Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/165

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
147
Ragnvald Bruſesſøns Drab.

engang Skik og Brug i den Tid, hvor der førtes en Kamp paa Liv og Død, og Thorfinn viſte ſig paa ſin Side endnu langt grummere. Ragnvald kan ved ſin Død ej have været meget over 35 Aar gammel.

Thorfinn underkaſtede ſig nu alle Øerne, og ingen vovede at gjøre ham Modſtand. Kong Magnus fik vel tidligt den næſte Vaar Budſkab om Ragnvalds Drab, der gik ham haardt til Hjerte, og ſom han lovede at ville hevne, ſaa ſnart han fik Tid dertil; men for Øjeblikket var han faa beſkjeftiget med ſine Udruſtninger mod Sven Ulfsſøn og Harald, der herjede i Danmark, at han ej kunde enſe de orknøiſke Anliggender. Den følgende Høſt og Vinter optoge Forhandlingerne med Harald ham; i al denne Tid havde Thorfinn ſaaledes frie Hænder, og herſkede uafhængigt[1].

12. Magnus’s ſidſte Tog til Danmark og Død.


Vintren fra 1046 til 1047 var uſædvanlig haard i hele Nord-Europa. Iſær indtraf en heftig Froſt i Februar Maaned, ſom tillagde Havet mellem Norge og Danmark, ſaa at Ulvene løb over Iſen mellem begge Lande[2]. I den veſtlige Deel af England faldt der ſaa megen Sne, at Træernes Grene knækkedes, og ikke engang de ældſte Folk kunde erindre at have oplevet en ſaadan Kulde, der tillige ledſagedes af frygtelige Uvejr. Derved opſtod Hungersnød og Sygdomme blandt Menneſker og Kvæg, endog Fugle og Fiſke døde af Froſt og Hunger[3]. Denne Froſt kom ellers belejligt ſaa vel før Thorfinn Jarl, ſom iſær for Sven Ulfsſøn i Danmark, der med det førſte kunde vænte Angreb af Magnus, thi derved hindredes denne fra at foretage Udruſtninger og tiltræde Toget ſaa tidligt, ſom han ellers vilde have kunnet, og Sven fik ſaaledes længere Friſt end der ellers vilde været blevet ham til Deel. Denne Friſt lader det til at han har benyttet ſaa godt han kunde, til at indlede Underhandlinger med England og ſøge Hjelp derfra, iſær da hans Yndeſt hos Danerne ſelv nu ſtod paa ſvage Fødder. Det er ovenfor berettet, hvorledes

  1. Orkn. Saga, S. 58—80. Harald Haardraades Saga Cap. 43.
  2. Íslenzkir annalar v. 1047. (Udg. S. 44). Her anføres udtrykkeligt Sæmund frode ſom Hjemmelsmand. Flere have villet forklare dette Udſagn, ſom om alene Farvandet mellem Halland, der dengang tilhørte Danmark, og Hiſingen i Norge var tillagt, men en ſaadan Froſt vilde ej have haft ſaa meget at betyde; det charakteriſtiſke og ſjeldne er unegteligt, at hele Havet, enten mellem Skagen og Agder, eller mellem Skagen og Viken, var tilfrosſet.
  3. Chron. Sax. og Florents af Worceſter ved 1046, 1047. Mon. hist. Br. I. S. 436, 602.