Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
174
Harald Haardraade.

Herſker under Emunds kortvarige Regjering. Han ophøjedes til Jarl, og egtede Kongens Datter af førſte Egteſkab[1]. Ved ſin Forekommenhed og Hjelpſomhed mod Biſkop Adalward, hvilken Erkebiſkop Adalbert i Bremen havde udnævnt til Biſkop i Sverige og ſendt derhen med flere Preſter, — hvorom mere nedenfor — vandt han ogſaa den mægtige bremiſke Gejſtligheds Yndeſt[2]. Da nu Kongens eneſte Søn, Anund, var omkommen paa et Tog mod Kvænerne[3], ſtod der ikke længer nogen mellem ham og Tronen, hvilken han ogſaa beſteg efter Emunds Død (ved 1050), fornemmelig underſtøttet af de allerede ivrigt chriſtne Veſtgøter, hvilke han derfor yndede fremfor ſine øvrige Underſaatter[4]. Med Emund uddøde ſaaledes den gamle Ragnarſke Æt, og ingen af de tre nordiſke Herſkerſtammer havde nu noget forud for de øvrige i Anſeelſe. Ja, ſkulde en af dem nu i den almindelige Opinion betragtes ſom om den beſad en højere Grad af Legitimitet, maatte det være den norſke, deels fordi den nu var den ældſte, deels, og fornemmelig, fordi St. Olafs Helgenglands omſvævede den.

15. Indenlandſke Forhold. Kong Haralds ſtrenge og kraftige Styrelſe.


Den Lethed, hvormed Harald Sigurdsſøn kom i Beſiddelſe af Norge efter Magnus’s Død, maa deels tilſkrives den Omſtændighed, at han alle-

  1. I Hervarar Saga Cap. 20 nævnes Ragnvald den gamle, Steenkils Fader, ſom gift med Aaſtrid Njaalsdatter; her ſiges ogſaa at han var Jarl i Svithjod, og gift med en Datter af Kong Emund. Mag. Adam af Bremen ſiger (II. 14) at Steenkil enten var hans nepos eller Stifſøn; i Cap. 14 kalder han ham nepos. Sandſynligviis har han hørt ham kaldet Kongens mágr. Da han nu, ſom man temmelig tydeligt kan ſkjønne, ej var nogen egentlig Frænde (nepos) af Emund, maa man antage at han var hans Svigerſøn og dertil maaſkee Stifſøn. Steenkils Fader Ragnvald gamle har uden nogen Hjemmel, ja endog trods Sagaernes udtrykkelige Udſagn, været antagen for den ſamme ſom Ragnvald Jarl i Skara.
  2. Se Mag. Adam, III. 14 og nedenfor S. 192.
  3. Mag. Adam, III. 15, IV. 19 (Schol. 119).
  4. Kongerækken i Veſtg. Loven S. 299. Det omtales ingenſteds nøjagtigt, naar Anund og Emund døde. Mag. Adam omtaler Anunds Død ſtrax efter at han (III. 13) i Korthed har talt om de nys ſkildrede Begivenheder i England 1049 -1052, men da den egentlige Hovedbegivenhed, hvorved han her dvæler, er Bjørns Drab 1049, medens han kun i Forbigaaende omtaler det følgende, og derpaa i Cap. 14 ſiger, „da dette var ſkeet der, døde Kong Jakob“, ſynes det, ſom om han, det ſikre, ſamtidige Vidne, henfører Anunds Død til 1049 eller 1050, hvilket ogſaa godt ſtemmer dermed, at de i Anledning af hans ſenere Giftermaal med Anunds Enke opſtaaede Stridigheder med Erkebiſkop Adalbert bilagdes førſt i 1053: — og i mindre end 3 Aar kunne dog disſe Stridigheder ej have varet. I den hos Lindenborg meddeelte Hist. Archiep. Bremensium er Anunds Død, aabenbart kun gisningsviis, henført til 1051. Emunds Død henfører Mag. Adam, III. 15 til Tiden under eller nærmeſt efter Uaaret 1056 (ſe nedf.); hans rette Dødsaar er derfor ſandſynligviis 1056.