Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
167
Sven Ulfsſøn Konge i Danmark.

de ældre Danekonger af Sigurd Orm i Øjes Æt. Endnu ſamme Vinter underkaſtede ogſaa de øvrige Landſkaber ſig. Paa Viborg-Thing fik han atter Kongenavn af Thorkell Gøſa, og fra denne Vinter (1047—1048) kunne vi ſaaledes regne det Sprakaleggſke Kongedynaſtis Ophøjelſe paa Danmarks Trone, og Begyndelſen af det yngre Danevælde, der ikke længer havde nogen Fordring paa Norge, medens derimod Forholdet nu var omvendt, idet Harald, ſom Magnus’s Arving, herefter ogſaa betragtede ſig ſom Arving til hele det gamle Danevælde og derfor, ſom vi i det følgende ville ſee, førte en langvarig Krig med Kong Sven.

Da Harald betragtede ſig ſom de ældre Danekongers Arving, maatte han ſtrengt taget ogſaa anſee ſig berettiget til at gjøre Fordring paa England. Denne Fordring kunde han dog ej for det førſte forfølge, da Krigen med Sven og hans Virkſomhed indenlands gav ham nok at beſtille. Men han opgav den ingenlunde, hvilket hans ſidſte ſtore Tog til England nokſom viſer. Som et Tegn paa, at man i Norge betragtede en Krig mod England ſom allerede erklæret eller i det mindſte nær foreſtaaende, kan det maaſkee anſees, at to Høvdinger, Lodin og Erling, af hvilke viſtnok den førſte var en Søn, den anden en Sønneſøn af Erling Skjalgsſøn, i 1048 kom med en Flaade til det ſydøſtlige England, ſom de herjede forfærdeligt. Førſt landede de ved Sandwich og gjorde et umaadeligt Bytte i Guld og Sølv m. m.; ſiden hjemſøgte de Tenet, men der fik de en ſaa alvorlig Modtagelſe af Indbyggerne, at de maatte tage Flugten; de vendte ſig derpaa mod Esſex, hvor de røvede baade Menneſker og Kvæg, foruden Gods; endelig ſtyrede de over til Flandern, Samlingsſtedet for Englands Fiender, ſolgte her deres Bytte, og vendte derpaa hjem igjen[1]. Men Harald maa have misbilliget dette Tog, og frygtet for at Kong Edward eller rettere Godwine og hans Sønner ſkulde hevne det ved at tage Parti med Sven Ulfsſøn, og underſtøtte denne. Thi han ſendte et Geſandtſkab til Edward, og tilbød Fred og Venſkab, hvilket Edward modtog. Strax efter kom der ogſaa

  1. Chron. Sax. ved 1018 (vel at merke, det ældſte Haandſkrift). Hvorfra denne Flaade kom, ſiges ej i Chron. Sax., men Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. S. 759) ſiger, dog øjenſynligt kun fordi han antager det ſaaledes, at den var fra Danmark. Men Forholdene vare ikke paa denne Tid ſaadanne, at en Flaade ſkulde kunne tænkes udløben fra Danmark, for at herje i England, og ikke engang Navnene (Lodin og Erling, i angl. Form Loðene, Yrling) ere danſke. Mag ſaaledes Flaaden anſees ſom udgaaen fra Norge, kan man, i Betragtning af dens Størrelſe, alene gjette paa Landets allermægtigſte Mænd ſom dens Anførere. Da det nu udtrykkeligt ſiges i Olaf den helliges Saga Cap. 43, Snorre Cap. 21, at en af Erling Skjalgsſøns Sønner hed Suhm, og da det ligeledes er rimeligt, at flere af hans Sønneſønner maa have hedet Erling efter ham ſelv, kan det ej betvivles, at hiin Flaade udgik fra Sale. At dog ogſaa Sven Godwinesſøn kan have haft Deel heri, er rimeligt, ſaaledes ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes.