Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/174

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
156
Magnus den gode og Harald Sigurdssøn.

Døden indtraf efter hiint Fald, og da det nu maa ansees temmelig vist, at Magnus ikke døde paa Sjæland, men derimod ombord paa sit Skib ved Sønderjyllands Kyst, er det sandsynligt, at hiin havde dette Uheld temmelig snart efter sin Ankomst til Danmark, hvor hans første Skridt ved Efterretningen om Svens Flugt til Skaane maatte være det, at begive sig til Sjæland, for der at iagttage ham eller forfølge ham videre, og at Stødet i Førstningen ikke har været saa smerteligt eller anseet for saa farligt, men at det siden forværredes i den Grad, at han følte sin Livskraft svinde hen, og betragtede Døden som nær forestaaende.

Ud paa Høsten, da Toget maatte betragtes som endt og Danmark beroliget, begave saa vel Magnus som Harald sig tilbage med Flaaden til Sønderjylland, hvor de bleve liggende temmelig længe, maaskee fordi Magnus’s Saar nu begyndte at forværres. En Nat drømte han at hans Fader Olaf kom og forelagde ham det Valg, enten strax at følge med ham, eller leve længe og blive den mægtigste af alle Konger, men begaa en Synd, som han vanskelig eller aldrig kunde faa bødet. „Vælg du for mig, Fader“, forekom det ham, som om han selv svarede, og dertil syntes han at Olaf sagde: „Saa følg da nu med mig“. Ogsaa dette viser noksom, hvilke .Tanker der beskjeftigede ham. Faa Dage efter vaagnede Magnus en Morgen tidligt i Feberhede, og drog et dybt Suk. Einar Thambarskelve, der var oppe i Løftingen hos ham, hørte det og spurgte, om han var syg. „Ikke meget endnu, kjære Fosterfader“, svarede Magnus. „Det vilde være os en stor Sorg, som vi aldrig kunde forvinde, om vi skulde miste dig“, sagde Einar bekymret. Magnus bad Einar rede hans Sæng nede i Forrummet ude ved Kanten, fordi det der, som han troede, var bekvemmere og svalere. Men aldrig saa snart var han kommen did, førend han forlangte at bringes tilbage igjen, hvor han før laa. Da skjønnede Einar, at hans Sygdom var alvorlig og sagde: „tal nu, Herre, for dine Venner, om hvad der ligger dig meest paa Hjerte, og giv os gode Raad, thi det kan nok være, at vor Samtale nu ikke bliver lang“. „Ja, kjære Ven“, svarede Kongen, „jeg frygter ogsaa for at denne Sygdom snart vil gjøre Ende paa vort Samliv“. Nei kom ogsaa Harald til, og spurgte om han var syg. „Ja visselig er jeg syg, Frænde“, sagde Magnus, „og jeg har den Bøn til eder, at I seer mine Venner til Bedste“. „Det er ikke mere end min Skyldighed for eders Skyld“, sagde Harald, „men der er nogle iblandt dem, som tykkes sig selv et evigt nok, og som oversee mig“. „Der kommer“, sagde Einar, „ikke noget ud af at tale om saadant; hvad Harald nu end lover, saa har han dog nok allerede forud bestemt, hvad han vil gjøre“. „Er det da ikke baade rimeligt, og derhos min Pligt, at jeg er mine Venners ment„ spurgte Harald. Men Einar værdigede ham ikke et Ord, og sagde til Magnus: „tal I, Herre, om hvad der er mere magtpaaliggende, hvorledes