prægtige Skibe skinnede over Havet, som om det var fjerne Varder eller Solen selv, og hvorledes Magnus forrest i de Kæmpendes Rækker, hverken skyede Ild eller Sverd. Akter udbrød Harald: „denne Mand smører saa tykt paa, at jeg ikke veed, hvor det vil ende“. Det endte ogsaa saaledes, at Magnus’s Ferd over Havet sammenlignedes med Engleskarers Tog, og at Folket sagdes at elske ham højest af Alt, næst Gud selv. Da Draapen var til Ende, begyndte Arnor strax at fremsige Kvadet til Harald, der kaldtes Blaagagla-Draapa[1], og siges at have været et godt Kvæde. Da han havde endt det, æskede man Haralds Dom om, hvilket der var det bedste. „Det er tydeligt nok at see“, svarede han, „hvor stor Forskjel der er mellem begge disse Kvad, thi mit vil snart blive glemt, medens derimod denne Draape, der er forfattet om Kong Magnus, vil blive kvædet saa længe Norden er beboet“. Imidlertid gav Harald dog Skalden et guldbeslaget Spyd, og Magnus gav ham ser det første en Guldring. Denne Guldring satte Arnor paa Spydfalen, og skred langs henad Salsgulvet til Døren med hævet Spyd, idet han sagde: „højt skulle begge Kongegaver bæres!“ „Næste Gang du kommer til Norge, du langordede“, sagde Harald, „maa du bringe mig et andet Kvad“. „Hvis jeg overlever dig, skal jeg digte en Arveølsdraape om dig“, svarede Arnor. Dette Løfte holdt han ogsaa, og af denne Draape anføres mange —Vers i Sagaerne, til Bekræftelse paa hvad der fortælles om Haralds senere Bedrifter. Kongens Spaadom gik og for saa vidt i Opfyldelse, som Blaagagledraapen nu ikke længer kjendes, medens den største Deel af Hrynhenda er opbevaret. Magnus forærede siden Arnor en heel Knarr med fuld Farm, og viste ham det største Venskab[2]. Ogsaa denne Begivenhed, saa ubetydelig den i sig selv er, viser dog, hvilken Skinsyge der herskede mellem Kongerne, især paa Haralds Side.
Da Arnor Jarlaskald kvad sine Draaper for Magnus og Harald, og begyndte med at omtale sine tidligere Rejser og Orknøernes Jarler, undlod han vist ikke at hentyde til de blodige Krigsscener, hvortil han der havde været Vidne, og det vilde endog ikke have været besynderligt, om han, der af egen Erfaring havde seet de sørgelige Følger af Fællesherredømme mellem to ærgjerrige og indbyrdes skinsyge Frænder, havde opmuntret Kongerne til Forligelighed, foreholdt dem hine Jarlers afskrækkende
