get uberettiget Æventyrer, der havde paatrængt sig dem og alene voldte dem Ulempe. Alt dette merkede Harald godt, og ærgrede sig derover. Han lagde dem for Had, der aabenbart viste deres Forkjærlighed før Magnus, og søgte paa flere Maader at skade dem. Men herved voxede Misfornøjelsen endnu mere, og Bønderne begyndte alvorligt at knurre over at Harald paa en utilbørlig Maade søgte at skaffe sig Indtægter, tillod sig Udsugelser, og gik Magnus’s Ret for nær. Da Einar Thambarskelve og flere af Magnus’s Venner hørte dette, fortalte de ham hvad Bønderne sagde, og raadede ham til at være paa sin Post, at ikke Harald skulde gjøre Indgreb i hans Rettigheder. Den redelige, ædeltænkende .Magnus svarede dog, at dette kun var et ondskabsfuldt Opspind af Haralds Fiender, og at han ej vilde tro at Harald vilde tiltage sig større Magt, end der tilkom ham med Rette. Men Einar sagde, at han alligevel havde Lyst til at see, hvorledes Sagen forholdt sig, og begav sig derfor hen til et Thing, Harald just havde sammenkaldt. Einar havde haft sit Natteherberge hos en mægtig Enke, ved Navn Ingebjørg, der nu skaffede ham et Følge af 60 vel bevæbnede Huuskarle, med hvilke han mødte frem paa Thinget. Selv var han fuldt bevæbnet og havde en guldbelagt Hjelm paa Hovedet. Kong Harald tog nu til Orde og gjorde store og haarde Fordringer til Bønderne. Da rejste sig en gammel Mand, ved Navn Trær, og sagde: „jeg har nu levet og været kaldt Bonde i nogle Kongers Tid; men jeg veed dog ikke andet, end at naar vi først have en Konge, der med fuld Ret er kommen til Riget, og har faaet Kongenavn paa Ørething efter Høvdingernes Raad og med hele Almuens Samtykke, men der siden kommer en anden Mand til Landet og forlanger Kongedømme og Kongenavn, saa er det ikke denne, men hiin, der har meest at sige over os, sine Thegner. Mit Raad er derfor, I Bønder, at vi afvænte Kong Magnus’s Bestemmelse angaaende trang Haralds Paalæg og Udsugelser, og lad os fremdeles i alle Dele, vise Kong Magnus Hæder“. Da han satte sig, stod Einar op, og takkede Toke og alle de forsamlede Bønder, for deres venskabelige Sindelag mod Kong Magnus. Men Harald udbrød forbitret: „højt bærer du nu Hjelmen. Einar, og altid viser du dig som min Modstander; lykkelig vilde den Dag være, naar din gyldne Hjelm kunde styrtes ned; ligesom du nu er et Hoved højere end andre, skulde du da blive et Hoved kortere“. Dermed hævedes Thinget, og Einar vendte tilbage til Magnus[1].
Kort efter denne Tildragelse vendte det sig, at Magnus og Harald vare paa een Gang til Veitsle hos en Mand ved Navn Aaslak. Her havde
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 22.
