jeg, at der med dette Navn vil følge Sorg saa vel som Hæder“[1]. Derpaa erklærede Kongen atter højtideligt, at han gav Harald hele Norges Rige, og Sven hele Danevældet. Net kom Presterne, og gave ham den sidste Olje. Da denne Forretning var forbi, spurgte han sin Skosvend, om han havde erindret ham med nogen Gave. Da Skosvenden sagde nej, rakte Kongen ham en smuk Kniv med tilhørende Belte. Men i det samme kom Dødskampen over ham, og Tjeneren blev saa betagen herved, at han faldt i Afmagt. Da han kom til sig selv igjen, var Kongen død, og Klenodierne forsvundne. Han fandt dem aldrig igjen[2].
Det var den 25de Oktober, tre Dage før Simons og Judæ Messe[3]. Magnus havde da været tolv og et halvt Aar Konge i Norge, og fem Aar Konge i Danmark. Men i hans tre første Regjeringsaar, indtil Forliget i Brennøerne 1038, maa han ansees for at have været umyndig; han fyldte nemlig ikke sit 15de Aar førend om Vaaren 1039. I hans Umyndighedstid var Kalf Arnessøn den egentlige Hersker i Landet, indtil han styrtedes og drog i Landflygtighed; da var Einar Thambarskelve den meest formaaende, skjønt Magnus, som vi have seet, trods sin Ungdom ingenlunde var den, der blindt hen lod sig lede af sine Omgivelser. Han elskede Einar højt, følte sig ham forbunden som den, hvem han fornemmeligen havde Kongemagten at takke, ærede ham som sin Fosterfader, lyttede til hans forstandige Raad, og søgte, saa vidt muligt, at rette sig efter ham, men det var kun af Kjærlighed og Taknemmelighed, ikke af Frygt for hans Magt, og naar Magnus for Alvor var paastaaelig, som s. Ex. ved Svens Udnævnelse til Jarl, nyttede det ikke Einar at komme med Indvendinger. Magnus besad mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til at beherske store Riger og vinde sine Undergivnes Yndest; han var i højeste Grad tapper, ædelmodig, gavmild, godhjertet, men ogsaa dertil forstandig, og, hvor det gjaldt, streng. Da hans første ungdommelige Frem-
- ↑ Thorstein havde virkelig en Søn, som hed Magnus, Landn. IV. 19. Naar Kongen ytrede at Enkelte kunde finde Betænkeligheder ved Opkaldelsen, sigtede han vistnok nærmest til den Glands, der hvilede over Karl den Store, efter hvem han selv var bleven opkaldt. Og hvad der lægges ham i Munden om den Sorg, der kunde være forbunden med Navnet, sigter til, eller har maaskee været anvendt paa den Omstændighed, at Biskopen Magnus Einarssøn i Skaalholt, en Sønnesøn af Magnus Thorsteinssøn, og opkaldt efter ham, samt derved middelbart efter Kongen, omkom ved Ildebrand 1148, se Hungrvaka Cap. 15.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 35—37. Snorre (Cap. 28) og Fagrskinna Cap. 178 indeholde ingen af de ovenfor anførte nærmere Fortællinger om hvad der foregik ved Magnus’s Dødsleje.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 38. Forskjellige gamle Nekrologier. Ogsaa Cod. C. af Chron. Sax. henfører Magnus’s Død til 1047.
