Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/190

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
172
Harald Haardraade.

Guthorm og Margad vandt et ſtort Bytte, iſær i Sølv, men da de ſiden i Angelsey-Sund ſkulde dele det, kom de i ſaadan Uenighed derom, at Margad udæſkede Guthorm til Kamp. Guthorm, der alene havde fem Skibe, medens Margad havde 16, lovede Dagen for Slaget — det var netop St. Olafs Aften — at han ſkulde give St. Olaf Tiendedelen af alt Byttet, hvis han vilde forunde ham Sejren; og det lykkedes ham virkelig, i det blodige Slag Dagen efter, at fælde Margad med alle hans Mænd. Loftet blev ſamvittighedsfuldt holdt, og Byttet var ſaa ſtort, at Guthorm af den lovede Tiendedeel lod gjøre et Sølvkrucifix ſaa højt ſom han ſelv eller hans Stavnbo, og ſkjenkede det til Olafs Helligdom i Nidaros, hvor det opbevaredes lige indtil Reformationen[1]. Harald ſejlede med 9 Skibe ind i Briſtolbugten, herjede i Somerſet, Devonſhire og Cornwall, og drog derfra øſtefter indtil Portland, hvor han mødte ſin Fader, der imidlertid var kommen fra Brügge, og havde fundet Indbyggerne i hele den ſydøſtlige Deel af Landet rede til at gribe til Vaaben for ham. De ſejlede ſiden opad Temſen til London, hvor Kongen laa med en ſtor Hær og Flaade. Men hverken Londons Borgere eller Edwards egne Stridsmænd havde nogen Lyſt til at kæmpe mod deres Landsmænd for Udlændingers Skyld, og Kongen fandt det raadeligſt at aabne Freds-Underhandlinger ved Hjelp af Sigurd, Biſkop af Wincheſter. Der blev foreløbigt ſluttet Stilſtand, med Giſler paa begge Sider. Dette var et Tegn for de nordmanniſke Gejſtlige, Robert førſt og fremſt, til at flygte ſaa hurtigt de kunde, for at undgaa Folkets Raſeri. De fleſte ilede til Frankrige. Godwine retfærdiggjorde ſig og ſine Sønner for de Beſkyldninger, deres Fiender havde fremført imod dem, og de indſattes i alle deres Værdigheder, med Undtagelſe af Sven, der, dreven af Samvittighedsnag, havde foretaget en Pilegrimsrejſe til Jeruſalem, hvorfra han ej vendte tilbage[2]. Men fra nu af vare ogſaa Godwine og hans Sønner mægtigere i England end nogenſinde; og det er ikke langt fra Sandheden, naar Mag. Adam, efter Sven Ulfsſøns Fortælling, ſiger „at de beherſkede England ſaaledes, at

    Juli. I Chron. Sax. ſiges at Godwine ſejlede fra Brügge en Dag før St. Hans Aften (22 Juni); derpaa varede det, ſom der ſynes, længere Tid førend han mødte Harald; og til London kom de ej førend førſt i September; det er derfor tydeligt, at Harald har afſejlet paa ſamme Tid ſom Margad og Guthorm; og da nu ogſaa disſe agtede ſig til Wales, er der neppe nogen Tvivl om at alle tre fulgtes ad ſaa længe ſom muligt.

  1. Snorre, l. c. Olaf den helliges Saga Cap. 249. Den legendariſke Olafs Saga Cap. 104. At Snorre netop ſætter denne Fortælling ind paa dette Sted, vidner fordeelagtigt om Sikkerheden af hans Tidsregning i denne Periode, da man ej kan antage at han har haft irſke Annaler at rette ſig efter.
  2. Om alt dette, ſe Chron. Sax. fra 1046—1052.