Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/181

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
163
Magnus den godes Begravelſe. Haralds Tronbeſtigelſe.

mændene ned forat møde Magnus’s Liig, ſom med megen Højtidelighed blev biſat i Klemenskirken, hvor hans Faders Skriin opbevaredes, da den af Magnus paabegyndte St. Olafs-Kirke tilligemed Kongsgaarden endnu ikke var bleven færdig[1]. Mangen flink Mand, ſiges der, ſtod grædende over

    den, ſom Erindringstegn efter Kongen, en liden Guld-Fingerring, hvorover hiin blev ſaa glad at han græd, og derved kom til at berøre Øjet med Ringen, hvilket ſtrax, ſom det fortælles, havde den underbare Virkning, at han fik ſit Syn tilbage. Om vi end ikke lære andet af denne Fortælling, erfare vi dog, hvor meget Magnus var elſket og afholdt, ſaavelſom at man paa hiin Tid, da Fortællingen blev nedſkreven, nærede den beſtemte Overbeviisning, at Magnus var død i det ſydlige Jylland, ſiden hans Liig paa Vejen bragtes forbi Samsø.

  1. Beretningerne herom ere noget forſkjellige. Fagrſkinna Cap. 180 ſiger at Magnus’s Liig begroves i Chriſtkirken udenfor Choret. Omtrent det ſamme maa og have ſtaaet i Morkinſkinna, der her mangler et Blad; thi Flatøbogen, der er en Afſkrift af den, kun med enkelte Tilſætninger, ſiger at Liget nedlagdes „i Chriſtkirken udenfor Choret“; men, tillægger den, nu (d. e, ved 1380) er det indenfor Choret, foran Erkebiſkopens Rum. Snorre derimod (Cap. 29) nævner Klemenskirken, tilføjende: „der bevaredes da St. Olafs Skriin“; det ſamme gjentages af Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Harald Haardraades Saga Cap. 41). Nu er det tydeligt nok, at Magnus’s Liig paa den Tid,da den i Morkinſkinna bevarede Text allerførſt ſammenſattes (omkring Midten af 12te Aarhundrede), og ſenere, laa i Chriſtkirken. Men da Chriſtkirken ikke exiſterede paa den Tid, da Magnus døde, er det ligeledes tydeligt, at Fagrſkinnas (og endog Flatøbogens) Tilgivelſe, ſkjønt ældre end Snorres, ej er nøjagtig; thi enten maa der ved „Chriſtkirken“ her forſtaaes „Kapellet over Olafs Gravſted, hvor Chriſtkirken ſiden opførtes“, eller Sagaſkriveren har kun haft Ligets ſidſte og blivende Hvileſted, den ſenere opførte Chriſtkirke, for Øje, og ſaaledes af Skjødesløshed undladt at omtale, hvor det opbevaredes, indtil Chriſtkirken byggedes. Da nu Snorre og de øvrige udtrykkelig nævne Klemenskirken, og Snorre visſelig havde Lejlighed nok til at erfare den om disſe Sager i Throndhjem ſelv herſkende Tradition, kan man ikke antage andet, end at hans Angivelſe maa være rigtig. Den pasſer desuden ganſke med hvad vi erfare om de forſkjellige Kirkebygninger i Nidaros og om de Steder, hvor Olafs Liig opbevaredes. At dette under Sven Alfivesſøns Tid bevaredes af Grimkell i Kapellet, er ovenfor paapeget ſom meeſt ſandſynligt. Men da Magnus blev Konge, var der ej længer nogen Grund forhaanden til ikke at bevare det i Klemenskirken, og hid er det ſaaledes da visſelig blevet flyttet. Vi erfare imidlertid, at Magnus paabegyndte Opførelſen af en Olafs-Kirke med tilhørende Kongsgaard lidt ovenfor Byen, i Saurlid. Henſigten hermed var aabenbart den, at Olafskirken nu ſkulde træde i Klemenskirkens Sted ſom kongelig Kirke, medens denne overlodes Byen til Sognekirke. Vi erfare ogſaa, at Olafs Liig virkelig, under Harald Sigurdsſøn, flyttedes til Olafskirken. Der ſtaar nemlig (Harald Haardraades Saga Cap. 55) udtrykkeligt, at Olafs Skriin opbevaredes i Olafskirken, medens Mariekirken var under Arbejde; og dette ſigter, ſom det nedenfor (S. 204—206) nærmere ſkal viſes, til den Omſtændighed, at Mariekirken allerede maa have været paabegyndt ſom det vordende Opbevaringsſted for Olafs Skriin, enten umiddelbart efter at Olafskirken var bleven færdig, eller endog