Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
152
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

Forſøg af Thorfinn paa at bringe et Forlig i Stand, alene ved hiin Hirdmands ubelejlige Mellemkomſt og Magnus’s uoverlagte Heftighed[1].

Da Kongerne kom til Danmark, fordeelte de Skibene mellem ſig, og drog hver paa ſin Kant for at opſøge Sven, afſtraffe dem, der havde taget Parti med ham, og atter bringe Landet til Lydighed. Vi kjende dog kun lidet til deres Krigsforetagender, der meeſt ſynes at have indſkrænket ſig til Farter langs Kyſterne og hyppige Landgange ſamt mindre Trefninger; end mindre Beſked vide vi om, hvad Danerne imidlertid foretoge ſig; vi vide kun, at de nu gjorde fælles Sag med Magnus, og forenede ſig mod Sven, ſom de overvandt i et Slag den 9de Auguſt, uden at man dog kan ſee, hvor vidt Magnus ſelv deeltog i dette Slag, eller ikke[2]. Det rimeligſte er dog, at Danerne allerede havde afgjort dette paa egen Haand, førend Magnus og Harald kom, ſiden baade vore Sagaer og Saxo ere enige om, at Sven ikke torde oppebie Magnus, men flygtede for ham til Skaane[3]. Imidlertid lader det dog, ſom om han ikke den hele Tid forblev der, men af og til, deels til Vands, deels til Lands, og ofte uden endog at give ſig tilkjende, vovede ſig i Nærheden af Kongernes Hær, deels for at holde Øje med deres Bevægelſer, deels ogſaa for at tilføje dem hvad Skade han kunde ved ſmaa uformodede Overfald. Saaledes fortælles der, at en Godvejrsdag, da Magnus og Harald tilſammen laa med deres Skibe ved en ſkovbevoxet Kyſt, hvor der foran Skoven var en jevn Slette, kom en herligt udruſtet Rytter frem af Skoven, lod ſin Heſt gjøre mange kunſtige Vendinger, og viſte ſin Rytterfærdighed til de norſke Krigeres ſtørſte Beundring; da han en Stund havde ladet dem ſee disſe Kunſter, reed han lige hen imod dem og raabte højt: „Jeg

  1. Orkn. Saga S. 78—84.
  2. Viljam af Malmsbury, l. c. Om dette Slag heder det her, at det var uhyre ſtort, og at Danerne aldrig havde ſeet enten en forfærdeligere Kamp eller glædeligere Varſel; at de for Slaget gjorde det hellige Løfte, for Fremtiden at højtideligholde Slagdagen med Faſte og Almisſe, og at denne Dag var St. Laurentii-Aften den 9de Auguſt. Hvad der her ſiges, bærer ſterke Merker paa, at Forfatteren eller hans Autoritet har, hvad Slagets Storhed og Vigtighed angaar, forvexlet det ſidſte Slag med Slaget paa Lyrſkovshede. Men da Slaget paa Lyrſkovshede ſtod den 28de September, kan Forvexlingen heller ikke ſtrække ſig videre, og vi maa derfor antage at der virkelig har ſtaaet et Slag den 9de Auguſt, men ſom Danerne maa have vundet paa egen Haand, og hvilket af den Grund ikke omtales i vore Sagaer, efterſom nemlig Magnus ſelv ej tog Deel deri. Imidlertid maa Magnus ganſke kort Tid efter, og inden han endnu fik Efterretningen derom, vare kommen til Danmark, da han ellers neppe havde behøvet at begive ſig derhen.
  3. Saxo, S. 545: „Sveno, desperatis jam rebus, in Scaniam profectus, Sueciam revisere properabat“. Dog maa det merkes, at Saxo gjør Svens hele Krig med Magnus til et eneſte Felttog.