hed, og Striden blev haard og blodig. Kalf Arnessøn havde vel været i Følge med Thorfinn, og havde ikke færre end sex store Skibe at raade over, men Virkningen af Kongens Tilbud viste sig nu, idet han med disse Skibe, der vilde kunne have gjort Thorfinn den største Nytte, holdt sig afsides som en uvirksom Tilskuer. Da Kampen havde raset en Stund, begyndte Mandfaldet at vende sig paa Thorfinns Side, især fordi Ragnvalds Skibe vare saa meget højere end hans. Det ene efter det andet af Thorfinns smaa Skibe blev ryddet, saa at de fiendtlige Skibe omsider paa begge Sider omgave hans eget, der vel var stort og godt udrustet, men dog havde vanskeligt ved at forsvare sig mod saa stor Overmagt. Mange af Besætningen faldt eller saaredes, og Ragnvald vilde allerede til at entre, da Thorfinn, som faa at dette vilde blive hans Undergang, lod Tengslerne hugge og roede til Land. Det var dog ikke hans Hensigt at unddrage sig fra Kampen, men alene at fornye Besætningen med friske Krigere, og bringe de dræbte og saarede i Land. Blandt dem, som Thorfinn ved denne Lejlighed lod gaa i Land, var ogsaa Arnor Jarlaskald, som paa den Tid opholdt sig hos Jarlen og stod i stor Yndest hos ham. Det lader ikke til at han var saaret, men det synes kun at have været Omhyggelighed for ham, og Frygt for at en faa udmerket Skald skulde blive dræbt, der bragte Thorfinn til at lade ham forlade Skibet. Arnor ytrede ogsaa selv i et Vers, som han ved denne Lejlighed kvad, at han just ikke havde nogen Lyst til at stride mod Ragnvald, og at Jarlernes Strid var saare beklagelig for deres fælles Venner. Denne Stemning var maaskee temmelig almindelig blandt begge Jarlers Krigere. Da Thorfinn havde bemandet sit Skib paa ny, begav han sig hen til Kalk, bad ham ej længer unddrage ham sin Hjelp, og forestillede ham det mislige i at stole paa Magnus’s Tilbud. „Du kunde jo“, sagde han, „ikke engang beholde Kongens Yndest, da man skulde tro at du stod højt anskreven hos ham, end sige nu, efter at han bar jaget dig i Landflygtighed. Desuden, hvis Ragnvald overvinder os, og saaledes han og Magnus ganske faa Herredømmet her vestenfor Havet, vil du ej længer have noget sikkert Tilhold her, medens du derimod, hvis jeg sejrer, ikke skal mangle noget af, hvad der staar i min Magt at give. Holde vi fast sammen, da kan ingen faa Bugt med os her vester. Du vil da vel heller ikke have den Skam, at ligge stille som en Kat i en Rose, medens jeg lige for dine Øjne strider for vor begges Frihed. Derhos ere vi saa nøje besvogrede, at det anstaar enhver af os bedst at hjelpe den anden mod Fiender, til hvem vi ikke staa i noget saadant Forhold“. Disse Forestillinger og Op-
vanskeligere for Ragnvald i Nattens Mørke at komme over til Norge og udenom Thorfinns Flaade.
