fulgt med ham. Thorkell Fostre[1], der med sin Flok ledte paa den Kant, hørte Hunden gjø, gik efter Lyden, fandt Jarlen, og tog ham til Fange. Den gjensidige Forbitrelse var for stor til at der kunde være Tale om at skjenke ham Livet. Ragnvald vilde heller ikke have viist nogen Naade mod Thorfinn eller Thorkell, om han nu havde haft dem i sin Magt. Han vidste saaledes, at der ingen Naade var at vænte for ham, og var desuden, som vi have seet, allerede belavet paa at skulle dø. Thorkell befalede en af sine Mænd at dræbe ham, men denne vægrede sig, den næste lige saa, og derpaa de øvrige, den ene efter den anden, uagtet Thorkell til Befalingen føjede Løfte om Belønning. Tilsidst maatte Thorkell selv udføre Drabet, thi han vidste, heder det, at en af de to, han eller Ragnvald, maatte falde for den andens Haand. Da Drabet var skeet, kom Thorfinn Jarl til, og ytrede ingen Misfornøjelse derover; tvert imod lod han ogsaa hele Ragnvalds Følge dræbe. Den følgende Morgen drog han med sine Mænd paa Ragnvalds Fartøj til Kirkevaag. Han lod det lade med Malt, satte de samme Skjolde ved Stavnene, som Ragnvald havde haft, og lod ikke flere Folk vise sig, end dem der havde fulgt Ragnvald. Da han kom til Kirkevaag, troede derfor alle Ragnvalds tilbageblevne Mænd, at det var deres Herre, som kom, og gik ubevæbnede ned til Stranden for at tage imod ham. De bleve derfor let overmandede og tagne til Fange af Thorfinns Krigere. De vare i Alt Bo, hvoraf de fleste Kong Magnus’s Hirdmænd og Venner, men dette hindrede ikke Thorfinn fra at lade dem alle sammen dræbe, paa een Hirdmand nær, som han med Flid skaanede, for at han kunde drage hjem og fortælle Kongen, hvad der var skeet. Ragnvalds Lig blev bragt til Store Papø (Papey Westrey) og der begravet, sandsynligviis ved det der værende Kapel, der var indviet til Helgeninden St. Triduana (af vore Forfædre kaldet Trollhæna), om hvis Undergjerninger der gaves mange Sagn[2]. Hans Død vakte stor Sorg blandt hele Almuen paa Orknø, thi han havde vundet Alles Hjerter ved sine udmerkede Egenskaber. Af alt, hvad der fortælles om ham, synes man og at maatte slutte, at han har været en Mand af et veltænkende og trofast Sindelag, hvilket han især lagde for Dagen ved sin opofrende Troskab mod Kong Olaf og sin Omhu for hans Broder Harald; hermed forenede han ogsaa Tapperhed og Krigsfærdighed, erhvervet fornemmelig under hans femaarige Ophold i Rusland. I Striden mod Thorfinn viste han sig vel efter vore Begreber haard og grusom, idet han forsøgte at brænde ham inde med hele hans Følge, men det var nu
