Magnus’s Grefte, og sørgede længe over ham. Man var ogsaa meget bedrøvet over at han kun efterlod en Datter, og ingen Søn, der kunde arve ham. Man væntede sig heller ikke synderligt godt af Haralds Herredømme. Dog tænkte, eller vovede ingen paa at gjøre ham det stridigt. Da han endelig kom til Nidaros, og efter gammel Skik lod stevne de 8 Thrøndelagsfylker til Ørething, fik han her, som andensteds, Kongenavn, og erkjendtes derved for den rette og lovlige Enevoldskonge over hele Riget[1].
Kort for eller kort efter Magnus, som det synes, døde ogsaa hans og hans Faders mangeaarige Ven Sighvat Skald. Han nævnes allersidst i Aaret 1043, da han deeltog med Magnus i Toget til Danmark, og hjalp til at frelse Rafn Rutfirding for Kongens Vrede. Der fortælles om ham, at han vilde lempe en Arve-Draape, han havde digtet om Kong Olaf, efter Sigurd Favnesbanes Historie, da han, maaskee paa Tilbagevejen fra hiint Tog, lagde ind til Selja. Det traf sig just at en Bonde paa Fastlandet i Nærheden blev farligt syg; hans Kone skal have drømt at Olaf aabenbarede sig for hende og lovede at frelse hendes Mand fra Sygdommen, dersom hun vilde ro over til Sighvat, og bede ham forandre Draapen saaledes at den ej lempedes efter Sigurd Favnesbanes Saga, men efter Fortællingen om Christi Opstandelse. Dette skal ogsaa være skeet, og Sighvats Kvad, der endnu i de følgende Aarhundreder synes at have været kjendt og meget yndet, blev indrettet saaledes som Kong Olaf skal have foreskrevet[2]. Kort efter blev Sighvat selv syg;
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 41, 42. Snorre Cap. 29. Fagrskinna Cap. 181.
- ↑ Det staar her at Sighvat indrettede (stælti) sin Draapa efter uppreistardrápa. Hvis dette ej — hvad man næsten skulde tro — er en Skriv- eller
noget før. I Olafskirken blev det saaledes kun i forholdsviis kort Tid, da Harald allerede havde opgivet den Plan, at have Kongsgaard og kongelig Kirke i Saurlid: han opførte Kongsgaarden øverst ved Maren, og Mariekirken i dens Nærhed. Ligesom det nu aabenbart var hans Hensigt at lade Olafs Liig opbevare i Mariekirken,saaledes blev det derfor vist ogsaa flyttet derhen; men strax efter opførte Olaf Kyrre Christkirken, den egentlige biskoppelige Kirke, hvor Olafs virkelige Gravsted og Kapellet stod; os her blev nu det endelige Opbevaringssted for Skrinet. Nu er det klart nok, at man har anseet det nødvendigt at Faderens og Sønnens Liig fulgtes ad, (Einar sagde selv, at han „vilde bringe Magnus til hans Fader“) og at Magnus’s Levninger saaledes ere blevne flyttede med Olafs. Dette saa vel som hvad der ovenfor er ytret angaaende Flytningen af Olafs Liig, bestyrkes paa det meest iøjnefaldende af Sagaernes Udsagn i Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 49) at Einar og hans Søn Eindride begroves „i Olafskirken ved Magnus’s Leje“. Hvad Flatøbogen melder om Gravstedet, at det forhen var udenfor Choret, men senere indenfor, foran Erkebiskopens Rum, sigter vistnok til Kirkens Ombygning og Udvidelse i Slutningen af det 12te Aarhundrede.
