Edward alene maatte lade sig nøje med Livet og den tomme Kongetitel“[1]. Da Godwine pludselig døde (1053), fik Harald hans Jarldømme Wessex efter ham, og arvede tildeels ogsaa hans Magt.
Det maa betragtes som et særeget Held for Kong Harald i Norge og det nys befæstede Dynasti, at nu ogsaa den svenske Green af den gamle Ragnarske Stamme uddøde, og efterfulgtes af en anden Æt, hvis Legitimitet hverken var bedre end Haralds eller Sven Ulfssøns. Hvor højt Uppsalakongerne af det Ragnarske Dynasti vare anseede fremfor de andre Konger i Norden, have vi allerede ovenfor seet, hvor Olaf Skotkonung siger at hans Forfædre havde været Overkonger over alle andre Konger i Norden, og hvor Arnold blinde kalder Uppsala-Ætten den fornemste i Norden, fordi den nedstammede fra Guderne selv[2]. Det fortælles ogsaa, at naar de tre Konger i Norden holdt Møde paa Danaholmen — her sigtes vel til de ovenfor omtalte[3], i det 10de Aarhundrede brugelige Møder, thi siden hindrede Krige og Fiendtligheder dem fra at holdes, saa længe den gamle Uppsala-Æt var til — da holdt Danekongen Uppsalakongens Bidsel og Norges Konge hans Stigbøjle[4]. Kan dette end ikke tages i bogstavelig Forstand, hvilket ellers ingenlunde er saa urimeligt, som mange have troet, saa tilkjendegiver det dog ganske vist den almindelige, ogsaa udenfor Sverige herskende, Forestilling om Uppsala-Kongens Ypperlighed. Kong Anund døde, uden at efterlade Børn, i 1049 eller 1050, og efterfulgtes af sin ældre, uegte fødde, Broder Emund, der i de gamle Kongerækker er brændemerket med Tilnavnet „den slemme“, maaskee især fordi han sørgede daarligt for Christendommens Fremgang. Den vigtigste Begivenhed, der fandt Sted under hans Regjering, er at der ved sex udnævnte Mænd fra begge Riger sattes Grændseskjel mellem Danmark og Sverige. Da Bleking ved denne Grændseforretning nævnes som tilhørende Danmark, medens derimod Helge-Aa endnu ved Magnus’s Død 1047 dannede Danmarks østlige Grændse[5], synes det vist, at Sven paa en eller anden Maade maa have tvunget Emund til at afstaa dette Landskab, men hvorledes, nævnes ingensteds. Det lader til at Emund i sin Alderdom, maaskee allerede som Konge, har egtet Aastrid, Enke efter Ragnvald, en mægtig Mand i Sverige, og Broderdatter af Eivind Skaldaspilder i Norge. Aastrids og Ragnvalds Søn, ved Navn Steenkil, synes at have haft meest at sige og maaskee at have været den egentlige
- ↑ Mag. Adam II. 13.
- ↑ Se ovenfor I. 2, S. 552, 567.
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 748.
- ↑ Gl. Vestgøtalov, Konungebolk, S. 67. Ved første Øjekast synes det som om denne Notits gjaldt Grændsemødet, men ved nærmere Betragtning seer man at det er en almindelig Bemerkning. I Vestgøtalagen nævnes for Resten urigtigt Sven Tjugeskegg i Stedet for Sven Ulfssøn.
- ↑ Se ovenfor S. 166.
