Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/148

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
130
Magnus den gode og Harald Sigurdsſøn.


nus, og bød ham Guld. Forliget ſluttedes fredeligen mellem eder to Frænder, men Sven havde nu Krigstummel at vænte“[1].

  1. Haralds Saga Cap. 90, Snorre Cap. 21, Fagrſkinna Cap. 174, Morkinſkinna og Flatøbogen. Her bliver det nu belejligſt at kaſte et Blik paa Snorres, ſaa vel ſom Hryggjarſtykkes og Hrokkinſkinnas Fremſtilling af den hele Række af Begivenheder, fra det Øjeblik af, da Harald kom til Svithjod fra Rusland. De lade, ſom oven nævnt, Harald ſtrax ſlutte Forbund med Sven og herje i Sjæland o. ſ. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 17, Snorre Cap. 18, 19). Derpaa lade de Magnus udbyde Leding og drage ſydefter mod hiin. (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 20), men førend han møder Harald, lade de hans Mænd faa Betænkeligheder, og ham ſelv hemmeligt, ved Hjelp af danſke Mænd byde Harald Forlig (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 21); hvorefter da Bruddet mellem Harald og Sven finder Sted ved den ovenfor omtalte Liſt af Harald i Harald Haardraades Saga Cap. 19, Snorre Cap. 22). Harald drager da hurtigt nordefter til Magnus, hvor denne laa med ſin Hær, altſaa vel et Sted i Viken, og aftaler et foreløbigt Forlig med ham. Til Beſtyrkelſe anføres et Vers af Thjodolf, der dog ikke ſiger andet end at Harald hurtigt ſejlede fra Danmark, og at Magnus ſiden bød ham det halve Rige, ſamt at der blev et glædeligt Møde mellem Frænderne; dette pasſer lige ſaa godt eller bedre paa den ovenfor fulgte Fremſtilling. Lige ſaa henføres hertil hiint ovenfor meddeelte Vers af Valgard om Haralds Sejllads. Nu beſkrives da det formelige Forlig, og Gildet m. m. (Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 23, 24). Da Harald her kommer ſøndenfra, Magnus nordenfra, kan der, ſom det lettelig vil ſees, ej engang blive Tale om noget Tog af Harald gjennem Gudbrandsdalen, og om nogen foreløbig Udnævnelſe tilfange. Derfor nævnes ogſaa Thore og Kongeudnævnelſen, ſamt de Gaver, Harald gav denne, førſt ved Forligsmødet mellem Harald og Magnus. Her tilføjer Snorre ſaa vel ſom Hryggjarſtykke: „Thorgils Snorresſøn, en forſtandig Mand, ſiger at han ſaa det Alterklæde, der blev gjort af Kappen, og Gudrid. Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, ſagde, at hendes Fader Guthorm havde ejet Bollen, og at hun ſaa den“. Hrokkinſkinna ſiger det ſamme, men nævner kun Odd Helgesſøn i Stedet for Thorgils Snorresſøn, og Gudrun i Stedet for Gudrid. Anderledes ſiges dette dog i Fagrſkinna Cap. 174, ſaa vel ſom i Morkinſkinna og Flatøbogen: „Saaledes fortæller Thorgils Snorresſøn, en forſtandig Mand, og ſiger at han har hørt dette af Gudrid, Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, han (Thorgils) ſagde og at han ſelv havde ſeet Maſurbollen og Kappen, ſom Harald havde givet Thore, og ſom da var ſkaaren til et Alterklæde“. Dette tilføjes ikke ſtrax paa det Sted, hvor Haralds Gave til Magnus omtales, men derimod ved Slutningen af den hele Beretning om disſe Transaktioner. Det indeholder ſaaledes et Øjevidnes Hjemmel for denne Beretning, medens derimod juſt den Omſtændighed, at det findes ved Slutningen, gjør det rimeligt at Snorre eller Hrokkinſkinnas Nedſkriver kunne have kommet paa den Tanke, at ogſaa Gaven ſelv var at henføre til Forligsgildet. Til Tillægget, ſaaledes ſom det findes i Fagrſkinna og Morkinſkinna, falder langt naturligere, og derfor ogſaa hele den Beretning, der bekræftes derved, faar ſtørſt Sandſynligheds Præg, medens den anden temmelig tydelig viſer ſig tillempet efter en uheldig Kritik, kan ej negtes. Dertil kommer og, at alene Fagrſkinnas og Morkinſkinnas Fremſtilling gjør det begribeligt, hvorledes Sven kunde roſe