fusenhed var bleven formildet, og hans overspendte Ideer om hvad han skyldte sin Faders Minde vare blevne nedstemte ved den kraftige Folke-Mening, der fandt sit Organ i Sighvat Skalds Bersøglis-Viser, beholdt han ej mere af den forrige Strenghed tilbage, end der var nødvendigt for ham til med Kraft at haandhæve sine Rettigheder. Og at han i den korte Tid han herskede, udviklede store Regent-Dyder, derom vidner saa vel Nordmænds som Daners eenstemmige Vidnesbyrd, og Tilnavnet „den gode“, hvilket begge Folk i deres Erkjendtlighed gave ham. Et saadant Vidnesbyrd har især meget at betyde, naar det gjentages af den danske Forfatter Saxo, der ellers ikke er Nordmændene gunstig, og hvis Nationalstolthed ellers maatte formodes at ville indtage ham mod den norske Konge, der beherskede Danmark, og krigede mod Stamfaderen til den Kongeæt, som raadede for Danmark paa Saxos Tid. Men Danmark havde ogsaa Magnus meget at takke, thi uden ham var det maaskee uigjenkaldeligt blevet Vendernes Bytte[1].
Vi have allerede i de ovenfor meddeelte Beretninger om Begivenheder ved Magnus’s Hof seet Prøver paa hans Godmodighed og Nedladenhed. Denne viste sig i Særdeleshed, da den forhen[2] omtalte Hjemføding Reidar var kommen fra Island med sin Broder Thord, og mod hans Ønske, af uimodstaaelig Nysgjerrighed efter at see Kongen, fulgte ham til et Huus-Thing. Da Thord, der var Hirdmand, havde gjort Kongen sin Opvartning, og i Samtalens Løb nævnt, at hans Broder var med, lod Kongen ham kalde; Reidar kom, og da Kongen spurgte, hvad hans Ærende var, sagde han: „fornemmelig det, at see dig, Konge“. Da Magnus sagde: „det Ønske har du altsaa nu faaet opfyldt“, svarede Reidar, at han endnu ikke havde seet ham til Gavns, saa længe han sad. Kongen føjede ham først i at rejse sig, siden efter tog han endog paa hans Bøn Kappen af, og lod ham betragte sig saa meget han vilde; Reidar gik imidlertid rundt om ham, idet han mumlede: „herligt, herligt“, og da Kongen siden spurgte ham, om han virkelig intet havde at udsætte paa hans Skabning, meente Reidar nej; dog da Kongen trængte ind paa ham, maatte han tilstaa at hans ene Øje sad lidt højere end det andet; en Bemerkning, hvis Sandhed Magnus erkjendte, men hvilken, som han sagde, ingen anden hidtil havde gjort, end Kong Harald. Derfor maatte Reidar ogsaa paa lignende Maade stille sig op for Kongen og lade sig betragte af ham: han spurgte Kongen, hvorledes han fandt hans Skabning, og Magnus tilstod uforbeholdent, at han ikke havde seet noget hæsligere. Siden tilbød Kongen ham Vinterophold hos sig med Thord, tog sig, som vi have seet, af ham, da
