Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/186

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
168
Harald Haardraade.

et Geſandtſkab fra Sven, for at bede øm Hjelp, og Godwine var ſtrax rede til at foreſlaa paa et Witena-Møde, at man i det mindſte ſkulde ſende ham 50 Skibe. Men Leofric, Myrkernes Jarl, Godwines Modſtander, erklærede ſig paa det beſtemteſte derimod, og underſtøttedes af hele den øvrige Mængde, ſom rigtignok her mere ſynes at have ladet ſig lede af ſit blinde Had mod Danerne, end af Henſyn til hvad der var fordeelagtigt for Landet ſelv, thi hvis det førſt lykkedes Harald at overvælde Sven og erobre Danmark, vilde Raden visſelig dernæſt komme til England. Saaledes fik Sven ingen Hjelp fra dette Rige[1]. Familietviſtigheder fjernede ham kort efter ogſaa fra Godwine og dennes Sønner. Godwines Søn, Sven Jarl, havde krænket Abbedisſe Eadgifu af Leominſter, han blev derfor erklæret utlæg, og hans Jarldømme blev bortgivet til hans Broder Harald og Jarlen Bjørn Ulfsſøn, Kong Svens Broder, der, ſom vi have ſeet, med ſin Broder Aasbjørn opholdt ſig i England. Sven var i Landflygtighed i tre Aar. I denne Tid beſøgte han ogſaa Sven Ulfsſøn i Danmark, neppe i anden Henſigt, end for at bede ham om Hjelp; men Sven Ulfsſøn havde nok med ſig ſelv, og Sven Godwinesſøn kunde ſaaledes ingen Hjelp faa hos ham; de ſkiltes endog fra hinanden i Uvenſkab, hvilket man kan ſee, ſaavel af de følgende Begivenheder, ſom af den udtrykkelige Angivelſe-hos de engelſke Annaliſter, „at Sven Godwinesſøn lagde ſig ud med Danerne“. Hvor han tilbragte den øvrige Tid, nævnes ej, men det ſandſynligſte er, at han var dragen til Norge til den med hans Æt beſvogrede Aaslak Erlingsſøn paa Søle, og at det maaſkee var efter Svens Tilſkyndelſe, at de nys omtalte Høvdinger, Lodin og Erling, gjorde hiint Tog til England. Den allerſidſte Tid har Sven ſandſynligviis tilbragt i Flandern. I 1049 kom han tilbage til England med en Flaade af 8 Skibe, for, ſom han foregav, at underhandle om at hans Fredløshed maatte blive hævet og hans Beſiddelſer ham tilbagegivne. Baade Harald og Bjørn vægrede ſig vel ved at afſtaa nogen af deres Beſiddelſer, men Bjørn erklærede ſig derimod villig til at følge med ham til Kongen og ſkaffe ham Fred og Landsviſt tilbage. I dette Øjemed begav Bjørn ſig, uden at ane det mindſte ondt, og kun ledſaget af nogle faa Mænd, til Boſanham i Susſex, hvor Svens Skibe laa. Men her blev han paa Svens Befaling greben af dennes Sømænd, bragt ombord og ſkjendigt myrdet. Man maa formode at dette var Hovedhenſigten med Svens Beſøg i England, og at han derved ene havde til Henſigt at hevne ſig paa Sven Ulfsſøn, thi den nærmeſte Følge af Drabet var for ham ſelv kun at han atter erklæredes fredløs, og maatte flygte tilbage til Brügge. Danevældet var imidlertid ſaa forhadt, at denne Nidingsdaad var langt fra at være upopulær. Folket

  1. Se Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. I. S. 602, jvfr. ovf. S. 147, 148.