Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/160

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
142
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

hed, og Striden blev haard og blodig. Kalf Arnesſøn havde vel været i Følge med Thorfinn, og havde ikke færre end ſex ſtore Skibe at raade over, men Virkningen af Kongens Tilbud viſte ſig nu, idet han med disſe Skibe, der vilde kunne have gjort Thorfinn den ſtørſte Nytte, holdt ſig afſides ſom en uvirkſom Tilſkuer. Da Kampen havde raſet en Stund, begyndte Mandfaldet at vende ſig paa Thorfinns Side, iſær fordi Ragnvalds Skibe vare ſaa meget højere end hans. Det ene efter det andet af Thorfinns ſmaa Skibe blev ryddet, ſaa at de fiendtlige Skibe omſider paa begge Sider omgave hans eget, der vel var ſtort og godt udruſtet, men dog havde vanſkeligt ved at forſvare ſig mod ſaa ſtor Overmagt. Mange af Beſætningen faldt eller ſaaredes, og Ragnvald vilde allerede til at entre, da Thorfinn, ſom faa at dette vilde blive hans Undergang, lod Tengſlerne hugge og roede til Land. Det var dog ikke hans Henſigt at unddrage ſig fra Kampen, men alene at fornye Beſætningen med friſke Krigere, og bringe de dræbte og ſaarede i Land. Blandt dem, ſom Thorfinn ved denne Lejlighed lod gaa i Land, var ogſaa Arnor Jarlaſkald, ſom paa den Tid opholdt ſig hos Jarlen og ſtod i ſtor Yndeſt hos ham. Det lader ikke til at han var ſaaret, men det ſynes kun at have været Omhyggelighed for ham, og Frygt for at en faa udmerket Skald ſkulde blive dræbt, der bragte Thorfinn til at lade ham forlade Skibet. Arnor ytrede ogſaa ſelv i et Vers, ſom han ved denne Lejlighed kvad, at han juſt ikke havde nogen Lyſt til at ſtride mod Ragnvald, og at Jarlernes Strid var ſaare beklagelig for deres fælles Venner. Denne Stemning var maaſkee temmelig almindelig blandt begge Jarlers Krigere. Da Thorfinn havde bemandet ſit Skib paa ny, begav han ſig hen til Kalk, bad ham ej længer unddrage ham ſin Hjelp, og foreſtillede ham det mislige i at ſtole paa Magnus’s Tilbud. „Du kunde jo“, ſagde han, „ikke engang beholde Kongens Yndeſt, da man ſkulde tro at du ſtod højt anſkreven hos ham, end ſige nu, efter at han bar jaget dig i Landflygtighed. Desuden, hvis Ragnvald overvinder os, og ſaaledes han og Magnus ganſke faa Herredømmet her veſtenfor Havet, vil du ej længer have noget ſikkert Tilhold her, medens du derimod, hvis jeg ſejrer, ikke ſkal mangle noget af, hvad der ſtaar i min Magt at give. Holde vi faſt ſammen, da kan ingen faa Bugt med os her veſter. Du vil da vel heller ikke have den Skam, at ligge ſtille ſom en Kat i en Roſe, medens jeg lige for dine Øjne ſtrider for vor begges Frihed. Derhos ere vi ſaa nøje beſvogrede, at det anſtaar enhver af os bedſt at hjelpe den anden mod Fiender, til hvem vi ikke ſtaa i noget ſaadant Forhold“. Disſe Foreſtillinger og Op-

    vanſkeligere for Ragnvald i Nattens Mørke at komme over til Norge og udenom Thorfinns Flaade.