Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/191

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
173
Bjørn Jærnſides Kongeæt i Sverige uddør.

Edward alene maatte lade ſig nøje med Livet og den tomme Kongetitel“[1]. Da Godwine pludſelig døde (1053), fik Harald hans Jarldømme Wesſex efter ham, og arvede tildeels ogſaa hans Magt.

Det maa betragtes ſom et ſæreget Held for Kong Harald i Norge og det nys befæſtede Dynaſti, at nu ogſaa den ſvenſke Green af den gamle Ragnarſke Stamme uddøde, og efterfulgtes af en anden Æt, hvis Legitimitet hverken var bedre end Haralds eller Sven Ulfsſøns. Hvor højt Uppſalakongerne af det Ragnarſke Dynaſti vare anſeede fremfor de andre Konger i Norden, have vi allerede ovenfor ſeet, hvor Olaf Skotkonung ſiger at hans Forfædre havde været Overkonger over alle andre Konger i Norden, og hvor Arnold blinde kalder Uppſala-Ætten den fornemſte i Norden, fordi den nedſtammede fra Guderne ſelv[2]. Det fortælles ogſaa, at naar de tre Konger i Norden holdt Møde paa Danaholmen — her ſigtes vel til de ovenfor omtalte[3], i det 10de Aarhundrede brugelige Møder, thi ſiden hindrede Krige og Fiendtligheder dem fra at holdes, ſaa længe den gamle Uppſala-Æt var til — da holdt Danekongen Uppſalakongens Bidſel og Norges Konge hans Stigbøjle[4]. Kan dette end ikke tages i bogſtavelig Forſtand, hvilket ellers ingenlunde er ſaa urimeligt, ſom mange have troet, ſaa tilkjendegiver det dog ganſke viſt den almindelige, ogſaa udenfor Sverige herſkende, Foreſtilling om Uppſala-Kongens Ypperlighed. Kong Anund døde, uden at efterlade Børn, i 1049 eller 1050, og efterfulgtes af ſin ældre, uegte fødde, Broder Emund, der i de gamle Kongerækker er brændemerket med Tilnavnet „den ſlemme“, maaſkee iſær fordi han ſørgede daarligt for Chriſtendommens Fremgang. Den vigtigſte Begivenhed, der fandt Sted under hans Regjering, er at der ved ſex udnævnte Mænd fra begge Riger ſattes Grændſeſkjel mellem Danmark og Sverige. Da Bleking ved denne Grændſeforretning nævnes ſom tilhørende Danmark, medens derimod Helge-Aa endnu ved Magnus’s Død 1047 dannede Danmarks øſtlige Grændſe[5], ſynes det viſt, at Sven paa en eller anden Maade maa have tvunget Emund til at afſtaa dette Landſkab, men hvorledes, nævnes ingenſteds. Det lader til at Emund i ſin Alderdom, maaſkee allerede ſom Konge, har egtet Aaſtrid, Enke efter Ragnvald, en mægtig Mand i Sverige, og Broderdatter af Eivind Skaldaſpilder i Norge. Aaſtrids og Ragnvalds Søn, ved Navn Steenkil, ſynes at have haft meeſt at ſige og maaſkee at have været den egentlige

  1. Mag. Adam II. 13.
  2. Se ovenfor I. 2, S. 552, 567.
  3. Se ovenfor I. 1. S. 748.
  4. Gl. Veſtgøtalov, Konungebolk, S. 67. Ved førſte Øjekaſt ſynes det ſom om denne Notits gjaldt Grændſemødet, men ved nærmere Betragtning ſeer man at det er en almindelig Bemerkning. I Veſtgøtalagen nævnes for Reſten urigtigt Sven Tjugeſkegg i Stedet for Sven Ulfsſøn.
  5. Se ovenfor S. 166.