Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/178

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
160
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

han havde dræbt Haralds Hirdmand, og gav ham endog, før hans Afrejſe, til Belønning for hans Kvad en Holm udenfor Norge, dog, ſom det ſynes, meeſt for at høre hvad Reidar vilde ſige dertil, ſiden han dog ſtrax efter indløſte den med Penge. Reidar havde ogſaa ſtrax den ſtorartede Tanke at ville benytte Holmen til at forene Island med Norge ved Broer, ſikkert til ſtor Morſkab for alle de Tilſtedeværende[1].

Det er ſaaledes viſt en bogſtavelig Sandhed, naar det i vore Sagaer heder, at Magnus’s Død vakte almindelig Sorg hos hele Folket. Allerede hans Ydre var tiltrækkende, hvilket den trohjertige Reidar ej var ene om at erkjende. Han var velvoxen, af middelmaadig Højde, havde et regelmæsſigt, lyſt Anſigt, og lyſebruunt Haar. Den raſke, ungdommelige Konge var i Ordets egentlige Forſtand Folkets Yndling; han var veltalende, ſnarraadig, tapper i Strid og ſejrſæl; alt dette, forenet med hans Gavmildhed, maatte visſelig gjøre ham ſaa venneſæl, at, ſom der ſtaar, baade Venner og Uvenner roſte ham[2]. Han var, ſiger den bremiſke Mag. Adam, Danerne kjær formedelſt ſin Retfærdighed og Tapperhed, men frygtelig for Venderne[3]; Mag. Adams Scholiaſt kalder ham en from Yngling af rene Sæder, hvem Gud ogſaa derfor ſkjenkede Sejr over alle[4]. Man kan og ſige at hans Faders Aand omſvævede ham ſom en ledende og beſkyttende Genius. Thi baade han ſelv og Folket havde ſtedſe for Øje, at han var St. Olafs Søn; denne Bevidſthed maatte forlene ham en egen Tryghed og Selvtillid, medens den paa den anden Side maatte gjøre ham ſtrengere mod ſig ſelv; i Folkets Øjne maatte Faderens Hellighed omſtraale Sønnen med en ſæregen Glands[5].

Magnus efterlod ingen Sønner, kun en Datter, ved Navn Ragnhild. Han var ikke engang gift. Hvo Ragnhilds Moder var, nævnes ikke, og der tales ikke engang om nogen Kjærlighedsforſtaaelſe, han ſkulde have haft, undtagen med den ſmukke Margrete, en Datter af Lendermanden Thrond paa Stokke i Viken; men Margrete gjengjeldte ikke Kongens

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 26—29.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 40.
  3. Mag. Adam, II. 75.
  4. Schol. 57 til Mag. Adam.
  5. Fra denne Foreſtilling hidrøre vel flere af de legendariſke Beretninger, hvori Magnus ſpiller Hovedrollen. Til disſe maa man, ſkjønt Olaf ikke der omtales, eller har noget at beſtille, ogſaa regne en, der udtrykker hans Omgivelſers Forvæntninger om Harald, nemlig at man, da Magnus laa paa det yderſte, og Harald havde taget Sæde ved hans Sæng, ſaa en gylden Fiſk fare ud af hans Mund og ind i Haralds, men her at antage et mørkt Udſeende, hvilket Magnus ſelv, da man fortalte ham det, ſkulde have hentydet om at Haralds Raad vilde blive „mørkere eller koldere“, end hans. (Harald Haardraades Saga Cap. 37, Flatøbogen).