Forsøg af Thorfinn paa at bringe et Forlig i Stand, alene ved hiin Hirdmands ubelejlige Mellemkomst og Magnus’s uoverlagte Heftighed[1].
Da Kongerne kom til Danmark, fordeelte de Skibene mellem sig, og drog hver paa sin Kant for at opsøge Sven, afstraffe dem, der havde taget Parti med ham, og atter bringe Landet til Lydighed. Vi kjende dog kun lidet til deres Krigsforetagender, der meest synes at have indskrænket sig til Farter langs Kysterne og hyppige Landgange samt mindre Trefninger; end mindre Besked vide vi om, hvad Danerne imidlertid foretoge sig; vi vide kun, at de nu gjorde fælles Sag med Magnus, og forenede sig mod Sven, som de overvandt i et Slag den 9de August, uden at man dog kan see, hvor vidt Magnus selv deeltog i dette Slag, eller ikke[2]. Det rimeligste er dog, at Danerne allerede havde afgjort dette paa egen Haand, førend Magnus og Harald kom, siden baade vore Sagaer og Saxo ere enige om, at Sven ikke torde oppebie Magnus, men flygtede for ham til Skaane[3]. Imidlertid lader det dog, som om han ikke den hele Tid forblev der, men af og til, deels til Vands, deels til Lands, og ofte uden endog at give sig tilkjende, vovede sig i Nærheden af Kongernes Hær, deels for at holde Øje med deres Bevægelser, deels ogsaa for at tilføje dem hvad Skade han kunde ved smaa uformodede Overfald. Saaledes fortælles der, at en Godvejrsdag, da Magnus og Harald tilsammen laa med deres Skibe ved en skovbevoxet Kyst, hvor der foran Skoven var en jevn Slette, kom en herligt udrustet Rytter frem af Skoven, lod sin Hest gjøre mange kunstige Vendinger, og viste sin Rytterfærdighed til de norske Krigeres største Beundring; da han en Stund havde ladet dem see disse Kunster, reed han lige hen imod dem og raabte højt: „Jeg
- ↑ Orkn. Saga S. 78—84.
- ↑ Viljam af Malmsbury, l. c. Om dette Slag heder det her, at det var uhyre stort, og at Danerne aldrig havde seet enten en forfærdeligere Kamp eller glædeligere Varsel; at de for Slaget gjorde det hellige Løfte, for Fremtiden at højtideligholde Slagdagen med Faste og Almisse, og at denne Dag var St. Laurentii-Aften den 9de August. Hvad der her siges, bærer sterke Merker paa, at Forfatteren eller hans Autoritet har, hvad Slagets Storhed og Vigtighed angaar, forvexlet det sidste Slag med Slaget paa Lyrskovshede. Men da Slaget paa Lyrskovshede stod den 28de September, kan Forvexlingen heller ikke strække sig videre, og vi maa derfor antage at der virkelig har staaet et Slag den 9de August, men som Danerne maa have vundet paa egen Haand, og hvilket af den Grund ikke omtales i vore Sagaer, eftersom nemlig Magnus selv ej tog Deel deri. Imidlertid maa Magnus ganske kort Tid efter, og inden han endnu fik Efterretningen derom, vare kommen til Danmark, da han ellers neppe havde behøvet at begive sig derhen.
- ↑ Saxo, S. 545: „Sveno, desperatis jam rebus, in Scaniam profectus, Sueciam revisere properabat“. Dog maa det merkes, at Saxo gjør Svens hele Krig med Magnus til et eneste Felttog.
