det skal gaa med Rigerne“. „Jeg raader dig, Frænde“, sagde Magnus til Harald, „at du vender tilbage til Norge, din Ættejord, og forsvarer den, thi saaledes var det aftalt mellem Hardeknut og mig, at Danevældet ikke skulde gaa til min Æt, om det blev mit Rige, lige saa lidet som Norge skulde gaa til hans Æt, om han fik det; derfor skal Sven nu have Danmark“[1]. „Da tykkes det mig dog“, sagde Harald, „at jeg, i Tilfælde af at du dør, har lige saa megen Ret til Danmark som til Norge“. „Jeg seer nok“, sagde Magnus, „at mine Ord ville kun gjelde lidet“. „Hvor meget“, spurgte nu Harald, „har I tilbage af al den Mængde Guld, jeg bragte til Landet, og hvoraf I fik Halvparten?“ „Se her paa begge Skibsbord“, sagde Magnus; „de ere besatte med gode og herlige Drenge; dem har jeg givet Guldet, og til Gjengjeld faaet deres Aast og Huldskab, thi een god Drengs Hjelp og Tapperhed er bedre end meget Gods“. Da Harald havde faaet dette Svar, gik han bort. Einar spurgte, om han ej vilde betænke sin Broder Thore og sørge for ham, da det ikke var at vænte at Harald vilde vise ham nogen Velvilje, godt og vel om han vilde lade ham beholde Livet. Der blev nu sendt Bud efter Thore, som kom tilligemed en Ven, ved Navn Reb. Kongen bad dem forlade Skibene og gaa op i Skoven, hvor de skulde holde sig skjulte indtil Ludrene tilkjendegave hans Død; da skulde de skynde sig til Kong Sven, hilse ham fra Kong Magnus, at han udnævnte ham til sin Efterfølger i Danmark, og hede ham tage sig af hans Broder, som han paa sin Dødssæng anbefalede til hans Beskyttelse. Thore, der neppe tiende tale for Sorg, adlød Befalingen, og begav sig med Rev op i Skoven. Imidlertid uddeelte Kongen Mindegaver til sine Mænd. Islændingen Thorstein Sidu-Hallssøn, Kongens Hirdmand[2], var nylig kommen fra Rom, og gik, som de øvrige, hen for at sige ham det sidste Farvel. Da havde Kongen ikke stort tilbage af de Gaver, han uddeelte, og Thorstein sagde, at han heller ikke attraaede anden Gave end Kongens Navn, hvilket han bad om Tilladelse til at give sin Søn. „Du har gjort dig saa vel fortjent af mig“, sagde Kongen, „at jeg af Hjertet under dig mit Navn, skjønt der visselig gives dem, der ville ansee det for en alt for stor Dristighed af Folk under Fyrstestanden at bære det, hvor ringe en Konge jeg end selv har været; men da du beder derom med saa megen Kjærlighed, giver jeg dig det herved, dog aner
- ↑ Dette Punkt omtales slet ikke, hvor Forliget tidligere nævnes. Hvis det ej med Uret er lagt Magnus i Munden, hvilket er det sandsynligste, maa det forklares som om det alene gjaldt fjerne Slægtninger eller Sidelinjer, ikke de Sønner, Kongerne muligviis kunde faa.
- ↑ Om Thorstein, og hans Unaade hos Kongen og paafølgende Tilgivelse, se ovenfor, S. 37.
