Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
139
Uenighed mellem Orknø-Jarlerne.

Exempel, og i Særdeleshed advaret dem mod at lytte til Uroſtiftere, der ſøgte at ſætte Splid imellem dem, kun for derved ſelv at vinde Fordeel. Den Enighed, der i nogle Aar havde herſket mellem Jarlerne Ragnvald og Thorfinn, havde nemlig nu veget Pladſen for det blodigſte Fiendſkab, og hvorvel den egentlige Aarſag maa ſøges i Jarlernes egen Ærgjerrighed og den Skinſyge, de altid nærede mod hinanden, endog naar Forholdet mellem dem ſkulde ſynes at være venſkabeligt, er det dog temmelig viſt, at Kalf Arnesſøn, der efter ſin Flugt fra Norge tyede til Thorfinn Jarl, ogſaa har haft ſtor Deel i at oppuſte og fremſkynde Fiendſkabet imellem dem. Vi have ſeet, hvorledes Thorfinn, beſkjeftiget med ſine Foretagender i Skotland, ved Ragnvald Bruſesſøns Ankomſt i 1035 fandt ſig i at afſtaa denne de to Trediedele af Øerne, imod at Ragnvald forbandt ig til at underſtøtte ham paa hans Krigstog, og hvorledes de derefter i Forening gjorde flere heldige Erobringstog til Skotland, Syderøerne og Irland[1]. Saaledes gik det hen i 10 Aar[2]; der herſkede i det mindſte tilſyneladende Venſkab og Enighed mellem dem. Imidlertid kom Kalf Arnesſøn fra Norge, og fandt en venlig Modtagelſe hos Thorfinn, der var gift med hans Broderdatter Ingebjørg. Kalf tilbragte lange Tider i Veſterviking, idet han herjede paa Skotlands og Irlands Kyſter; han ſkal ogſaa en Tidlang have været Høvding for Thingmanna-Lidet i England. Men han betragtede dog Orknøerne ſom ſit egentlige Hjem, og opholdt ſig den længſte Tid i Galloway hos Thorfinn, omgiven af ſin talrige Krigerſkare[3]. Da Jarlen ogſaa ſelv havde mange Folk at un-

  1. Se forrige Bind, S. 857, 858.
  2. I Orkn. Saga, S. 52, omtales førſt Vaaren efter Ragnvalds Ankomſt, derpaa (S. 54) den følgende Vinter, og endelig fremdeles 8 Vintre, altſaa tilſammen 10 Vintre, hvori de vare enige, og laa ude i Leding, ſnart forenede, ſnart hver for ſig.
  3. Kalf forlod, ſom det ovenfor er viiſt (I. 2. S. 947) Norge i 1039. Han ſøgte rimeligviis, hvad der og udtrykkeligt ſiges, for det førſte til Thorfinn, men derfor er det ej nødvendigt at antage at han ſtrax tog faſt Ophold hos ham. Dette kan, efter hvad der ovenfor nærmere viſes, ikke have været førend henimod 1045, da hine 10 Har vare omme. Vel ſtaar der i Orkn. Saga (S. 84), førſt efter Ragnvalds Død eller rettere efter Magnus-’s Død 1047, omtalt, at Kalf var lange Stunder hos Thorfinn, ſtundom i Veſterviking paa Skotland og Island, ſamt en Tidlang Høvding for Thingmannalidet. Men dette behøver dog ikke ſtrengt taget at henføres til Tiden efter 1047; det gaar neppe engang an, da de ſex Aar, der hengik fra 1047 til Kalfs Død 1053, ikke er lang Tid nok til at alt det, der her opregnes, deri ſkulde kunde indpasſes. Derhos ſiger Harald Haardraades Saga Cap. 69 udtrykkeligt, at Kalf havde været i Veſterviking, ſiden han flygtede fra Norge, og at han kun ſom ofteſt om Vintrene opholdt ſig hos Thorfinn. Kalf nævnes ingenſteds i de engelſke Annaler ſom Høvding for Thingmannalidet. Men blandt de under mange kongelige Breve fra 1042 til 1045 undertegnede