Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
143
Slag mellem Orknø-Jarlerne ved Raudabjarg.

eggelſer kunde Kalf ikke modſtaa. Han bød ſine Mænd ſtrax at lægge ud til Strid med Ragnvald. Det var paa høj Tid, thi Thorfinns øvrige Skibe vare nær ved at tage Flugten. Thorfinn lagde ſit Skib frem mod Ragnvalds eget, medens Kalf angreb de mindre af Ragnvalds Skibe. Her havde Kalf nu den ſamme Fordeel over disſe, ſom de forhen havde haft mod Thorfinns Smaaſkibe, nemlig at være højere. Han fik derfor ſnart ryddet dem. Raden kom nu til et Skib, bemandet med Ledingstropper fra Norge, men da disſe ſaa, hvorledes de nærmeſte Skibe vare blevne ryddede, tabte de Modet, hug Tengſlerne løs, og flygtede. Dec var ſaaledes kun faa Skibe tilbage hos Ragnvald, ſom imidlertid havde udholdt en heftig og temmelig ulige Kamp med Thorfinn. Og da Kalf nu lagde til paa den anden Side, vovede han ej at fortſætte Kampen længer, men lod Tengſlerne hugge og tog Flugten. Det var allerede langt ud paa Dagen, og Merket faldt paa. Ragnvald benyttede ſig heraf til at undkomme, og tog Vejen lige til Norge. Thorfinn derimod begyndte Morgenen efter at drage omkring til alle Øerne for at opſøge Flygtningerne, af hvilke nogle bleve dræbte, andre fik Grid. Thorfinn underlagde ſig derpaa alle Øerne, hvis Indbyggere maatte gaa ham til Haande, om de end for hen havde ſvoret Ragnvald Troſkabsed. For Sikkerheds Skyld tog han for det førſte ſit Sæde i Orknø med en talrig Skare af Krigere, til hvis Underhold han lod hente betydelige Forraad fra Katanes, men ſendte Kalf ſom et Slags Statholder til Sydrøerne, for at pasſe paa disſe. Ragnvald havde imidlertid begivet ſig lige til Kong Magnus, der nu, ſom for, tog venligt imod ham og tilbød ham Ophold hos ſig.

Ragnvald forblev ogſaa hos ham indtil noget ud paa Vintren, da Froſten allerede var begyndt, og Fjordene tillagte[1]. Da ſagde han, at han endnu en Gang vilde forſøge ſin Lykke mod Thorfinn. Kongen foreſtillede ham det mislige i at gjøre et ſaadant Tog ved Vintertid, og bad ham heller vænte indtil Vaaren kom og Iſen gik op, men lovede for øvrigt at Folk og Skibe ſkulde ſtaa til hans Tjeneſte. Ragnvald meente derimod, at det juſt nu var den belejlige Tid til at angribe Thorfinn, da han allermindſt var belavet derpaa; han vilde desuden ikke tidere opofre Kongens Krigere til Unytte, og haabede mere af et driſtigt Overfald med et eneſte, vel bemandet Skib, end af en formelig Krig med en ſtørre Flaade. Jo færre Skibe han havde, deſto mere uforvarende kunde han nemlig komme over Thorfinn, og deſto lettere kunde han undſlippe, om Planen mislykkedes.

  1. Denne Omſtændighed, at Fjordene omtales ſom frosne, foruden den Hurtighed, hvormed Ragnvald kommer over til Magnus, og tilbage til Orknø to Gange i een Høſt, beſtyrker, hvad der ovenfor er antaget, at Magnus tilbragte denne Vinter (1045—1040) i Viken.