Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/158

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
140
Magnus den gode og Harald Haardraade.

derholde, faldt det ham vanſkeligt at beſtride Udgifterne til denne ſtore Mængde. Flere, og blandt dem upaatvivleligt Kalf, om end kun af den Aarſag at Ragnvald var Kong Magnus’s Ven og ivrige Tilhænger, foreſtillede ham derfor, at han ikke længer ſkulde lade Ragnvald ſidde inde med de to Trediedele af Orknøerne, ſaa mange Udgifter ſom han nu havde. Thorfinn lyttede gjerne til disſe Foreſtillinger, og ſendte Mænd ud til Orknøerne med den Anmodning til Ragnvald, at han ſkulde afſtaa til Thorfinn den Trediedeel af Øerne, ſom Einar Vrangmund i ſin Tid havde beſiddet. Da Ragnvald fik dette Budſkab, raadſlog han med ſine Venner derom, og afgav derpaa det Svar, at den Deel, hvorom der nu var Spørgsmaal, havde han faaet i Len af Kong Magnus, der betragtede den ſom ſin egen Arvedeel; at det ſaaledes maatte komme an paa Kong Magnus, hvo af dem der fremdeles ſkulde beſidde den, og at han ej vilde give Slip paa den, hvis Kongen afgjorde denne Sag til hans Fordeel. Da Sendemændene bragte Thorfinn dette Svar, og tilføjede at Ragnvald neppe med det Gode vilde give Slip paa hiin Deel, blev han meget vred, og ſagde at det var højſt ubilligt, naar Kong Magnus tilegnede ſig hans Broderarv, thi den Afſtaaelſe, hvorpaa Magnus beraabte in, var alene aftvungen ham og Bruſe, da de vare komne i Kong Olafs Vold. Han kaldte det meget utaknemmeligt af Ragnvald at negte ham denne hans Broderarv, uagtet han ſaa længe havde faaet ſidde i Fred for ham, men derfor, ſagde han, ſkulde han ogſaa nu med Vaabenmagt aftvinge ham, hvad han ikke godvilligt vilde afſtaa. Han ſendte Folk baade til Syderøerne og op i Skotland for at ſamle en Hær.

Da Ragnvald fik dette at høre, ſammenkaldte han ſine Venner, og ſpurgte dem, hvad Hjelp de vilde yde ham, da han ej var tilſinds at afſtaa nogen af ſine Beſiddelſer uden at have prøvet Kræfter med Thorfinn. Meningerne vare deelte. Nogle fandt det rimeligt, at han ikke vilde afſtaa noget; andre fandt det lige ſaa rimeligt at Thorfinn nu en Stund vilde have den ſtørſte Deel af Riget, efter at Ragnvald ſaa længe havde

    Navne forekommer en „Carl minister“: ſkulde dette maaſkee verre en Fordrejelſe af Kalfs Navn? I ſaa Fald havde vi en Angivelſe af Tiden, i hvilken han var Thingmannalid-Høvding; og det pasſer ſærdeles godt, at Navnet juſt ophører at viſe ſig efter 1045. At Thorfinn opholdt ſig deels i Galloway, deels paa Katanes, er ovenfor nævnt (I. 2. S. 857). Da Skotland, Irland og England nævnes ſom Scenen for Kalfs Bedrifter, er det øjenſynligt, at han har opholdt ſig etſteds midt imellem disſe Landes Kyſter, og en ſaadan Beliggenhed indtager netop Galloway. Herfra har vel ogſaa Thorfinn ſendt ſin Opfordring „ud til Orknø“; og man kan med dette for Øje godt forſtaa, hvorledes Thorfinn, efter at have foretaget ſine Udruſtninger, dog ikke var kommen længere end til Petlandsfjorden, da Ragnvald efter ſin Tilbagekomſt fra Norge ſøgte imod ham, ſaaledes ſom det nedenfor viſes.