Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/174

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
156
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

Døden indtraf efter hiint Fald, og da det nu maa anſees temmelig viſt, at Magnus ikke døde paa Sjæland, men derimod ombord paa ſit Skib ved Sønderjyllands Kyſt, er det ſandſynligt, at hiin havde dette Uheld temmelig ſnart efter ſin Ankomſt til Danmark, hvor hans førſte Skridt ved Efterretningen om Svens Flugt til Skaane maatte være det, at begive ſig til Sjæland, for der at iagttage ham eller forfølge ham videre, og at Stødet i Førſtningen ikke har været ſaa ſmerteligt eller anſeet for ſaa farligt, men at det ſiden forværredes i den Grad, at han følte ſin Livskraft ſvinde hen, og betragtede Døden ſom nær foreſtaaende.

Ud paa Høſten, da Toget maatte betragtes ſom endt og Danmark beroliget, begave ſaa vel Magnus ſom Harald ſig tilbage med Flaaden til Sønderjylland, hvor de bleve liggende temmelig længe, maaſkee fordi Magnus’s Saar nu begyndte at forværres. En Nat drømte han at hans Fader Olaf kom og forelagde ham det Valg, enten ſtrax at følge med ham, eller leve længe og blive den mægtigſte af alle Konger, men begaa en Synd, ſom han vanſkelig eller aldrig kunde faa bødet. „Vælg du for mig, Fader“, forekom det ham, ſom om han ſelv ſvarede, og dertil ſyntes han at Olaf ſagde: „Saa følg da nu med mig“. Ogſaa dette viſer nokſom, hvilke .Tanker der beſkjeftigede ham. Faa Dage efter vaagnede Magnus en Morgen tidligt i Feberhede, og drog et dybt Suk. Einar Thambarſkelve, der var oppe i Løftingen hos ham, hørte det og ſpurgte, om han var ſyg. „Ikke meget endnu, kjære Foſterfader“, ſvarede Magnus. „Det vilde være os en ſtor Sorg, ſom vi aldrig kunde forvinde, om vi ſkulde miſte dig“, ſagde Einar bekymret. Magnus bad Einar rede hans Sæng nede i Forrummet ude ved Kanten, fordi det der, ſom han troede, var bekvemmere og ſvalere. Men aldrig ſaa ſnart var han kommen did, førend han forlangte at bringes tilbage igjen, hvor han før laa. Da ſkjønnede Einar, at hans Sygdom var alvorlig og ſagde: „tal nu, Herre, for dine Venner, om hvad der ligger dig meeſt paa Hjerte, og giv os gode Raad, thi det kan nok være, at vor Samtale nu ikke bliver lang“. „Ja, kjære Ven“, ſvarede Kongen, „jeg frygter ogſaa for at denne Sygdom ſnart vil gjøre Ende paa vort Samliv“. Nei kom ogſaa Harald til, og ſpurgte om han var ſyg. „Ja visſelig er jeg ſyg, Frænde“, ſagde Magnus, „og jeg har den Bøn til eder, at I ſeer mine Venner til Bedſte“. „Det er ikke mere end min Skyldighed for eders Skyld“, ſagde Harald, „men der er nogle iblandt dem, ſom tykkes ſig ſelv et evigt nok, og ſom overſee mig“. „Der kommer“, ſagde Einar, „ikke noget ud af at tale om ſaadant; hvad Harald nu end lover, ſaa har han dog nok allerede forud beſtemt, hvad han vil gjøre“. „Er det da ikke baade rimeligt, og derhos min Pligt, at jeg er mine Venners ment„ ſpurgte Harald. Men Einar værdigede ham ikke et Ord, og ſagde til Magnus: „tal I, Herre, om hvad der er mere magtpaaliggende, hvorledes