Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
154
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

forholder ſig rigtigt, vilde det være uforklarligt, med mindre man antager, at Magnus allerede temmelig tidligt under denne ſidſte Krig havde begyndt at ønſke en Udſoning med Sven, og nærede den Henſigt, han ſiden udførte, at udnævne ham til ſin Eftermand i Danmark. Dette er i og for ſig meget naturligt, naar man overvejer hvorledes hans Liv i den ſidſte Tid var forbitret ved det ſpendte Forhold, hvori han ſtod til Harald, hvilken, ſom man iſær af det følgende tydeligt kan ſee, nu var ham og hans nærmeſte Raadgivere langt mere forhadt end Sven; og det vilde end bedre kunne forklares, hvis han, ſom vore Sagaer fortælle, har haft en Anelſe om ſin nær foreſtaaende Død. De fortælle nemlig, at da Magnus og Harald engang paa ei Strejftog havde været heldige nok til at fange Svens ivrigſte og mægtigſte Tilhænger, Thrugils Birnesſøn, der ſagdes at raade for Tredieparten af hele Danmark, tilligemed mange andre Folk, tog Kongen ſin Moder, Alfhild, der var med ham paa Toget, til Side, og bad hende træde frem og i de fleſtes Paahør at bede ham om Naade for den fornemſte af Fangerne. Hun forundrede ſig derover, iſær da han nys forhen havde været meget vred paa hende, ja endog brugt haarde og uſømmelige Ord, fordi hun paa egen Haand havde vovet at ſætte den ved et tidligere Strejftog fangne Thorkell Gøſa paa fri Fod. Men han ſagde, at han nu ej alene ønſkede at give hende Oprejsning, fordi han den Gang talte ſaa haardt til hende, men at han og paa denne Maade vilde berede hende en venlig Modtagelſe og Hjelp efter hans Død, da han anſaa det for heel uviſt om han endnu havde mange Levedage tilbage, og ſtolede ikke ſynderligt paa at Harald vilde viſe hende nogen Velvilje. Det tilføjes ogſaa, at baade Thorkell Gøſa og Thrugils Birnesſøn bade hende paa det indſtændigſte at henvende ſig til dem, om hun ſiden ſkulde blive ſtedt i Nød og ſavnede anden Hjelp[1]. Det lader ſaaledes til, og bekræftes af hvad Magnus paa ſin Dødsſæng forordnede, at han i Forvæntningen om ſin nær foreſtaaende Død ej alene ſøgte at berolige ſit Sind ved at viſe Mildhed mod Sven og hans Tilhængere, men at han endog derved ſøgte at berede ſin Møder og ſine nærmeſte Paarørende det Tilflugtsſted i Danmark, der vilde blive hende negtet i Norge; ligeſom vel og hans nærmeſte Omgivelſer, Mænd ſom Einar Thambarſkelve, Orm Jarl, og andre, der ſamtlige hørte til det mægtige, og Harald fiendſke, norſke Magnat-Parti, ved alle Lejligheder raadede ham til Skridt, der ſigtede til at vanſkeliggjøre Harald Erhvervelſen af Danmark

    spurði konung Orm hví hänum yrði þat fyrir. Hann svaraar: herra, þat var annat happit mest, þat fyrst at hliapa (læs hjalpa) þér við ef þess þyrfti, ok þetta því næst. Om Orm Jarl og hans Slægtſkabsforhold, ſe ovf, I. 2. S. 63.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 32, 33 (ogſaa Morkinſkinna).