Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/164

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
146
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

fulgt med ham. Thorkell Foſtre[1], der med ſin Flok ledte paa den Kant, hørte Hunden gjø, gik efter Lyden, fandt Jarlen, og tog ham til Fange. Den gjenſidige Forbitrelſe var for ſtor til at der kunde være Tale om at ſkjenke ham Livet. Ragnvald vilde heller ikke have viiſt nogen Naade mod Thorfinn eller Thorkell, om han nu havde haft dem i ſin Magt. Han vidſte ſaaledes, at der ingen Naade var at vænte for ham, og var desuden, ſom vi have ſeet, allerede belavet paa at ſkulle dø. Thorkell befalede en af ſine Mænd at dræbe ham, men denne vægrede ſig, den næſte lige ſaa, og derpaa de øvrige, den ene efter den anden, uagtet Thorkell til Befalingen føjede Løfte om Belønning. Tilſidſt maatte Thorkell ſelv udføre Drabet, thi han vidſte, heder det, at en af de to, han eller Ragnvald, maatte falde for den andens Haand. Da Drabet var ſkeet, kom Thorfinn Jarl til, og ytrede ingen Misfornøjelſe derover; tvert imod lod han ogſaa hele Ragnvalds Følge dræbe. Den følgende Morgen drog han med ſine Mænd paa Ragnvalds Fartøj til Kirkevaag. Han lod det lade med Malt, ſatte de ſamme Skjolde ved Stavnene, ſom Ragnvald havde haft, og lod ikke flere Folk viſe ſig, end dem der havde fulgt Ragnvald. Da han kom til Kirkevaag, troede derfor alle Ragnvalds tilbageblevne Mænd, at det var deres Herre, ſom kom, og gik ubevæbnede ned til Stranden for at tage imod ham. De bleve derfor let overmandede og tagne til Fange af Thorfinns Krigere. De vare i Alt Bo, hvoraf de fleſte Kong Magnus’s Hirdmænd og Venner, men dette hindrede ikke Thorfinn fra at lade dem alle ſammen dræbe, paa een Hirdmand nær, ſom han med Flid ſkaanede, for at han kunde drage hjem og fortælle Kongen, hvad der var ſkeet. Ragnvalds Lig blev bragt til Store Papø (Papey Weſtrey) og der begravet, ſandſynligviis ved det der værende Kapel, der var indviet til Helgeninden St. Triduana (af vore Forfædre kaldet Trollhæna), om hvis Undergjerninger der gaves mange Sagn[2]. Hans Død vakte ſtor Sorg blandt hele Almuen paa Orknø, thi han havde vundet Alles Hjerter ved ſine udmerkede Egenſkaber. Af alt, hvad der fortælles om ham, ſynes man og at maatte ſlutte, at han har været en Mand af et veltænkende og trofaſt Sindelag, hvilket han iſær lagde for Dagen ved ſin opofrende Troſkab mod Kong Olaf og ſin Omhu for hans Broder Harald; hermed forenede han ogſaa Tapperhed og Krigsfærdighed, erhvervet fornemmelig under hans femaarige Ophold i Rusland. I Striden mod Thorfinn viſte han ſig vel efter vore Begreber haard og gruſom, idet han forſøgte at brænde ham inde med hele hans Følge, men det var nu

  1. Om Thorkell Foſtre, ſe forrige B. S. 650 flg.
  2. Kapellet, eller Ruinerne deraf, kaldes nu St. Tredwalls Kapel. Navnet Triduana er i Skotland forvanſket til Tredwall. Om Trollhæna, ſe Orkn. Saga S. 414.