Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/182

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
164
Harald Haardraade.

Magnus’s Grefte, og ſørgede længe over ham. Man var ogſaa meget bedrøvet over at han kun efterlod en Datter, og ingen Søn, der kunde arve ham. Man væntede ſig heller ikke ſynderligt godt af Haralds Herredømme. Dog tænkte, eller vovede ingen paa at gjøre ham det ſtridigt. Da han endelig kom til Nidaros, og efter gammel Skik lod ſtevne de 8 Thrøndelagsfylker til Ørething, fik han her, ſom andenſteds, Kongenavn, og erkjendtes derved for den rette og lovlige Enevoldskonge over hele Riget[1].

Kort for eller kort efter Magnus, ſom det ſynes, døde ogſaa hans og hans Faders mangeaarige Ven Sighvat Skald. Han nævnes allerſidſt i Aaret 1043, da han deeltog med Magnus i Toget til Danmark, og hjalp til at frelſe Rafn Rutfirding for Kongens Vrede. Der fortælles om ham, at han vilde lempe en Arve-Draape, han havde digtet om Kong Olaf, efter Sigurd Favnesbanes Hiſtorie, da han, maaſkee paa Tilbagevejen fra hiint Tog, lagde ind til Selja. Det traf ſig juſt at en Bonde paa Faſtlandet i Nærheden blev farligt ſyg; hans Kone ſkal have drømt at Olaf aabenbarede ſig for hende og lovede at frelſe hendes Mand fra Sygdommen, derſom hun vilde ro over til Sighvat, og bede ham forandre Draapen ſaaledes at den ej lempedes efter Sigurd Favnesbanes Saga, men efter Fortællingen om Chriſti Opſtandelſe. Dette ſkal ogſaa være ſkeet, og Sighvats Kvad, der endnu i de følgende Aarhundreder ſynes at have været kjendt og meget yndet, blev indrettet ſaaledes ſom Kong Olaf ſkal have foreſkrevet[2]. Kort efter blev Sighvat ſelv ſyg;

    noget før. I Olafskirken blev det ſaaledes kun i forholdsviis kort Tid, da Harald allerede havde opgivet den Plan, at have Kongsgaard og kongelig Kirke i Saurlid: han opførte Kongsgaarden øverſt ved Maren, og Mariekirken i dens Nærhed. Ligeſom det nu aabenbart var hans Henſigt at lade Olafs Liig opbevare i Mariekirken,ſaaledes blev det derfor viſt ogſaa flyttet derhen; men ſtrax efter opførte Olaf Kyrre Chriſtkirken, den egentlige biſkoppelige Kirke, hvor Olafs virkelige Gravſted og Kapellet ſtod; os her blev nu det endelige Opbevaringsſted for Skrinet. Nu er det klart nok, at man har anſeet det nødvendigt at Faderens og Sønnens Liig fulgtes ad, (Einar ſagde ſelv, at han „vilde bringe Magnus til hans Fader“) og at Magnus’s Levninger ſaaledes ere blevne flyttede med Olafs. Dette ſaa vel ſom hvad der ovenfor er ytret angaaende Flytningen af Olafs Liig, beſtyrkes paa det meeſt iøjnefaldende af Sagaernes Udſagn i Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 49) at Einar og hans Søn Eindride begroves „i Olafskirken ved Magnus’s Leje“. Hvad Flatøbogen melder om Gravſtedet, at det forhen var udenfor Choret, men ſenere indenfor, foran Erkebiſkopens Rum, ſigter viſtnok til Kirkens Ombygning og Udvidelſe i Slutningen af det 12te Aarhundrede.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 41, 42. Snorre Cap. 29. Fagrſkinna Cap. 181.
  2. Det ſtaar her at Sighvat indrettede (stælti) ſin Draapa efter uppreistardrápa. Hvis dette ej — hvad man næſten ſkulde tro — er en Skriv- eller