Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
129
Forlig mellem Magnus og Harald.

hvor Harald dog tydeligt nok gav at forſtaa, hvilket Sindelag han nærede mod Magnus. Naar han ellers talte om at Smaakongerne ikke havde det godt under Olaf, da ſagde han kun hvad der tjente til Olafs Roos, og havde han været Konge i Stedet før Olaf, eller havde der været Smaakonger, da han ſelv blev Konge, vilde de ikke været bedre farne under ham.

Da Gildet var til Ende, aflagde tolv af de fornemſte Mænd paa begge Sider Ed til Bekræftelſe af Forliget[1], hvorefter Kongerne ſkiltes venſkabeligt ad, og droge hver til ſit. Saaledes var da Kongedømmet i Norge før førſte Gang deelt mellem to Konger. Dog var derfor ikke Riget ſelv deelt, Kongerne havde ikke hver ſin ſærſkilte Part at herſke over, men begge regjerede i Fællesſkab, og for ſaa vidt en Deling fandt Sted, da vedkom den, ſom man af det følgende vil ſee, kun de kongelige Indtægter af Kongsgaardene og Bøndernes Præſtationer. Heller ikke gjaldt Overeenskomſten Danmark anderledes, end at Harald ſkulde hjelpe Magnus at forſvare det, ſaa vel ſom Norge; men Fællesſkab i Regjering vedkom kun det ſidſte Rige[2]. I det hele taget kunde man næſten ſige at Magnus havde vundet ved Overeenskomſten, idet han derved ej alene fik berøvet ſin Medbejler Sven en mægtig Bundsforvandt, men ogſaa ſelv fik en klog og krigserfaren Medhjelper ved ſin Side, medens tillige hans udtømte Skatkammer fyldtes ved den af Harald modtagne Skat, øm hvis Størrelſe man kan gjøre ſig en nogenlunde anſkuelig Foreſtilling, naar man veed, at Haralds Deel, da den 20 Aar efter, neppe ſynderligen forøget, faldt i den engelſke Konges Beſiddelſe, var ſaa vegtig, at der maatte tolv unge, ſterke Karle til at bære den[3]. Ved Hjelp af disſe Penge og underſtøttet af Harald, kunde Magnus nu, naar Tiden kom, med fordoblet Kraft og Iver ruſte ſig mod Sven, der vel roſte ſig af at have fordrevet Magnus fra Danmark[4], men desuagtet neppe uden Ængſtelſe imødeſaa det Angreb af Magnus og Harald i Forening, ſom han maatte vide at næſte Sommer vilde bringe ham. „Gavmilde Fyrſte“, ſiger Bolverk Skald i ſit Kvad til Kong Harald, „det grønne Land blev dit med Rette, da du mødte Mag-

  1. Dette ſiges kun i Fagrſkinna Cap. 174, ſaa vel ſom Morkinſkinna og Flatøbogen.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt hos Thjodrek Munk, Cap. 27.
  3. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
  4. „Ved Hjelp af Kong Anund og Jarlen Tove“, ſiger Mag. Adam III. 11, „fordrev Sven Magnus fra Danmark“. Paa denne Maade har altſaa Sven, da han fortalte Mag. Adam om alt dette, forklaret Magnus’s Tilbagetog fra Danmark.