Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
151
Thorfinn Jarl hos Kongen.

ſagde: „Sandt er det, Thorfinn, at jeg var faſt beſluttet paa, naar vi mødtes, ej at lade dig komme levende derfra; dog ſtaa Sagerne nu ſaaledes at det ej ſømmer ſig for mig at lade dig dræbe. Du ſkal derfor følge med mig, men noget Forlig vil jeg endnu ikke afſige førend jeg har bedre Tid“. Flaaden laa temmelig længe ved Selø, inden man fik Bør til at komme over til Jylland; imidlertid talte Kongen ofte og længe med Thorfinn, viſte ſig venlig mod ham og raadførte ſig med ham. En Dag, da Jarlen efter Kongens Indbydelſe ſad og drak med ham i Løftingen paa hans Skib, og begge vare lyſtige, kom en ſtor og ſtatelig Mand, iført en rød Kjortel, op i Løftingen og hilſede Kongen, der hilſede venligt igjen. Det var en af Kongens Hirdmænd, og han ſagde, at han egentlig var kommen for at tale med Thorfinn Jarl. Paa Thorfinns Spørgsmaal, hvad hans Ærende var, ſagde han at en af de Hirdmænd, Thorfinn havde ladet dræbe i Kirkevaag, var hans Broder, og at han nu vilde vide, hvad Jarlen vilde give ham i Broderbod. „Har du da ikke hørt“, ſagde Jarlen, „at jeg ikke plejer at give Bod for de Mænd, jeg lader dræbe, fordi jeg ej lader nogen dræbe uden at jeg tror at have gyldig Grund dertil?“ „Det kommer ikke mig ved, hvad du gjør ved Andre“, ſvarede Hirdmanden, „naar du kun bøder den, hvis Eftermaal paaligger mig; ogſaa jeg miſtede en Deel Gods, og leed ſelv en haanlig Medfart; min Sag er det nærmeſt at paatale den Overlaſt, min Broder og jeg have lidt, og jeg vil bane ſømmelig Erſtatning derfor: Kongen kan længe nok tilgive hvad der er ſkeet mod ham, derſom han maaſkee ikke ſynes det har noget at betyde, at hans Hirdmænd ledes ud og ſlagtes ſom Sauder“. Jarlen ſvarede; „jeg ſeer nok at jeg kan priſe mig lykkelig ved at jeg ikke er i din Vold; men er du ikke den Mand, jeg ſkjenkede Livet?“ „Jo viſt nok“, ſvarede den anden; „det ſtod i din Magt at dræbe mig, ſom de øvrige-“. „Det er dog ſandt“, ſagde Jarlen, „at der hendes mange hvad de mindſt ſkulde have tænkt; aldrig troede jeg at ſkulle undgjelde, fordi jeg havde viiſt mig altfor fredelig mod mine Fiender, men nu undgjelder jeg virkelig fordi jeg har ſkjenket dig Livet, thi havde jeg ladet dig dræbe ſom dine andre Kammerater, vilde du ikke i Dag have kunnet ſverte mig for Kongen“. Ved disſe Ord ſaa Kongen paa Thorfinn, blev blodrød i Anſigtet og ſagde: „ſaa det dog er ſaaledes, Thorfinn, at du mener ikke at have dræbt mange nok af mine Hirdmænd, og det uden at bøde dem?“ Jarlen ſvarede ikke, men ſprang op, gik ned al Løftingen, og over paa ſit Skib. Om Aftenen var alt roligt. Morgenen efter kom der god Vind, og Skibene roede ſtrax ud af Havnen. Kongen ſtevnede ſyd over Havet ad Jylland til med den ſamlede Flaade. Jarlen holdt ſig allerede fra Morgenen af ſaa langt ud mod Havet, ſom muligt, og henimod Aftenen ſatte han veſter ud, indtil han kom tilbage til Orknøerne. Saa daarligt et Udfald fik dette velmeente