Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/168

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
150
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

man ſiger, at Barn er bradt i Hu, og derfor vil jeg ikke tilregne det andet end eders Ungdom“. „Tilregn det heller min Æt“, ſvarede Magnus, „thi jeg mindes godt hvad jeg indrømmede eder, ſaa vel ſom hvad jeg forbeholdt mig; jeg for min Deel vil nøje holde alle de Løfter, jeg gav eder, og det ſamme fordrer jeg af eder med Henſyn til mig“. „Det er et gammelt Ordſprog, at den viſeſte viger“, ſagde Harald, og gik ombord paa ſit Skib. Kongernes Omgivelſer ytrede ſig forſkjelligt om denne Begivenhed. Magnus’s Mænd meente at deres Herre havde fuldkommen Ret; Haralds Mænd paaſtode derimod at Aftalen om Kongelejet ikke gjaldt uden naar begge Konger paa een Gang kom ind i ſamme Havn, men at Meningen ej var den at Harald ſkulde vige Pladſen, naar han allerede laa der ſør Magnus. Denne Forklaring var viſtnok ogſaa den rette, og man roſte Harald med god Føje for den Sindighed og fornuftige Eftergivenhed, han havde viiſt. Der manglede heller ikke paa ondſkabsfulde Gemytter, der ſøgte at fremſtille Magnus’s Ubeſindighed ſom en planmæsſig Stræben efter at krænke Harald og bryde det med ham ſluttede Forlig. De daarlige Udſigter til Enighed mellem Kongerne, ſom disſe og lignende Trætter aabnede under det foreſtaaende Tog, vakte alle forſtandige og fædrelandskjærlige Mænds Bekymring[1].

Den Hær, ſom Kongerne omſider fik ſamlet, ſkal have været betylig. Hvor Flaaden ſamledes, nævnes ikke; vi erfare kun at Kongerne ſejlede ſydefter langs Kyſten, og at Ledingsſkibene fra hvert Fylke paa ſædvanlig Viis ſtødte til Hovedflaaden, efterſom den kom videre. I Havnen ved Selv, ſtrax veſtenfor Lindesnes, oppebiede man Ledingsſkibene fra Viken. En Dag kom to Langſkibe roende ind, og lagde ſig.lige ved Kong Magnus’s Skib. Fra det nærmeſte af hine gik en Mand, iført en hvid Hættekappe, over paa Kongens Skib og agter til Løftingen, hvor Kongen ſad til Bords. Han hilſede Kongen, idet han brak et Stykke af en Brødleev og ſpiſte det. Kongen hilſte igjen, og rakte ham godmodigt ſit Bæger, da han ſaa ham ſpiſe af Brødet. Den Fremmede tog imod Bægeret og ſagde: „jeg faar vel Grid, ſiden vi nu ere Mad-Kammerater“? „Hvad heder dit da“, ſpurgte Kongen, idet han ſaa paa ham. „Mit Navn er Thorfinn“ ſvarede den Fremmede. „Er du maaſkee Thorfinn Jarl“, ſpurgte Kongen. „Saaledes kalder man mig der veſter“, ſagde Jarlen; nu er jeg kommen hid med to Tyveſesſer ſaa godt udruſtede ſom det ſtaar i min Magt, for at deeltage i dette Tog med eder, hvis I ville modtage Hjelp af min; imidlertid overgiver jeg mig ganſke Gud og eder i Vold for de ſtore Ting, hvori jeg har forgaaet mig mod eder“. Flere kom nu til og hørte deres Samtale. Kongen tog ſeent til Orde, og

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 31, Snorre Cap. 27, Fagrſk. Cap. 176.