var for længe siden ked af det overmodige danske Thinglid, og end mere af den trykkende Danegeld, der maatte udredes til dets Besolding. Drabet paa den danske Høvding, en af Thingmannalidets Høvdinger[1], kunde derfor ej være Englænderne uvelkomment. Og den statskloge Godwine, som meget vel indsaa, at hans Magt vilde vinde i samme Grad som Kongens aftog, naar hiin paalidelige Livvagt afskedigedes, og som desuden heller ikke havde til Hensigt, ganske at forstode sin Søn Sven, fandt nu bedst sin Regning ved at optræde som Danernes Modstander. Ved Hjelp af Biskoppen i Worcester fik han Sven forligt med Kongen og tilbagekaldt til Fædrelandet. Og strax efter blev virkelig baade Thinglidet ophævet, Danegeldet afskaffet, og Bjørns Broder, Aasbjørn Jarl, med alle Sine forjagen fra England[2]; kun Sigurd Jarl i Huntingdon, Aasbjørns Fætter og en af Kongens troeste Tilhængere, var for mægtig til at kunne rokkes. Aasbjørn begav sig til Danmark. J Følge med ham var ogsaa den dræbte Bjørns unge Søn Aasmund, som Kong Sven selv tog til Opfostring[3]. Af denne forandrede Politik fulgte ligefrem, at Godwine og hans Sønner kom i et fiendtligt Forhold til Kong Sven. Ogsaa Kong Edward kunde ikke andet end betragte Godwine og hans Sønners Magt med Misnøje, og det spendte Forhold, der allerede længe i Virkeligheden, skjønt hemmeligt, herskede mellem Kong Edward og Godwine, gik nu over til aabenbart Fiendskab. Edward havde henlevet sin meste Tid i Nordmandie, og ganske antaget nordmannisk Nationalitet. De angliske Skikke og Sæder vare ham modbydelige. Han ønskede helst at omgive sig med Nordmanner, og i Særdeleshed med nordmanniske Gejstlige, da den svagere Afhængighed af den romerske Stol, hvori den engelske Kirke befandt sig i Sammenligning med de franske Kirker, saarede hans religiøse Følelse, hvorimod han troede at kunne faa bragt den i større Afhængighed af Pavestolen ved at besætte de vigtigere Kirke-Embeder med Nordmanner. Allerede strax efter sin Tronbestigelse havde han udnævnt en af sine gamle nordmanniske Venner, Munken Robert fra Jumieges, til Biskop i London; da Erkestolen i Canterbury blev ledig 1048, befordrede han ham til denne. Til Biskop i London udnævntes først Spearhafoc. Abbed i Abingdon, men den nye Erkebiskop fordrev ham, og indviede i hans Sted den kongelige Kapellan Villjam, ligeledes en Nordmanner.
- ↑ At han hørte til Thingmannalidet, siges i Morkinskinna, fol. 14. a.
- ↑ Chron. Sax. ved 1049—1051, jvfr. Ingulf, hos Savile, S. 897. Mag. Adam, III. 13.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna, fol. 14. a. samt i Flatøbogen. Egentlig siges det ogsaa hos Snorre (Cap. 51) samt i Hryggjarstykke etc. (Harald Haardraades Saga Cap. 68), da Aasmund her kaldes Svens Fostersøn, men han udgives tillige urigtigt for hans Systersøn.
