Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/193

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
175
Haralds kraftige Styrelſe.

rede i dennes levende Live var anerkjendt ſom Medregent, deels, og fornemmelig, at han nu, ſom det lader, virkelig var den eneſte levende Ætling af Harald Haarfagre i lige nedſtigende Linje paa Sverdſiden, ſaa at han efter de Tiders Anſkuelſer betragtedes ſom den rette Odelsmand til Riget, hvis Fordringer ikke engang hans bitreſte Fiender vovede eller endog tænkte paa at underkjende. Men yndet var han ej. Man havde allerede lært hans Charakteer ſaa godt at kjende, at alle i ham væntede at faa en ſtreng og myndig Herre. Heller ikke ſkuffedes de i denne Forvæntning. Haralds hele og temmelig lange Regjeringstid var, ſom man tydeligt kan ſee, optagen af en med Plan og Konſekvens, med Kraft og urokkelig Strenghed, tildeels ogſaa med Haardhed, udført Beſtræbelſe for at befæſte Kongedømmet, undertrykke alle anarchiſke Tendenſer, og i det Hele taget at bringe den Ordning af de indre Forholde til Udvikling, ſom hans Broder St. Olaf havde grundet, men ſom under Magnus’s korte, deels under Lendermændenes Formynderſkab førte, deels af de danſke Anliggender optagne, Regjering ej havde kunnet nyde faa megen Opmerkſomhed og Forſorg, ſom ønſkeligt var. Hvad Harald i denne Henſeende udrettede, er i vore Kongeſagaer mere løſeligt antydet, end ligefrem udtalt. Men hvad der fortælles, er allerede tilſtrækkeligt til deraf at drage den Slutning, at han maa have været i Beſiddelſe af overlegne Talenter og have udviklet en alt beſejrende Kraft. Vi erfare, at han ved ſin Død efterlod ſine Sønner et velordnet, blomſtrende Rige og velbefæſtet Kongedømme, og det uagtet de fleſte Aar af hans Regjering havde været optaget af Krige, der ellers plejede at frembyde gunſtige Lejligheder for det indenlandſke Ariſtokrati til at udvide ſin Magt ud over de tilbørlige Grændſer. Vi erfare, at han ligeledes forſtod at opretholde den norſke Kirkes Frihed imod den myndige bremiſke Erkebiſkops ivrige Forſøg paa at gjøre ſig den underdanig. Alt ſaadant kunde han ikke have udrettet, hvis han ej havde beſiddet lige ſaa megen Energi og Handlekraft, ſom udmerkede Aandsgaver. Dette indeholdes ogſaa i den korte Skildring af hans Charakteer, ſom Sagaerne meddele ſaaledes: „han var herſkelyſten, og det ſaa meget mere, jo mere han befæſtedes i Landet og Regjeringen; det gik tilſidſt endog ſaa vidt, at det bekom de fleſte ilde at tale imod ham eller at fremme andre Sager, end dem, han ſyntes om“. — — „Han var mægtig, tog ſig ivrigt af Styrelſen indenlands, og overmaade forſtandig, ſaa at alle ere enige om, at der ikke har været forſtandigere Konge i Norden; derhos var han en udmerket Stridsmand, ſterk og øvet i krigerſk Idræt, og overhoved en Mand, der vidſte at ſætte ſine Planer igjennem“[1]. Heller ikke mangler der i

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 57, 54, Snorre Cap. 43, 36, Fagrſkinna Cap. 188. Der tilføjes, at kun de færreſte af hans Bedrifter ere omtalte,