Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/155

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
137
Arnor Jarlaſkald.

væntede kun paa Tilladelſe til at fremſige det. En Dag, da han var nede ved Bryggen, beſkjeftiget med at tjære ſit Skib, kom der Bud fra Kongerne, at de ønſkede at høre hans Kvad. Han gik ſtrax, uden engang at vaſke Tjæren af ſig, dog, ſom man kan ſee, ene af Stolthed, da det ellers ikke var Skik at fremſtille ſig ved Hoffet uden i ſin bedſte Stads. Da han kom til Stuedøren, ſagde han til Vagten: „giv Rum for Kongernes Skald!“ og traadte frem for Kongerne med den Hilſen: heilir alvaldar báðir! (Hil eder, Herſkere begge !). Harald ſpurgte, hvem af dem han førſt vilde kvæde for. „Den yngſte“, ſvarede Arnor. „Hvorfor det“, ſpurgte Harald. „Fordi man ſiger at unge Folk ere mere hidſige“, ſvarede Arnor klogt; thi enhver af dem betragtede det ſom en Æresſag at faa ſit Kvad førſt fremſat, men mod Arnors Svar kunde Harald ikke have noget at indvende. Han begyndte nu ſit Kvad til Magnus, hvilket efter det paa den Tid mindre brugelige, velklingende og højtidelige Verſemaal, ſædvanligviis kaldet Hrynhenda[1], og udmerker ſig ej alene fra Verſemaalets, men og fra de poetiſke Tankers Side. Det betragtedes allerede af Samtid og den nærmeſte Eftertid ſom et af de ſmukkeſte og prægtigſte Kvad, den gamle Skaldeliteratur kunde opviſe. Mange Vers anføres deraf hiſt og her i Magnus’s Saga til Bekræftelſe paa Fortællingens Rigtighed, men desværre beſidde vi det ikke fuldſtændigt. Det begyndte med at omtale Orknø-Jarlerne, Skaldens Ophold hos dem, og hans egne Hændelſer; derefter gik det over til Magnus ſelv, ophøjede ham over andre Konger, og berømmede hans Bedrifter. Skalden havde i Harald en ſtreng og nøjeregnende Dommer, ikke alene fordi alt for ſtor Ros over Magnus maatte være Harald ubehagelig at høre, men fordi Harald ſelv var en af ſin Samtids ſtørſte Skalde og den ypperſte Autoritet i alt hvad der angik Skaldekunſt. Harald, ſom viſtnok ikke var i det bedſte Lune, fordi Arnor førſt kvad om Magnus, fandt Indledningen for lang, Da Arnor havde dvælet en Stund ved Orknø-Jarlerne og ſine egne Hændelſer, uden endnu at være kommen til Magnus ſelv, ſagde Harald: „hvi ſidde I og høre paa dette Kvad, der kun handler om hans egne Rejſer og Jarlerne der veſter?“ Magnus ſvarede: „lad os bie lidt endnu, Frænde; jeg tænker nok at I ej ville finde mig alt for lidet rooſt, inden Kvædet ender“. Da kom Skalden til det Vers, hvori han bad Magnus at høre opmerkſomt til, og hvor han blandt andet Smigreri ſiger at alle andre Fyrſter ſtaa langt tilbage for Magnus, og ønſker at han fremdeles, lige til Himlen revner, ſkal have ſtørre Held og Fremgang end de. Da kunde Harald ikke bare ſig for at udbryde: „roos denne Konge ſaa meget du lyſter, men luft ikke derfor andre!“ Arnor vedblev, beſkrev hvor herligt Viſunden bar Magnus i Løftingen under det ſneehvide Telt, hvorledes

  1. Af at hrynja ɔ: give en ſterk, fuldtonende Klang.