Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
134
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

havde været forhandlet paa hiint Thing, hvor Einar Thambarſkelve var traadt op imod Harald.. Man krævede de tilſtedeværende til Vidne paa, hvad Betingelſer Magnus havde opſtillet, og hvor vidt Harald havde overſkredet ſine Rettigheder. Da vidnede Aaslak, Verten ſelv, til Fordeel for Harald. Magnus blev ſaa ærgerlig herover, at han ej kunde bare ſig for at indbryde: „hvis jeg kunde raade, ſkulde det gaa dem ilde, der bære Løgnvidne mod mig“. Derpaa hævedes Gildet. Der forefaldt ogſaa andre Ubehageligheder imellem dem eller deres Tilhængere af lignende Slags, og det mislige Forhold mellem Kongerne maa have været almindelig bekjendt, da de kom til Throndhjem, for der at tage Vinterophold[1].

Der fortælles og om et andet Thing, ſom det heder, paa Oplandene, eller ſnarere i det Throndhjemſke, hvor Magnus, og ikke Harald, var tilſtede, og hvor Kongen takkede Bønderne for den Venlighed og Kjærlighed de viſte ham, og fornyede det Løfte, han tidligere havde givet, at ville tilgive alle dem, der havde været hans Faders Fiender. Da opſtod, ſiges der, den rige og anſeede Thrond, en Frænde af Kalf Arnesſøn, lovede ham i alle veltænkende Mænds Navn Hengivenhed, nævnte om at han ſelv ej havde været i Landet, da Kong Olaf blev dræbt, og bad tilſidſt Kongen gjøre ham den Ære at bytte Vaaben og Klæder med ham, — et Bytte hvorved Kongen, ſom man let kan begribe, var den bindende, og hvorved Thrond alene paa en fiin Maade vilde give Kongen en koſtbar Gave, medens han paa ſamme Tid hædrede ham ved at ſætte ſaa ſtor Priis paa at kunne bære hans Vaaben og Klæder. Da Kongen havde tilſtaaet ham dette, indbød han ham til ſig, bevertede ham paa det herligſte, og ſkjenkede ham ved Afſkeden endnu flere Gaver. Men herover, fortælles der, blev Harald ſaa optændt af Skinſyge, at han ſendte Mænd, forklædte i Munkedragt, hen til Thronds Gaard, hvor de mishandlede hans Folk, og trængte ind i Værelſerne for at plyndre, alt efter Haralds Befaling. Men mod Forventning bleve de grebne og gjenkjendte af Thrond og hans Sott Sigurd, der imidlertid havde faaet Hjelp af Bygdens Folk. Thrond beholdt Formanden for Udſendingerne, ved Navn Sven den gridſke eller rusſiſke[2], hos ſig ſom Fange;

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 23.
  2. Denne Sven ſiges at have ledſaget Harald fra Rusland, og at have faaet en Forlening af ham: han var altſaa ganſke afhængig af ham, og et viljeløſt Redſkab i hans Hænder. Naar det her heder, at Sven og hans Mænd forklædte ſig ſom Munke, og det ſiden ſiges, at Thrond i Førſtningen ogſaa virkelig antog dem for Munke, der bad om Almisſe til hellige Steder, maa man nærmeſt tænke paa det af Knut den mægtige grundede Kloſter paa Nidarholmen, hvor der maaſkee endnu vare nogle faa Munke tilbage (jvfr. ovenfor I. 2. S. 823), men ſom i ſaa Fald ſikkert friſtede en ſaare kummerlig Tilværelſe, og efter al Sandſynlighed kun ernærede ſig ved nu og da at drage om og ſammentigge Almisſer, ſaaledes ſom det i den oven meddeelte