Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/171

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
153
Krigsforetagender i Danmark.

er Niding mod Kong Magnus, men det ſamme er Kong Harald mod mig„ og der er overmaade ſtor Forſkjel mellem begge disſe Konger“. Derpaa vendte han om og reed ind i Skoven igjen, hvor han forſvandt bag Træerne. Det var Sven; Kong Magnus kjendte ham, og ſagde: „Sven Ulfsſøn er en herlig Mand, havde han ſaa ſandt Folk, ſom han ſelv er uforfærdet og djerv, vilde han oftere ſejre“[1]. En anden Gang, fortælles der, var Sven i en Sø-Trefning næſten bleven overſejlet, og kunde alene redde ſit Liv ved at løbe over paa den norſke Høvding Orm Eilifsſøns Skib. Han bad Orm om at ſkjenke ham Liv og Frihed, hvilket Sem ogſaa paa eget Anſvar tilſtod ham. Da Magnus ſiden fik det at vide, og ſpurgte Orm, hvorledes han torde underſtaa ſig at gjøre noget ſaadant paa egen Haand, ſvarede Orm, at han derved for en ſtor Deel havde Kongens eget Vel for Øje. Kongen ſpurgte videre, om det da ikke var faldt ham ind at han derved vilde udſætte ſig for Kongens Vrede. „Det faldt mig rigtig nok ikke ind“, ſvarede Orm. Men i Stedet for at ſtraffe Orm eller viſe ham nogen Unaade, ſagde Magnus at han havde opført ſig ſom en brav Mand, og ophøjede ham endog ſiden til Jarl[2]. Hvis dette ellers

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 34.
  2. Dette findes kun i Morkinſkinna (fol. 4 verso), ſamt i Flatøbogen. Det fortælles her efter Forliget mellem Kongerne, og hvorvel rigtignok Morkinſkinna ogſaa omtaler andre Tildragelſer, der i Hrokkinſkinna omtales før Forliget, efter dette, f. Ex. om Thorkell Dyrdil, Thorſtein Sidu-Hallsſøn o. fl., ſaa ſynes det dog, ſom om denne Begivenhed med Orm, hvis den havde fundet Sted i Slaget ved Aaros eller Helgenes, nødvendigviis der maatte have været omtalt. Beſkrivelſen over disſe Slag tilſteder heller ikke Muligheden af at en ſaadan Begivenhed der kunde foregaa. Man maa ſaaledes henføre dette Sammenſtød mellem Orm og Sven til Toget i 1047, ſaa meget mere ſom det neppe er rimeligt, at Magnus tidligere vilde have fundet ſig i Svens Frigivelſe, end ſige belønnet den. Det er derimod urigtigt, naar Morkinſkinna lader Sammenſtødet ſkee i et Slag mellem Kongen og Sven; thi den, ſaa vel ſom de øvrige Sagaer, lader netop intet ſaadant Slag foregaa. Det er desuden rimeligſt, at en ſaadan Begivenhed, ſom denne, kunde ſkee ved en Lejlighed, hvor Orm ſejlede alene, og Sven paa et enkelt Skib inkognito krydſede omkring den norſke Flaade, ſaaledes ſom ovenfor anført; at han er bleven gjenkjendt og løsſluppen af Orm, og at denne, kjendende Kongens daværende Sindelag, ej betænkte ſig paa at frigive ham. Hvad der ellers kunde gjøre Fortællingen mistænkelig, er at den udelades af Snorre og Hrokkinſkinna, der ſnarere ſynes at antage at Orm tidligere var bleven Jarl (ſe ovenfor S. 3, jvfr. Harald Haardraades Saga Cap. 56, Snorre Cap. 40), og tillige, at en lignende Begivenhed med Sven ſiden fortælles efter Nisaa-Slaget, hvor Haakon Ivarsſøn Jarl frigiver ham (Harald Haardraades Saga Cap. 70.. Snorre, Cap. 66). Imidlertid kan man dog heller ikke ſige at Fortællingen om Orm er uſandſynlig, derhos pasſer den godt til alt det øvrige. For Reſten ere de Ord, Morkinſkinna lægger ham i Munden, meget dunkle; vi anføre derfor Stedet til Enhvers Fortolkning: þat var brátt sagt Magnúsi konungi sem glíklegt var, ok