Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/176

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
158
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

jeg, at der med dette Navn vil følge Sorg ſaa vel ſom Hæder“[1]. Derpaa erklærede Kongen atter højtideligt, at han gav Harald hele Norges Rige, og Sven hele Danevældet. Net kom Preſterne, og gave ham den ſidſte Olje. Da denne Forretning var forbi, ſpurgte han ſin Skoſvend, om han havde erindret ham med nogen Gave. Da Skoſvenden ſagde nej, rakte Kongen ham en ſmuk Kniv med tilhørende Belte. Men i det ſamme kom Dødskampen over ham, og Tjeneren blev ſaa betagen herved, at han faldt i Afmagt. Da han kom til ſig ſelv igjen, var Kongen død, og Klenodierne forſvundne. Han fandt dem aldrig igjen[2].

Det var den 25de Oktober, tre Dage før Simons og Judæ Mesſe[3]. Magnus havde da været tolv og et halvt Aar Konge i Norge, og fem Aar Konge i Danmark. Men i hans tre førſte Regjeringsaar, indtil Forliget i Brennøerne 1038, maa han anſees for at have været umyndig; han fyldte nemlig ikke ſit 15de Aar førend om Vaaren 1039. I hans Umyndighedstid var Kalf Arnesſøn den egentlige Herſker i Landet, indtil han ſtyrtedes og drog i Landflygtighed; da var Einar Thambarſkelve den meeſt formaaende, ſkjønt Magnus, ſom vi have ſeet, trods ſin Ungdom ingenlunde var den, der blindt hen lod ſig lede af ſine Omgivelſer. Han elſkede Einar højt, følte ſig ham forbunden ſom den, hvem han fornemmeligen havde Kongemagten at takke, ærede ham ſom ſin Foſterfader, lyttede til hans forſtandige Raad, og ſøgte, ſaa vidt muligt, at rette ſig efter ham, men det var kun af Kjærlighed og Taknemmelighed, ikke af Frygt for hans Magt, og naar Magnus for Alvor var paaſtaaelig, ſom ſ. Ex. ved Svens Udnævnelſe til Jarl, nyttede det ikke Einar at komme med Indvendinger. Magnus beſad mange Egenſkaber, der gjorde ham ſkikket til at beherſke ſtore Riger og vinde ſine Undergivnes Yndeſt; han var i højeſte Grad tapper, ædelmodig, gavmild, godhjertet, men ogſaa dertil forſtandig, og, hvor det gjaldt, ſtreng. Da hans førſte ungdommelige Frem-

  1. Thorſtein havde virkelig en Søn, ſom hed Magnus, Landn. IV. 19. Naar Kongen ytrede at Enkelte kunde finde Betænkeligheder ved Opkaldelſen, ſigtede han viſtnok nærmeſt til den Glands, der hvilede over Karl den Store, efter hvem han ſelv var bleven opkaldt. Og hvad der lægges ham i Munden om den Sorg, der kunde være forbunden med Navnet, ſigter til, eller har maaſkee været anvendt paa den Omſtændighed, at Biſkopen Magnus Einarsſøn i Skaalholt, en Sønneſøn af Magnus Thorſteinsſøn, og opkaldt efter ham, ſamt derved middelbart efter Kongen, omkom ved Ildebrand 1148, ſe Hungrvaka Cap. 15.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 35—37. Snorre (Cap. 28) og Fagrſkinna Cap. 178 indeholde ingen af de ovenfor anførte nærmere Fortællinger om hvad der foregik ved Magnus’s Dødsleje.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 38. Forſkjellige gamle Nekrologier. Ogſaa Cod. C. af Chron. Sax. henfører Magnus’s Død til 1047.