Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
135
Fællesregjeringen. Kongerne uenige.

de øvrige lod han ikke ſlippe førend Enhver havde faaet en god Dragt Prygl. Saa vel Magnus, ſom Harald, fik dette ſnart at høre, og Magnus ſyntes lige ſaagodt derom, ſom Harald ærgrede ſig derover. Af Frygt for at Harald ſkulde øve Fiendtligheder mod Thrond, ilede Magnus, ledſaget af et ſterkt Følge, hen til hans Gaard. Thrond og hans Mænd, der ved Synet af den væbnede Skare troede at det var Harald, ſom nærmede ſig, lod i Haſt Bud gaa om til ſine Naboer, og fik en betydelig Skare ſamlet, rede til at modtage Angriberne. Magnus beundrede hans Raſkhed, og lod ham underrette om hans Fejltagelſe. Da kaſtede han og hans Mænd ſtrax Vaabnene fra ſig, gik Kongen imøde, og hilſte ham med den ſtørſte Glæde. Der blev nu et nyt Gilde for Kongen paa Gaarden, men her underrettede denne Thrond om, at Harald ſtræbte ham efter Livet, og foreſlog ham derfor indtil videre at opholde ſig hos ham ſelv, hvor han kunde være ſikrere. Thrond modtog Tilbudet og fulgte med Kongen, førſt paa Oplandene, ſiden til Throndhjem. Harald gjorde vel i Løbet af Vintren nogle Forſøg paa at faa ham fat, men forgjeves, og ſaaledes led det ud til Vaaren: da ſkaffede Magnus ham hemmelig ombord paa et Skib, der gik til Grønland. Saa hadefuld var Harald paa ham, at han forfulgte ham og angreb ham ſtrax udenfor Nidarholmen, men Magnus, ſom befrygtede noget ſaadant, kom til, og hindrede ſaaledes Harald fra at udføre ſin Hevn. Thrond kom lykkeligt til Grønland, hvor han opholdt ſig en Tidlang[1].

Under Opholdet i Throndhjem forefaldt der ſtundom alvorlige Optrin mellem Kongerne og deres Mænd. Det gik ſaa vidt, at en af Magnus’s Hirdmænd dræbte en af Haralds, og derover opſtod der en ſaa ſtor Uenighed mellem Kongerne ſelv, at man maatte faa et formeligt Møde iſtand, hvor de ſelv kunde afgjøre Sagen imellem ſig. Det kom vel til Forlig; men paa dette ſelvſamme Mode blev der begaaet et nyt Drab, om end kun af Vande, idet en ſtor og kæmpeſterk Islænding i Kongens Følge, ved Navn Reidar, der betragtedes ſom en Tosſe og derfor altid var udſat for alle Slags Forhaanelſer, medens han derimod kun var kejtet i ſit Væſen,i og hans i ſig ſelv gode Evner endnu ikke ret vare udviklede, blev ſaa haardt beſat af Haralds Hirdmænd, der vilde have Løjer med ham, at han i ſin Hidſighed greb en af dem, løftede ham højt op og ſlog ham med Hovedet mod Jorden, faa at Hjerneſkallen braſt.

    Fortælling antydes. Det er deels denne Omtale af Munkene, deels Thronds Slægtſkab med Kalf, deels Gjentagelſen af Amneſtien, der egentlig kun gjaldt Thrønderne, ſom gjør det rimeligt at henføre Begivenheden til Throndhjem.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 21. Efter Flatøbogen og Morkinſkinna meddeles Fortællingen i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“ II. S. 612, flg.