Hvad Tid dette Forlig fandt Sted, angives ingensteds nøjagtigt, men man maa formode at det var om Sommeren 1046[1]. Der kunde ikke være Tale om, i dette Aar at foretage nogen ny Udrustning mod Sven, og denne sad derfor Vintren over i nogenledes uforstyrret Besiddelse af Danmark, for saa vidt ikke Danerne selv, hvad der dog er Grund til at antage, ved Uroligheder og Stemplinger gave haandgribelige Beviser paa, hvor lidet de syntes om alle de svenske, gotiske og vendiske Krigerskarer, hvoraf Sven var omgiven, og hvis Opførsel, i det mindste Vendernes, vistnok var saadan, at Nordmændenes Herredømme maatte ansees som et Himmerige i Sammenligning dermed[2]. Magnus og Harald tilbragte imidlertid Høsten med at drage om paa Vejtsler i Oplandene, men agtede at tilbringe Vintren i Nidaros, saa at det altsaa er at formode, at de paa disse Rejser langsomt og efterhaanden have draget nordefter. De havde hver sin særskilte Hird, og vare stundom sammen, stundom ogsaa hver for sig. Det viste sig snart, hvad og Enhver kunde vænte, at Venskabet mellem Kongerne stod paa svage Fødder. Deels var deres gjensidige Stilling saadan, at den nødvendigviis maatte foraarsage indbyrdes Mistænkelighed og Skinsyge, om der end ikke tidligere — hvad der dog her var Tilfældet — fandtes nogen saadan; deels var deres hele Væsen og Charakteer indbyrdes modstridende, og endelig var der nok af travle Øretudere, der gik fra den ene til den anden, og satte Ondt imellem dem. Bønderne merkede snart, at de i Harald havde faaet en langt strengere Herre, end de hidtil havde haft i Magnus. De fandt ham haard og uskaansom i Inddrivelsen af sine Rettigheder, især naar Magnus ej var tilstede. At de da anstillede Sammenligninger mellem begge Konger, var lige saa naturligt, som at disse Sammenligninger faldt ud til Magnus’s Fordeel, medens Harald derimod neppe betragtedes anderledes end som en til Ri-
- ↑ Morkinskinna siger umiddelbart efter at Forliget omtales: „da det leed med Vintren og Sommeren efter“; altsaa kunde man heraf maaskee slutte, at dens Bearbejder sætter Forliget til Tiden strax før Vintren.
- ↑ Danernes Stemplinger mod Sven synes udtrykkeligt at være omtalte i det allerede ovenfor (S. 122) anførte Sted hos Viljam af Malmsbury.
sig af at have fordrevet Magnus fra Danmark. Thi ifølge Snorre og Hrokkinskinna var Magnus dragen fra Danmark førend Sven kom. Men Fagrskinna og Morkinskinna lade netop Sven blive tilbage i Danmark, medens Magnus skyndsomt rejser hjem — Den ovenfor nævnte Thorgils Snorressøn synes at have været den Mand af dette Navn, der omtales i Sturlungasaga II. 9, 19, efter Midten af det 12te Aarhundrede; han var en Søn af den 1170 afdøde Lovsigemand Snorre Hunbogessøn, der i 6te Led nedstammede fra Olaf Paa.
