sagde: „Sandt er det, Thorfinn, at jeg var fast besluttet paa, naar vi mødtes, ej at lade dig komme levende derfra; dog staa Sagerne nu saaledes at det ej sømmer sig for mig at lade dig dræbe. Du skal derfor følge med mig, men noget Forlig vil jeg endnu ikke afsige førend jeg har bedre Tid“. Flaaden laa temmelig længe ved Selø, inden man fik Bør til at komme over til Jylland; imidlertid talte Kongen ofte og længe med Thorfinn, viste sig venlig mod ham og raadførte sig med ham. En Dag, da Jarlen efter Kongens Indbydelse sad og drak med ham i Løftingen paa hans Skib, og begge vare lystige, kom en stor og statelig Mand, iført en rød Kjortel, op i Løftingen og hilsede Kongen, der hilsede venligt igjen. Det var en af Kongens Hirdmænd, og han sagde, at han egentlig var kommen for at tale med Thorfinn Jarl. Paa Thorfinns Spørgsmaal, hvad hans Ærende var, sagde han at en af de Hirdmænd, Thorfinn havde ladet dræbe i Kirkevaag, var hans Broder, og at han nu vilde vide, hvad Jarlen vilde give ham i Broderbod. „Har du da ikke hørt“, sagde Jarlen, „at jeg ikke plejer at give Bod for de Mænd, jeg lader dræbe, fordi jeg ej lader nogen dræbe uden at jeg tror at have gyldig Grund dertil?“ „Det kommer ikke mig ved, hvad du gjør ved Andre“, svarede Hirdmanden, „naar du kun bøder den, hvis Eftermaal paaligger mig; ogsaa jeg mistede en Deel Gods, og leed selv en haanlig Medfart; min Sag er det nærmest at paatale den Overlast, min Broder og jeg have lidt, og jeg vil bane sømmelig Erstatning derfor: Kongen kan længe nok tilgive hvad der er skeet mod ham, dersom han maaskee ikke synes det har noget at betyde, at hans Hirdmænd ledes ud og slagtes som Sauder“. Jarlen svarede; „jeg seer nok at jeg kan prise mig lykkelig ved at jeg ikke er i din Vold; men er du ikke den Mand, jeg skjenkede Livet?“ „Jo vist nok“, svarede den anden; „det stod i din Magt at dræbe mig, som de øvrige-“. „Det er dog sandt“, sagde Jarlen, „at der hendes mange hvad de mindst skulde have tænkt; aldrig troede jeg at skulle undgjelde, fordi jeg havde viist mig altfor fredelig mod mine Fiender, men nu undgjelder jeg virkelig fordi jeg har skjenket dig Livet, thi havde jeg ladet dig dræbe som dine andre Kammerater, vilde du ikke i Dag have kunnet sverte mig for Kongen“. Ved disse Ord saa Kongen paa Thorfinn, blev blodrød i Ansigtet og sagde: „saa det dog er saaledes, Thorfinn, at du mener ikke at have dræbt mange nok af mine Hirdmænd, og det uden at bøde dem?“ Jarlen svarede ikke, men sprang op, gik ned al Løftingen, og over paa sit Skib. Om Aftenen var alt roligt. Morgenen efter kom der god Vind, og Skibene roede strax ud af Havnen. Kongen stevnede syd over Havet ad Jylland til med den samlede Flaade. Jarlen holdt sig allerede fra Morgenen af saa langt ud mod Havet, som muligt, og henimod Aftenen satte han vester ud, indtil han kom tilbage til Orknøerne. Saa daarligt et Udfald fik dette velmeente
