede Beretninger.

  1. Dette ſynes at kunne ſluttes af de ſamtidige Optegnelſer i Chron. Sax. hvor han ved en Misforſtaaelſe kaldes hárfager.
  2. Se ovenfor I. 2. S. 737.