Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/188

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
170
Harald Haardraade.

Spearhafoc kunde ikke engang faa ſit Abbedi tilbage, thi her havde Kongen udnævnt til Abbed ſin Frænde Rodulf, den ſamme, vi tidligere have omtalt, der var fulgt med Olaf den hellige fra Rouen til Norge ſom Biſkop, og ſenere havde tilbragt 19 Aar paa Island[1]. Nordmanniſke Herrer forlenedes med engelſke Borge. Efter at Danerne havde forladt England, traadte altſaa Nordmannerne ganſke i deres Sted, ja de begunſtigedes endnu mere; de opførte ſig langt overmodigere, og bleve i ſamme Forhold forhadte[2]. Kongens Syſter egtede Grev Euſtath af Boulogne, og denne ſaa vel ſom hans Følge opførte lig under deres Ophold i England med henſynsløs Voldſomhed. Paa Tilbagevejen rede de bevæbnede ind i Dovre, en af de Steder, hvormed Godwine var forlenet, og toge ſig her med Vold de Boliger, ſom behagede dem. Da en af dem ſaarede en Huusbonde, der vovede at viſe ham tilbage, l-leve de øvrige Borgere ſaa forbitrede, at de dræbte ham. Til Gjengjeld ſtormede Euſtath i Spidſen for fine Mænd ind i den ſaarede Bondes Gaard, og ſlog ham ihjel; derpaa vendte de ſig mod de øvrige Bymænd, der ſatte ſig til Modværge: paa Bymændenes Side faldt over 20, paa Franſkmændenes 19; Euſtath maatte omſider frelſe lig ved Flugten, og ilede ſtrax tilbage til Kongen, for hvem han fremſtillede Sagen ſaaledes ſom om Uretten ganſke var paa Bymændenes Side. Edward, der altfor gjerne laante Øre hertil, befalede nu Godwine ſelv at ſtraffe Dover-Mændene. Dette var for meget for Godwine. Han og hans Sønner ſamlede en Hær, droge mod Glouceſter, hvor Kongen var, og fordrede at han ſkulde udlevere dem Euſtath og hans Mænd bundne. Kongen kaldte paa ſin Side ſine troe Tilhængere, Jarlerne Leofric og Sigurd, til ſig med deres Stridskræfter, og det vilde være kommet til Slag mellem Kongens og Godwines Hær, hvis ikke forſtandige Mænd havde meglet Stilſtand. Det blev aftalt, at Godwine ſkulde indfinde ſig med fine Sønner paa et Witena-Møde i London og der forebringe ſin Sag. Godwine og hans Sønner kom, men Kongen havde imidlertid ſamlet ſaa mange af ſine Tilhængere om lig„ at en Mængde af Haralds Mænd tabte Modet, og gik over til Edward. Godwine kunde ſaaledes intet udrette: Sven blev ſtrax erklæret utlæg paa ny, og Godwine og Harald indſtevnede til at forſvare ſig. Godwine forlangte Giſler for ſin Sikkerhed, og da dette negtedes ham, forlod han Landet med ſin Huſtru og fine tre Sønner, Toſtig, Sven og Gyrd, og drog over til Flandern. Hans ældſte Søn Harald derimod drog med ſin yngre Broder Leofwine

  1. Chron. Sax. ved 1050. Hist. Coenob. Abbandunensis i Whartons Anglia sacra, I. 167; her kaldes Rodulf „episcopus Norvegiæ“. Mag. Adam, II. 55, 62. Jvfr. ovenfor I. 2. S. 599.
  2. Se herom iſær Viljam af Malmsbury, II. 200, Hardys udg. S. 342, 343.