Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/175

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
157
Magnus’s ſidſte Øjeblik.

det ſkal gaa med Rigerne“. „Jeg raader dig, Frænde“, ſagde Magnus til Harald, „at du vender tilbage til Norge, din Ættejord, og forſvarer den, thi ſaaledes var det aftalt mellem Hardeknut og mig, at Danevældet ikke ſkulde gaa til min Æt, om det blev mit Rige, lige ſaa lidet ſom Norge ſkulde gaa til hans Æt, om han fik det; derfor ſkal Sven nu have Danmark“[1]. „Da tykkes det mig dog“, ſagde Harald, „at jeg, i Tilfælde af at du dør, har lige ſaa megen Ret til Danmark ſom til Norge“. „Jeg ſeer nok“, ſagde Magnus, „at mine Ord ville kun gjelde lidet“. „Hvor meget“, ſpurgte nu Harald, „har I tilbage af al den Mængde Guld, jeg bragte til Landet, og hvoraf I fik Halvparten?“ „Se her paa begge Skibsbord“, ſagde Magnus; „de ere beſatte med gode og herlige Drenge; dem har jeg givet Guldet, og til Gjengjeld faaet deres Aaſt og Huldſkab, thi een god Drengs Hjelp og Tapperhed er bedre end meget Gods“. Da Harald havde faaet dette Svar, gik han bort. Einar ſpurgte, om han ej vilde betænke ſin Broder Thore og ſørge for ham, da det ikke var at vænte at Harald vilde viſe ham nogen Velvilje, godt og vel om han vilde lade ham beholde Livet. Der blev nu ſendt Bud efter Thore, ſom kom tilligemed en Ven, ved Navn Reb. Kongen bad dem forlade Skibene og gaa op i Skoven, hvor de ſkulde holde ſig ſkjulte indtil Ludrene tilkjendegave hans Død; da ſkulde de ſkynde ſig til Kong Sven, hilſe ham fra Kong Magnus, at han udnævnte ham til ſin Efterfølger i Danmark, og hede ham tage ſig af hans Broder, ſom han paa ſin Dødsſæng anbefalede til hans Beſkyttelſe. Thore, der neppe tiende tale for Sorg, adlød Befalingen, og begav ſig med Rev op i Skoven. Imidlertid uddeelte Kongen Mindegaver til ſine Mænd. Islændingen Thorſtein Sidu-Hallsſøn, Kongens Hirdmand[2], var nylig kommen fra Rom, og gik, ſom de øvrige, hen for at ſige ham det ſidſte Farvel. Da havde Kongen ikke ſtort tilbage af de Gaver, han uddeelte, og Thorſtein ſagde, at han heller ikke attraaede anden Gave end Kongens Navn, hvilket han bad om Tilladelſe til at give ſin Søn. „Du har gjort dig ſaa vel fortjent af mig“, ſagde Kongen, „at jeg af Hjertet under dig mit Navn, ſkjønt der visſelig gives dem, der ville anſee det for en alt for ſtor Driſtighed af Folk under Fyrſteſtanden at bære det, hvor ringe en Konge jeg end ſelv har været; men da du beder derom med ſaa megen Kjærlighed, giver jeg dig det herved, dog aner

  1. Dette Punkt omtales ſlet ikke, hvor Forliget tidligere nævnes. Hvis det ej med Uret er lagt Magnus i Munden, hvilket er det ſandſynligſte, maa det forklares ſom om det alene gjaldt fjerne Slægtninger eller Sidelinjer, ikke de Sønner, Kongerne muligviis kunde faa.
  2. Om Thorſtein, og hans Unaade hos Kongen og paafølgende Tilgivelſe, ſe ovenfor, S. 37.