Kong Magnus’s Halvbroder Thore og hans Ven Reb rejste saa iilsomt østover, at de indhentede Sven, førend han endnu havde forladt Danmark. De traf ham i Skaane ved Helge-Aa, som da endnu dannede Danmarks Østgrændse[1]: han vilde just bestige sin Hest, for at drage til Sverige, og der ganske opgive Kongenavnet og sine Fordringer paa Danmark. Han spurgte nysgjerrigt, hvad der var paa Færde med Nordmændene. Reb fortalte ham Magnus’s Død, og bragte ham det vigtige Budskab, at Danmark nu var afstaaet til ham, idet han tillige i Magnus’s Navn bad ham at tage sig af Thore. Sven svarede rørt: „dette er en stor Tidende, og du, Thore, skal være velkommen hos mig og nyde stor Ære, thi saaledes vilde vist ogsaa den salige Konge handle mod min Broder; men det sværger jeg ved Gud, at saa længe jeg lever, vil jeg aldrig fly fra Danmark“. Han steg derpaa til Hest, og vendte om igjen. Saa snart Skaaningerne fik at vide, at Magnus var død, samlede de sig i Mængdeviis om Sven, som derfra satte over til Sjæland, hvor han ligeledes fik stort Tilløb, og blev tagen til Konge paa Iisøre-Thing ikke langt fra Roeskilde[2], hvilket herefter blev det fornemste Hyldings-Thing ligesom Viborg-Thing forhen: tilstrækkeligt Tegn paa, at med Svens Ophøjelse paa Tronen det national-danske Parti, som havde sin egentlige Kjerne paa Sjæland og i Skaane, nu havde faaet Overhaand, og at Sjæland nu var blevet Rigets Hoved-Landskab, ligesom Jylland var det under
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 38, Snorre Cap. Bo„ Flatøbogen; kun her, saa vel som i Fagrskinna Cap. 183, tales der udtrykkeligt om Helge-Aa, og Viborg-Thing, og at Thorkell Gøsa gav Sven Kongenavn (jvfr. ovenfor S. 19). At Helge-Aa paa den Tid dannede Danmarks Østgrændse, med andre Ord, at Bleking da endnu hørte til Sverige, er allerede tidligere omtalt (I. 2. S. 132) og vil nedenfor nærmere blive viist S. 173.
- ↑ Iisøre-Thing nævnes udtrykkeligt som det, der fra nu af blev Danekongernes Hoved-Udnævnelses-Thing, hos Sven Aagessøn Cap. 5. Jvfr. ogsaa Saxo S. 569, 615, hvor Harald Heins og Nikolaus’s virkelige, Erik Emunes paatænkte Kongehylding paa Iisøre-Thing omtales. Det er ogsaa tydeligt, at Sjæland, hvilket allerede Harald Gormssøn i sine sidste Dage, da han havde lagt sig ud med det nordiske Høvdingeparti, havde valgt til sit fornemste Opholdssted og hvor han blev begraven, end mere maatte blive Hovedlandskabet, efter at Sven var kommen paa Tronen. Jylland, med Viborg Hovedthing og Heidaby som Hovedresidens, repræsenterer den Sigurdske Æt, i hvis sidste Medlems, Hardeknuts, Sted Magnus den gode traadte. Sjæland derimod, med Iisøre Hovedthing, Roeskilde og Ringsted som Hovedresidenser, repræsenterer den Sprakaleggske Æt og hvad man kunde kalde den middeldanske Tidsalder.
ende, i Stedet for at udslettes, eller forandres til „men forudsætter, som det synes, at hun tilbragte Resten af sine Dage i Danmark“.
