de ældre Danekonger af Sigurd Orm i Øjes Æt. Endnu samme Vinter underkastede ogsaa de øvrige Landskaber sig. Paa Viborg-Thing fik han atter Kongenavn af Thorkell Gøsa, og fra denne Vinter (1047—1048) kunne vi saaledes regne det Sprakaleggske Kongedynastis Ophøjelse paa Danmarks Trone, og Begyndelsen af det yngre Danevælde, der ikke længer havde nogen Fordring paa Norge, medens derimod Forholdet nu var omvendt, idet Harald, som Magnus’s Arving, herefter ogsaa betragtede sig som Arving til hele det gamle Danevælde og derfor, som vi i det følgende ville see, førte en langvarig Krig med Kong Sven.
Da Harald betragtede sig som de ældre Danekongers Arving, maatte han strengt taget ogsaa ansee sig berettiget til at gjøre Fordring paa England. Denne Fordring kunde han dog ej for det første forfølge, da Krigen med Sven og hans Virksomhed indenlands gav ham nok at bestille. Men han opgav den ingenlunde, hvilket hans sidste store Tog til England noksom viser. Som et Tegn paa, at man i Norge betragtede en Krig mod England som allerede erklæret eller i det mindste nær forestaaende, kan det maaskee ansees, at to Høvdinger, Lodin og Erling, af hvilke vistnok den første var en Søn, den anden en Sønnesøn af Erling Skjalgssøn, i 1048 kom med en Flaade til det sydøstlige England, som de herjede forfærdeligt. Først landede de ved Sandwich og gjorde et umaadeligt Bytte i Guld og Sølv m. m.; siden hjemsøgte de Tenet, men der fik de en saa alvorlig Modtagelse af Indbyggerne, at de maatte tage Flugten; de vendte sig derpaa mod Essex, hvor de røvede baade Mennesker og Kvæg, foruden Gods; endelig styrede de over til Flandern, Samlingsstedet for Englands Fiender, solgte her deres Bytte, og vendte derpaa hjem igjen[1]. Men Harald maa have misbilliget dette Tog, og frygtet for at Kong Edward eller rettere Godwine og hans Sønner skulde hevne det ved at tage Parti med Sven Ulfssøn, og understøtte denne. Thi han sendte et Gesandtskab til Edward, og tilbød Fred og Venskab, hvilket Edward modtog. Strax efter kom der ogsaa
- ↑ Chron. Sax. ved 1018 (vel at merke, det ældste Haandskrift). Hvorfra denne Flaade kom, siges ej i Chron. Sax., men Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. S. 759) siger, dog øjensynligt kun fordi han antager det saaledes, at den var fra Danmark. Men Forholdene vare ikke paa denne Tid saadanne, at en Flaade skulde kunne tænkes udløben fra Danmark, for at herje i England, og ikke engang Navnene (Lodin og Erling, i angl. Form Loðene, Yrling) ere danske. Mag saaledes Flaaden ansees som udgaaen fra Norge, kan man, i Betragtning af dens Størrelse, alene gjette paa Landets allermægtigste Mænd som dens Anførere. Da det nu udtrykkeligt siges i Olaf den helliges Saga Cap. 43, Snorre Cap. 21, at en af Erling Skjalgssøns Sønner hed Suhm, og da det ligeledes er rimeligt, at flere af hans Sønnesønner maa have hedet Erling efter ham selv, kan det ej betvivles, at hiin Flaade udgik fra Sale. At dog ogsaa Sven Godwinessøn kan have haft Deel heri, er rimeligt, saaledes som det strax nedenfor skal vises.
