Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/187

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
169
Uroligheder i England.

var for længe ſiden ked af det overmodige danſke Thinglid, og end mere af den trykkende Danegeld, der maatte udredes til dets Beſolding. Drabet paa den danſke Høvding, en af Thingmannalidets Høvdinger[1], kunde derfor ej være Englænderne uvelkomment. Og den ſtatskloge Godwine, ſom meget vel indſaa, at hans Magt vilde vinde i ſamme Grad ſom Kongens aftog, naar hiin paalidelige Livvagt afſkedigedes, og ſom desuden heller ikke havde til Henſigt, ganſke at forſtode ſin Søn Sven, fandt nu bedſt ſin Regning ved at optræde ſom Danernes Modſtander. Ved Hjelp af Biſkoppen i Worceſter fik han Sven forligt med Kongen og tilbagekaldt til Fædrelandet. Og ſtrax efter blev virkelig baade Thinglidet ophævet, Danegeldet afſkaffet, og Bjørns Broder, Aasbjørn Jarl, med alle Sine forjagen fra England[2]; kun Sigurd Jarl i Huntingdon, Aasbjørns Fætter og en af Kongens troeſte Tilhængere, var for mægtig til at kunne rokkes. Aasbjørn begav ſig til Danmark. J Følge med ham var ogſaa den dræbte Bjørns unge Søn Aasmund, ſom Kong Sven ſelv tog til Opfoſtring[3]. Af denne forandrede Politik fulgte ligefrem, at Godwine og hans Sønner kom i et fiendtligt Forhold til Kong Sven. Ogſaa Kong Edward kunde ikke andet end betragte Godwine og hans Sønners Magt med Misnøje, og det ſpendte Forhold, der allerede længe i Virkeligheden, ſkjønt hemmeligt, herſkede mellem Kong Edward og Godwine, gik nu over til aabenbart Fiendſkab. Edward havde henlevet ſin meſte Tid i Nordmandie, og ganſke antaget nordmanniſk Nationalitet. De angliſke Skikke og Sæder vare ham modbydelige. Han ønſkede helſt at omgive ſig med Nordmanner, og i Særdeleshed med nordmanniſke Gejſtlige, da den ſvagere Afhængighed af den romerſke Stol, hvori den engelſke Kirke befandt ſig i Sammenligning med de franſke Kirker, ſaarede hans religiøſe Følelſe, hvorimod han troede at kunne faa bragt den i ſtørre Afhængighed af Paveſtolen ved at beſætte de vigtigere Kirke-Embeder med Nordmanner. Allerede ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe havde han udnævnt en af ſine gamle nordmanniſke Venner, Munken Robert fra Jumieges, til Biſkop i London; da Erkeſtolen i Canterbury blev ledig 1048, befordrede han ham til denne. Til Biſkop i London udnævntes førſt Spearhafoc. Abbed i Abingdon, men den nye Erkebiſkop fordrev ham, og indviede i hans Sted den kongelige Kapellan Villjam, ligeledes en Nordmanner.

  1. At han hørte til Thingmannalidet, ſiges i Morkinſkinna, fol. 14. a.
  2. Chron. Sax. ved 1049—1051, jvfr. Ingulf, hos Savile, S. 897. Mag. Adam, III. 13.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt i Morkinſkinna, fol. 14. a. ſamt i Flatøbogen. Egentlig ſiges det ogſaa hos Snorre (Cap. 51) ſamt i Hryggjarſtykke etc. (Harald Haardraades Saga Cap. 68), da Aasmund her kaldes Svens Foſterſøn, men han udgives tillige urigtigt for hans Syſterſøn.