Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/173

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
155
Magnus ſaaret ved et Ulykkestilfælde.

efter hans Død, ej alene fordi de undte Harald en ſaadan Modgang, men og fordi de derved ſaa meget bedre ſikrede deres eget Vælde lige over for Kongens. Thi i uhindret Beſiddelſe af baade Danmark og Norge vilde denne kunne faa Overtaget over dem, medens han derimod, kun Herre over det ene Rige, og dertil, hvad der var at forudſee, i ſtadig Kamp med Sven, ſnarere vilde blive afhængig af dem.

De danſke Hiſtorieſkrivere fortælle en Tildragelſe, der maaſkee indeholder Nøglen til denne ſygelige Stemning hos Kongen i hans kraftigſte Ynglingsalder, da han efter Naturens Orden ſkulde have mange Leveaar i Vænte. Da han var i Sjæland, og juſt tænkte paa tildrage over til Skaane efter Sven, havde han, berette de, det Uheld, at hans Heſt i Nærheden af Landsbyen Alſted blev ſky for en opſpringende Hare, og ſtyrtede med ham, ſaa at han ſtødte Hovedet mod en Træſtubbe og døde[1]. Der ſiges dog ej, hvor ſnart

  1. Saxo, S. 545, Sven Aagesſøn, hos Langebek I. S. 56. Denne, der er ældre end Saxo, fremſtiller Sagen ſandſynligſt. Han ſiger kun, at Magnus, da han efter at have overvundet Sven tænkte paa at forfølge ham til Skaane (in Scaniam persequi moliretur), omkom ved et pludſeligt Ulykkestilfælde i Sjæland, idet nemlig hans Heſt blev ſky og ſtyrtede, og han ſelv blev ſtødt mod et Træ (in Sialandia, casu inopinato, equi sternacis præcipitio arbori illisus interiit). Her ſiges intet om at Ulykken ſkede, idet han ſelv forfulgte Sven, hvilket ogſaa er ſaa meget mindre rimeligt, ſom ſlig Forfølgelſe i hine Dage ſjelden ſkede til Heſt. Der ſtaar heller ikke udtrykkeligt, at han døde i Sjæland, men kun at han fik Stødet der. Saxo fortæller derimod — man ſkulde næſten tro at han havde kjendt og misforſtaaet Sven Aagesſøns Ord, — at Magnus fik Stødet idet han forfulgte Sven. (Quem Magnus concitato animi impetu subsecutus, quum oppidum Alexstadiam præterirret, deturbato per occursum leporis equo, trunco, cujus præacuti forte stipites eminebant, adactus exstinguitur). Saxo gjør, ſom ſagt, alle Magnus’s Felttog til eet, og derfor kan han maaſkee her endog havde haſt det Strejftog for Sin ſom Magnus i 1044, ſtrax efter Aaros-Slaget, gjorde over Sjæland, ſe ovf. S. 34. At Magnus døde ved Jylland, bevidnes baade i Morkinſkinna, Flatøbogen, Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 35), Fagrſkinna Cap. 178, 179, Knytlinga Saga Cap. 22, Snorre Cap. 28; at han døde paa ſit Skib i Flaaden, bevidne de tre førſt nævnte ſaa vel ſom Mag. Adam (III. 11), der ſiger at han, fornyende Krigen, døde „paa Skibene“ (denuo bellum instaurans, obiit in navibus), hvilken ſidſte Angivelſe, ſom umiddelbart udgaaen fra Sven ſelv, der her ej kunde have nogen Grund til at lægge Dølgsmaal paa Sandheden, er af betydelig Vegt. Mag. Adams Ord ere optagne i Esrom-Annalerne (Langebek I. 237), hvilket igjen i Rykloſters Annaler (Langebek I. 160) er forvanſket til at Magnus i Øreſund, hvor han var kommen med en utallig Flaade, faldt i Havet og druknede ved at ſkulle gaa fra et Skib til et andet. Eller og ſkulde man næſten tro, at Annaliſten, der tidligere har ladet Olaf Tryggvesſøn, ſom ifølge Mag. Adam drukner i Øreſund, dræbes i „Meſund“, her har forvexlet Olaf med Magnus (hvis for øvrigt ej mesund paa hiint Sted er læſt ſom oresund). Alene Ágrip (Cap. 34) lader Magnus dø i Sjæland, men paa dettes Upaalidelighed have vi allerede oftere ſeet Prøver.