Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/150

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
132
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.

get uberettiget Æventyrer, der havde paatrængt ſig dem og alene voldte dem Ulempe. Alt dette merkede Harald godt, og ærgrede ſig derover. Han lagde dem for Had, der aabenbart viſte deres Forkjærlighed før Magnus, og ſøgte paa flere Maader at ſkade dem. Men herved voxede Misfornøjelſen endnu mere, og Bønderne begyndte alvorligt at knurre over at Harald paa en utilbørlig Maade ſøgte at ſkaffe ſig Indtægter, tillod ſig Udſugelſer, og gik Magnus’s Ret for nær. Da Einar Thambarſkelve og flere af Magnus’s Venner hørte dette, fortalte de ham hvad Bønderne ſagde, og raadede ham til at være paa ſin Poſt, at ikke Harald ſkulde gjøre Indgreb i hans Rettigheder. Den redelige, ædeltænkende .Magnus ſvarede dog, at dette kun var et ondſkabsfuldt Opſpind af Haralds Fiender, og at han ej vilde tro at Harald vilde tiltage ſig ſtørre Magt, end der tilkom ham med Rette. Men Einar ſagde, at han alligevel havde Lyſt til at ſee, hvorledes Sagen forholdt ſig, og begav ſig derfor hen til et Thing, Harald juſt havde ſammenkaldt. Einar havde haft ſit Natteherberge hos en mægtig Enke, ved Navn Ingebjørg, der nu ſkaffede ham et Følge af 60 vel bevæbnede Huuskarle, med hvilke han mødte frem paa Thinget. Selv var han fuldt bevæbnet og havde en guldbelagt Hjelm paa Hovedet. Kong Harald tog nu til Orde og gjorde ſtore og haarde Fordringer til Bønderne. Da rejſte ſig en gammel Mand, ved Navn Trær, og ſagde: „jeg har nu levet og været kaldt Bonde i nogle Kongers Tid; men jeg veed dog ikke andet, end at naar vi førſt have en Konge, der med fuld Ret er kommen til Riget, og har faaet Kongenavn paa Ørething efter Høvdingernes Raad og med hele Almuens Samtykke, men der ſiden kommer en anden Mand til Landet og forlanger Kongedømme og Kongenavn, ſaa er det ikke denne, men hiin, der har meeſt at ſige over os, ſine Thegner. Mit Raad er derfor, I Bønder, at vi afvænte Kong Magnus’s Beſtemmelſe angaaende trang Haralds Paalæg og Udſugelſer, og lad os fremdeles i alle Dele, viſe Kong Magnus Hæder“. Da han ſatte ſig, ſtod Einar op, og takkede Toke og alle de forſamlede Bønder, for deres venſkabelige Sindelag mod Kong Magnus. Men Harald udbrød forbitret: „højt bærer du nu Hjelmen. Einar, og altid viſer du dig ſom min Modſtander; lykkelig vilde den Dag være, naar din gyldne Hjelm kunde ſtyrtes ned; ligeſom du nu er et Hoved højere end andre, ſkulde du da blive et Hoved kortere“. Dermed hævedes Thinget, og Einar vendte tilbage til Magnus[1].

Kort efter denne Tildragelſe vendte det ſig, at Magnus og Harald vare paa een Gang til Veitſle hos en Mand ved Navn Aaslak. Her havde

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 22.