Denne siden er korrekturlest
130
Magnus den gode og Harald Sigurdssøn.
nus, og bød ham Guld. Forliget sluttedes fredeligen mellem eder to Frænder, men Sven havde nu Krigstummel at vænte“[1].
- ↑ Haralds Saga Cap. 90, Snorre Cap. 21, Fagrskinna Cap. 174, Morkinskinna og Flatøbogen. Her bliver det nu belejligst at kaste et Blik paa Snorres, saa vel som Hryggjarstykkes og Hrokkinskinnas Fremstilling af den hele Række af Begivenheder, fra det Øjeblik af, da Harald kom til Svithjod fra Rusland. De lade, som oven nævnt, Harald strax slutte Forbund med Sven og herje i Sjæland o. s. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 17, Snorre Cap. 18, 19). Derpaa lade de Magnus udbyde Leding og drage sydefter mod hiin. (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 20), men førend han møder Harald, lade de hans Mænd faa Betænkeligheder, og ham selv hemmeligt, ved Hjelp af danske Mænd byde Harald Forlig (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 21); hvorefter da Bruddet mellem Harald og Sven finder Sted ved den ovenfor omtalte List af Harald i Harald Haardraades Saga Cap. 19, Snorre Cap. 22). Harald drager da hurtigt nordefter til Magnus, hvor denne laa med sin Hær, altsaa vel et Sted i Viken, og aftaler et foreløbigt Forlig med ham. Til Bestyrkelse anføres et Vers af Thjodolf, der dog ikke siger andet end at Harald hurtigt sejlede fra Danmark, og at Magnus siden bød ham det halve Rige, samt at der blev et glædeligt Møde mellem Frænderne; dette passer lige saa godt eller bedre paa den ovenfor fulgte Fremstilling. Lige saa henføres hertil hiint ovenfor meddeelte Vers af Valgard om Haralds Sejllads. Nu beskrives da det formelige Forlig, og Gildet m. m. (Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 23, 24). Da Harald her kommer søndenfra, Magnus nordenfra, kan der, som det lettelig vil sees, ej engang blive Tale om noget Tog af Harald gjennem Gudbrandsdalen, og om nogen foreløbig Udnævnelse tilfange. Derfor nævnes ogsaa Thore og Kongeudnævnelsen, samt de Gaver, Harald gav denne, først ved Forligsmødet mellem Harald og Magnus. Her tilføjer Snorre saa vel som Hryggjarstykke: „Thorgils Snorressøn, en forstandig Mand, siger at han saa det Alterklæde, der blev gjort af Kappen, og Gudrid. Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, sagde, at hendes Fader Guthorm havde ejet Bollen, og at hun saa den“. Hrokkinskinna siger det samme, men nævner kun Odd Helgessøn i Stedet for Thorgils Snorressøn, og Gudrun i Stedet for Gudrid. Anderledes siges dette dog i Fagrskinna Cap. 174, saa vel som i Morkinskinna og Flatøbogen: „Saaledes fortæller Thorgils Snorressøn, en forstandig Mand, og siger at han har hørt dette af Gudrid, Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, han (Thorgils) sagde og at han selv havde seet Masurbollen og Kappen, som Harald havde givet Thore, og som da var skaaren til et Alterklæde“. Dette tilføjes ikke strax paa det Sted, hvor Haralds Gave til Magnus omtales, men derimod ved Slutningen af den hele Beretning om disse Transaktioner. Det indeholder saaledes et Øjevidnes Hjemmel for denne Beretning, medens derimod just den Omstændighed, at det findes ved Slutningen, gjør det rimeligt at Snorre eller Hrokkinskinnas Nedskriver kunne have kommet paa den Tanke, at ogsaa Gaven selv var at henføre til Forligsgildet. Til Tillægget, saaledes som det findes i Fagrskinna og Morkinskinna, falder langt naturligere, og derfor ogsaa hele den Beretning, der bekræftes derved, faar størst Sandsynligheds Præg, medens den anden temmelig tydelig viser sig tillempet efter en uheldig Kritik, kan ej negtes. Dertil kommer og, at alene Fagrskinnas og Morkinskinnas Fremstilling gjør det begribeligt, hvorledes Sven kunde rose
