Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/177

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
159
Kong Magnus’s Død.

fuſenhed var bleven formildet, og hans overſpendte Ideer om hvad han ſkyldte ſin Faders Minde vare blevne nedſtemte ved den kraftige Folke-Mening, der fandt ſit Organ i Sighvat Skalds Berſøglis-Viſer, beholdt han ej mere af den forrige Strenghed tilbage, end der var nødvendigt for ham til med Kraft at haandhæve ſine Rettigheder. Og at han i den korte Tid han herſkede, udviklede ſtore Regent-Dyder, derom vidner ſaa vel Nordmænds ſom Daners eenſtemmige Vidnesbyrd, og Tilnavnet „den gode“, hvilket begge Folk i deres Erkjendtlighed gave ham. Et ſaadant Vidnesbyrd har iſær meget at betyde, naar det gjentages af den danſke Forfatter Saxo, der ellers ikke er Nordmændene gunſtig, og hvis Nationalſtolthed ellers maatte formodes at ville indtage ham mod den norſke Konge, der beherſkede Danmark, og krigede mod Stamfaderen til den Kongeæt, ſom raadede for Danmark paa Saxos Tid. Men Danmark havde ogſaa Magnus meget at takke, thi uden ham var det maaſkee uigjenkaldeligt blevet Vendernes Bytte[1].

Vi have allerede i de ovenfor meddeelte Beretninger om Begivenheder ved Magnus’s Hof ſeet Prøver paa hans Godmodighed og Nedladenhed. Denne viſte ſig i Særdeleshed, da den forhen[2] omtalte Hjemføding Reidar var kommen fra Island med ſin Broder Thord, og mod hans Ønſke, af uimodſtaaelig Nysgjerrighed efter at ſee Kongen, fulgte ham til et Huus-Thing. Da Thord, der var Hirdmand, havde gjort Kongen ſin Opvartning, og i Samtalens Løb nævnt, at hans Broder var med, lod Kongen ham kalde; Reidar kom, og da Kongen ſpurgte, hvad hans Ærende var, ſagde han: „fornemmelig det, at ſee dig, Konge“. Da Magnus ſagde: „det Ønſke har du altſaa nu faaet opfyldt“, ſvarede Reidar, at han endnu ikke havde ſeet ham til Gavns, ſaa længe han ſad. Kongen føjede ham førſt i at rejſe ſig, ſiden efter tog han endog paa hans Bøn Kappen af, og lod ham betragte ſig ſaa meget han vilde; Reidar gik imidlertid rundt om ham, idet han mumlede: „herligt, herligt“, og da Kongen ſiden ſpurgte ham, om han virkelig intet havde at udſætte paa hans Skabning, meente Reidar nej; dog da Kongen trængte ind paa ham, maatte han tilſtaa at hans ene Øje ſad lidt højere end det andet; en Bemerkning, hvis Sandhed Magnus erkjendte, men hvilken, ſom han ſagde, ingen anden hidtil havde gjort, end Kong Harald. Derfor maatte Reidar ogſaa paa lignende Maade ſtille ſig op for Kongen og lade ſig betragte af ham: han ſpurgte Kongen, hvorledes han fandt hans Skabning, og Magnus tilſtod uforbeholdent, at han ikke havde ſeet noget hæsligere. Siden tilbød Kongen ham Vinterophold hos ſig med Thord, tog ſig, ſom vi have ſeet, af ham, da

  1. Se ovenfor S. 37.
  2. Se ovenfor S. 135, 136.