Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/163

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
145
Ragnvald Bruſesſøns Drab.

og det nødvendige Vinterforraad bringe ſammen, og der behøvedes meget, da han havde mange Folk hos ſig og levede paa en ſtor Fod. Lidt før Juul rejſte han ſelv med et betydeligt Følge til Lille-Papø (Papey-Stronsey) efter Malt til Juleølet. En Aften under hans Ophold her, ſad han og hans Mænd længe ved Ilden for at varme ſig. Fyrbøderen ytrede, at der begyndte at blive Mangel paa Ved til at holde Baalene vedlige. Jarlen bilde ſvare: „vi ere ogſaa varme nok, naar disſe Baal ere nedbrændte“; men han kom til at forſnakke ſig og ſagde: „vi ere ogſaa gamle nok“. » Han merkede ſtrax Fejlen og ſagde: „nu kommer det mig i Hu hvad min Foſterfader Kong Olaf ſagde paa Stikleſtad, da jeg gjorde ham opmerkſom paa at han forſnakkede ſig, nemlig at naar der hendtes mig det ſamme, ſkulde jeg berede mig paa min nær foreſtaaende Død: hvo veed, kanſkee min Frænde Thorfinn er endnu i Live“[1]. I det ſamme hørte de at Gaarden var omringet af Folk. Det var virkelig Thorfinn, der nu kom for at gjengjelde Ragnvald det forrige Overfald og lade ham friſte den ſamme Skjebne, ſom var ham ſelv tiltænkt. Thorfinns Mænd ſatte ſtrax Ild paa Huſene, og opſtablede ſtore Dynger udenfor Døren. Han tillod imidlertid alle dem, der ikke hørte til Jarlens Følge, at gaa ud. Da de fleſte af disſe vare komne ud, ſaa man en Mand komme frem i Døren, han var kun iført Liinklæder, udgav ſig for en Djakn[2], og bad Thorfinn og de Omſtaaende række ham Haanden og hjelpe ham over Dyngen. Men i det ſamme ſtøttede han ſig med begge Hænder paa Dyngen, og gav ſig ſaadan en Fart, at han hoppede over baade Dyngen og Mandkredſen, kom ned langt bagenfor denne, og forſvandt i Mørket. „Det var Jarlen“, raabte Thorfinn, „ingen beſidder ſaadan Legemsfærdighed uden han; efter ham, ſaa hurtigt I kunne!“ Thorfinns Mænd fordeelte ſig nu i Flokke rundt om Øen for at oplede ham. Ragnvald havde gjemt ſig i en Steenurd nede ved Stranden, og de vilde neppe have fundet ham, hvis han ej var bleven røbet ved ſin Skjødehund[3], ſom var

    kevall) nævnes. By var det imidlertid da neppe endnu blevet, men man maa antage at det nys havde faaet ſit Ravn efter den ſandſynligviis af Ragnvald ſelv til Erindring om hans Foſterfader byggede St. Olafs Kirke, Byens ældſte, nu ſløjfede, Sognekirke.

  1. Det Udſagn, hvortil Ragnvald her ſigtede, ſe førſte Bind, S. 798.
  2. Djakn d. e. Diaconus. Altſaa var der Gejſtlige tilſtede. Heraf ſynes man at maatte ſlutte, at der endnu paa Øen har boet irſke Gejſtlige, af vore Forfædre kaldte Paper, efter hvilke denne Ø, ſaa vel ſom ſtore Pave eller Papey-Weſtrey, har faaet Navn.
  3. Skikkjurakki, ſom den i Sagaen kaldes, d. e. egentlig en Smaahund til at bære under Kappen. Maaſkee bar Ragnvald den med ſig.