Exempel, og i Særdeleshed advaret dem mod at lytte til Urostiftere, der søgte at sætte Splid imellem dem, kun for derved selv at vinde Fordeel. Den Enighed, der i nogle Aar havde hersket mellem Jarlerne Ragnvald og Thorfinn, havde nemlig nu veget Pladsen for det blodigste Fiendskab, og hvorvel den egentlige Aarsag maa søges i Jarlernes egen Ærgjerrighed og den Skinsyge, de altid nærede mod hinanden, endog naar Forholdet mellem dem skulde synes at være venskabeligt, er det dog temmelig vist, at Kalf Arnessøn, der efter sin Flugt fra Norge tyede til Thorfinn Jarl, ogsaa har haft stor Deel i at oppuste og fremskynde Fiendskabet imellem dem. Vi have seet, hvorledes Thorfinn, beskjeftiget med sine Foretagender i Skotland, ved Ragnvald Brusessøns Ankomst i 1035 fandt sig i at afstaa denne de to Trediedele af Øerne, imod at Ragnvald forbandt ig til at understøtte ham paa hans Krigstog, og hvorledes de derefter i Forening gjorde flere heldige Erobringstog til Skotland, Syderøerne og Irland[1]. Saaledes gik det hen i 10 Aar[2]; der herskede i det mindste tilsyneladende Venskab og Enighed mellem dem. Imidlertid kom Kalf Arnessøn fra Norge, og fandt en venlig Modtagelse hos Thorfinn, der var gift med hans Broderdatter Ingebjørg. Kalf tilbragte lange Tider i Vesterviking, idet han herjede paa Skotlands og Irlands Kyster; han skal ogsaa en Tidlang have været Høvding for Thingmanna-Lidet i England. Men han betragtede dog Orknøerne som sit egentlige Hjem, og opholdt sig den længste Tid i Galloway hos Thorfinn, omgiven af sin talrige Krigerskare[3]. Da Jarlen ogsaa selv havde mange Folk at un-
- ↑ Se forrige Bind, S. 857, 858.
- ↑ I Orkn. Saga, S. 52, omtales først Vaaren efter Ragnvalds Ankomst, derpaa (S. 54) den følgende Vinter, og endelig fremdeles 8 Vintre, altsaa tilsammen 10 Vintre, hvori de vare enige, og laa ude i Leding, snart forenede, snart hver for sig.
- ↑ Kalf forlod, som det ovenfor er viist (I. 2. S. 947) Norge i 1039. Han søgte rimeligviis, hvad der og udtrykkeligt siges, for det første til Thorfinn, men derfor er det ej nødvendigt at antage at han strax tog fast Ophold hos ham. Dette kan, efter hvad der ovenfor nærmere vises, ikke have været førend henimod 1045, da hine 10 Har vare omme. Vel staar der i Orkn. Saga (S. 84), først efter Ragnvalds Død eller rettere efter Magnus-’s Død 1047, omtalt, at Kalf var lange Stunder hos Thorfinn, stundom i Vesterviking paa Skotland og Island, samt en Tidlang Høvding for Thingmannalidet. Men dette behøver dog ikke strengt taget at henføres til Tiden efter 1047; det gaar neppe engang an, da de sex Aar, der hengik fra 1047 til Kalfs Død 1053, ikke er lang Tid nok til at alt det, der her opregnes, deri skulde kunde indpasses. Derhos siger Harald Haardraades Saga Cap. 69 udtrykkeligt, at Kalf havde været i Vesterviking, siden han flygtede fra Norge, og at han kun som oftest om Vintrene opholdt sig hos Thorfinn. Kalf nævnes ingensteds i de engelske Annaler som Høvding for Thingmannalidet. Men blandt de under mange kongelige Breve fra 1042 til 1045 undertegnede
