havde været forhandlet paa hiint Thing, hvor Einar Thambarskelve var traadt op imod Harald.. Man krævede de tilstedeværende til Vidne paa, hvad Betingelser Magnus havde opstillet, og hvor vidt Harald havde overskredet sine Rettigheder. Da vidnede Aaslak, Verten selv, til Fordeel for Harald. Magnus blev saa ærgerlig herover, at han ej kunde bare sig for at indbryde: „hvis jeg kunde raade, skulde det gaa dem ilde, der bære Løgnvidne mod mig“. Derpaa hævedes Gildet. Der forefaldt ogsaa andre Ubehageligheder imellem dem eller deres Tilhængere af lignende Slags, og det mislige Forhold mellem Kongerne maa have været almindelig bekjendt, da de kom til Throndhjem, for der at tage Vinterophold[1].
Der fortælles og om et andet Thing, som det heder, paa Oplandene, eller snarere i det Throndhjemske, hvor Magnus, og ikke Harald, var tilstede, og hvor Kongen takkede Bønderne for den Venlighed og Kjærlighed de viste ham, og fornyede det Løfte, han tidligere havde givet, at ville tilgive alle dem, der havde været hans Faders Fiender. Da opstod, siges der, den rige og anseede Thrond, en Frænde af Kalf Arnessøn, lovede ham i alle veltænkende Mænds Navn Hengivenhed, nævnte om at han selv ej havde været i Landet, da Kong Olaf blev dræbt, og bad tilsidst Kongen gjøre ham den Ære at bytte Vaaben og Klæder med ham, — et Bytte hvorved Kongen, som man let kan begribe, var den bindende, og hvorved Thrond alene paa en fiin Maade vilde give Kongen en kostbar Gave, medens han paa samme Tid hædrede ham ved at sætte saa stor Priis paa at kunne bære hans Vaaben og Klæder. Da Kongen havde tilstaaet ham dette, indbød han ham til sig, bevertede ham paa det herligste, og skjenkede ham ved Afskeden endnu flere Gaver. Men herover, fortælles der, blev Harald saa optændt af Skinsyge, at han sendte Mænd, forklædte i Munkedragt, hen til Thronds Gaard, hvor de mishandlede hans Folk, og trængte ind i Værelserne for at plyndre, alt efter Haralds Befaling. Men mod Forventning bleve de grebne og gjenkjendte af Thrond og hans Sott Sigurd, der imidlertid havde faaet Hjelp af Bygdens Folk. Thrond beholdt Formanden for Udsendingerne, ved Navn Sven den gridske eller russiske[2], hos sig som Fange;
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 23.
- ↑ Denne Sven siges at have ledsaget Harald fra Rusland, og at have faaet en Forlening af ham: han var altsaa ganske afhængig af ham, og et viljeløst Redskab i hans Hænder. Naar det her heder, at Sven og hans Mænd forklædte sig som Munke, og det siden siges, at Thrond i Førstningen ogsaa virkelig antog dem for Munke, der bad om Almisse til hellige Steder, maa man nærmest tænke paa det af Knut den mægtige grundede Kloster paa Nidarholmen, hvor der maaskee endnu vare nogle faa Munke tilbage (jvfr. ovenfor I. 2. S. 823), men som i saa Fald sikkert fristede en saare kummerlig Tilværelse, og efter al Sandsynlighed kun ernærede sig ved nu og da at drage om og sammentigge Almisser, saaledes som det i den oven meddeelte
