Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
148
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

Magnus havde gjort Fordring paa England, men, efter hvad vore Sagaer fortælle, ved Edwards Foreſtillinger ladet ſig bevæge til at opgive dem. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Edward desuagtet anſaa ſig nødſaget til at ſamle en betydelig Flaade i Sandwich, for at være rede til at modtage Magnus, om han ſkulde komme[1]. Men imidlertid lader det til, at han ſaa vidt muligt har ſøgt at afholde ſig fra nogen ſom helſt Handling, der kunde udtydes ſom om han tog Parti med Sven, og ſom kunde fremkalde noget Angreb fra Norge. Dette, maa man formode, var ogſaa Aarſagen til, at Gunnhild, den dræbte Harald Jarls Huſtru, der havde taget ſin Tilflugt til England, blev fordreven derfra med ſine to Sønner, Heming og Thorkell, i Aaret 1044, juſt da Magnus’s Herredømme over Danmark maatte anſees befæſtet ved hans Sejr ved Helgenes. Hun begav ſig til Brügge i Flandern, hvorfra hun førſt ſenere vendte tilbage til Danmark[2]. Edward havde desuden juſt ingen ſærdeles Grund til at være venſkabelig ſindet mod Sven, thi ogſaa denne betragtede ſig ſom berettiget til Englands Trone, og uagtet det neppe er ſandt, hvad Sven ſelv ſiden fortalte Mag. Adam af Bremen, at Edward ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe ſøgte at berolige ham ved at udnævne ham til ſin Arving, ſaa vel ſom at Edward ſenere, da han efter Magnus’s Død beredte ſig til at angribe England, fornyede dette Løfte og bød ham Skat[3], ſaa viſer det dog nokſom, at Forſtaaelſen mellem dem, trods den Omſtændighed at Edward var gift med Svens Søſkendebarn Eadgydha, Godwines Datter, ej kan have været ſynderlig god. Sit ſtørſte Haab ſatte Sven, ſom det ſynes, til Godwine ſelv, der var at betragte ſom Englands egentlige Herre, hvis Huſtru var Svens Faſter, og hos hvem endog Svens Brødre, Bjørn og Aasbjørn, opholdt ſig og nøde ſtor Anſeelſe. Men Folkeſtemningen i England var Danerne ugunſtig, og ſaa vel Kongens ſom Folkets Tilbøjelighed traf ſaaledes her ſammen i at overlade Sven til ſig ſelv[4]. Heri handlede man dog for ſaa vidt upolitiſk, ſom det var at forudſee, at naar Magnus og Harald førſt havde overvældet Sven, vilde Raden ogſaa komme til England, thi om end Magnus var fredelig ſtemt, var derimod Harald ſaa meget mere krigslyſten og ærgjerrig. Dette forſtod Thorfinn Jarl vel, og da han let kunde indſee, at de norſke Konger ikke vilde gjøre noget Tog til England, uden tillige at beſøge Orknø og hevne Ragnvald Jarls Død, beſluttede han ſnareſt muligt at ſøge et Forlig bragt til Veje.

  1. Se ovenfor S. 9.
  2. Florents af Worceſter, ved 1044, l. c. jvfr. Cod. D. af Chron. Sax.
  3. Mag. Adam., II. 74, III. 11.
  4. Chron. Sax. Cod. D. Mon. hist. Br. I. S. 437.