og det nødvendige Vinterforraad bringe sammen, og der behøvedes meget, da han havde mange Folk hos sig og levede paa en stor Fod. Lidt før Juul rejste han selv med et betydeligt Følge til Lille-Papø (Papey-Stronsey) efter Malt til Juleølet. En Aften under hans Ophold her, sad han og hans Mænd længe ved Ilden for at varme sig. Fyrbøderen ytrede, at der begyndte at blive Mangel paa Ved til at holde Baalene vedlige. Jarlen bilde svare: „vi ere ogsaa varme nok, naar disse Baal ere nedbrændte“; men han kom til at forsnakke sig og sagde: „vi ere ogsaa gamle nok“. » Han merkede strax Fejlen og sagde: „nu kommer det mig i Hu hvad min Fosterfader Kong Olaf sagde paa Stiklestad, da jeg gjorde ham opmerksom paa at han forsnakkede sig, nemlig at naar der hendtes mig det samme, skulde jeg berede mig paa min nær forestaaende Død: hvo veed, kanskee min Frænde Thorfinn er endnu i Live“[1]. I det samme hørte de at Gaarden var omringet af Folk. Det var virkelig Thorfinn, der nu kom for at gjengjelde Ragnvald det forrige Overfald og lade ham friste den samme Skjebne, som var ham selv tiltænkt. Thorfinns Mænd satte strax Ild paa Husene, og opstablede store Dynger udenfor Døren. Han tillod imidlertid alle dem, der ikke hørte til Jarlens Følge, at gaa ud. Da de fleste af disse vare komne ud, saa man en Mand komme frem i Døren, han var kun iført Liinklæder, udgav sig for en Djakn[2], og bad Thorfinn og de Omstaaende række ham Haanden og hjelpe ham over Dyngen. Men i det samme støttede han sig med begge Hænder paa Dyngen, og gav sig saadan en Fart, at han hoppede over baade Dyngen og Mandkredsen, kom ned langt bagenfor denne, og forsvandt i Mørket. „Det var Jarlen“, raabte Thorfinn, „ingen besidder saadan Legemsfærdighed uden han; efter ham, saa hurtigt I kunne!“ Thorfinns Mænd fordeelte sig nu i Flokke rundt om Øen for at oplede ham. Ragnvald havde gjemt sig i en Steenurd nede ved Stranden, og de vilde neppe have fundet ham, hvis han ej var bleven røbet ved sin Skjødehund[3], som var
- ↑ Det Udsagn, hvortil Ragnvald her sigtede, se første Bind, S. 798.
- ↑ Djakn d. e. Diaconus. Altsaa var der Gejstlige tilstede. Heraf synes man at maatte slutte, at der endnu paa Øen har boet irske Gejstlige, af vore Forfædre kaldte Paper, efter hvilke denne Ø, saa vel som store Pave eller Papey-Westrey, har faaet Navn.
- ↑ Skikkjurakki, som den i Sagaen kaldes, d. e. egentlig en Smaahund til at bære under Kappen. Maaskee bar Ragnvald den med sig.
kevall) nævnes. By var det imidlertid da neppe endnu blevet, men man maa antage at det nys havde faaet sit Ravn efter den sandsynligviis af Ragnvald selv til Erindring om hans Fosterfader byggede St. Olafs Kirke, Byens ældste, nu sløjfede, Sognekirke.
