Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/167

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
149
Kongernes Udruſtninger mod Sven.


Endnu i Løbet af Vintren udbøde Magnus og Harald Leding fra Norge. Men det var ikke førend langt ud paa Sommeren, eller rettere henimod Høſten, at de fik Hæren og Flaaden ſamlet[1]. Hertil bidrog vel ikke alene den langvarige Vinter, men ogſaa den daarlige Forſtaaelſe, ſom herſkede mellem Kongerne. Derpaa havde man et Exempel under ſelve de Rejſer, Kongerne foretoge forat paaſkynde Udruſtningerne. De havde været øſter i Viken, hver med ſit Skib og ſin Hird, og ſejlede nordefter. Harald var en Morgen bleven tidligere ſejlfærdig end Magnus fra den Havn, hvori de laa, og kom derfor ogſaa tidligere til den for næſte Nat beſtemte Havn, hvor han ſtrax lagde ind til Kongelejet. Da Magnus kom, ſaa han at Harald laa i det ham tilkommende Leje, og at han allerede havde tjeldet og ſlaaet Landtoug. Opbragt herover, befalede han ſine Mænd, ſaa ſnart Sejlet var ſluppet ned, at ſætte ſig til Aarerne, ro i fuld Fart mod Haralds Skib, og gribe til Vaaben for at tvinge Harald til at lægge af Vejen. Det ſkede, men ſaa ſnart Harald blev det var, bød han ſtrax ſine Mænd kappe Landtougene og flytte Skibet tilſide, „thi nu“, ſagde han, „er nok min Frænde Magnus vred“. Da Magnus havde indtaget ſin Plads, og begge Skibe vare fortøjede, gik Harald, ledſaget af nogle faa Mænd, ombord paa Magnus’s Skib. Denne bød ham velkommen. Sø, jeg kunde nok tænke at vi vare komne til ſidde Venner“, ſagde Harald, „men nys ſaa det virkelig ud til noget af hvert; dog det er ſandt ſom

  1. Dette ſees deraf, at Morkinſkinna og Fagrſkinna Cap. 176 lade den Uenighed om Kongelejet, hvorom der ſtrax herefter meldes, foregaa om Høſten efter Kongernes Forlig. Vel lade rigtignok disſe to Sagabearbejdelſer — iſær ſiger Morkinſkinna det udtrykkeligt — Magnus og Harald tilbringe to Vintre ſammen efter Forliget, men de modſige ſig begge deri, at de ikke nævne mere end een Vinter, ſom Sven tilbragte i Danmark, efter at Harald havde ſkilt ſig fra ham. Dette ſtemmer dog med de øvrige Sagaer ſaa vel ſom med de fremmede Kilder, der godtgjøre at Magnus døde 1017. De modſige ſig ogſaa deri, at de lade Kongerne udbyde Leding „een Vinter efter Ragnvald Bruſesſøns Fald“, altſaa netop Vintren 1046—1047. Aarſagen, hvorfor de paa hiint Sted nævne to Vintre, er maaſkee kun den lange Tid, ſom hengik mellem Kongernes Forlig og Togets Begyndelſe. Af den Omſtændighed, at der ved Fortællingen om Magnus’s Hidſighed angaaende Kongelejet udtrykkeligt ſiges baade i Morkinſkinna og Fagrſkinna, at Kongerne kom øſtenfra Viken, og, ſom man kan ſee, hver kun med eet Skib, er det tydeligt at ſkjønne, at de perſonligt havde rejſt om for at paaſkynde Udruſtningerne, hvorved ogſaa nogen Tid maa være medgaaet. Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 31) ſaa vel ſom Snorre (Cap. 27) nævne her intet om Viken, men de berette dog Begivenheden ſom foregaaen før Togets Tiltrædelſe og efter at Udbudet havde fundet Sted. Viljam af Malmsburys Angivelſe af 9de Auguſt ſom den Dag, da Sven blev fordreven fra Danmark, antyder nogenledes Tiden for Toget. Knytlingaſaga Cap. 22 ſiger med tydelige Ord at Magnus og Harald begyndte Toget om Sommeren (det maa have været langt ud paa Sommeren) Aaret efter at Forliget mellem dem var ſluttet.