Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/146

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
123
Magnus den gode.

Harald Magnus til et lignende Gilde hos ſig, ligeledes med 60 Mand. Her gik det meget prægtigt til, og begge Kongerne vare lyſtige og glade. Raden var nu kommen til Harald, at opfylde ſin Forpligtelſe. Den førſte Gildesdag gav Harald Magnus“s Mænd Gaver paa ſamme Maade, ſom Magnus forhen havde givet hans Mænd: Vaaben, Klæder og andre koſtelige Sager, blandt dem mangt et ſjeldent Stykke. Da alle havde faaet Gaver, paa Magnus nær, lod Harald ſætte to Stole frem, en for ſig, en for Magnus. Da de begge havde taget Plads, lod han brede et Klæde ud paa den Halm, der ſom ſædvanligt bedækkede Gulvet; derpaa lod han mange og ſtore Taſker bringe ind og lægge paa Klædet. Idet Taſkerne paa hans Befaling aabnedes, ſagde han til Magnus: „Forleden Tag overdrog I os en betydelig Magt, ſom I tidligere havde vundet fra eders og vore Uvenner, og toge os i Fællesſkab med eder: det var vel gjort, i Betragtning af hvor megen Anſtrengelſe det maa have koſtet eder, at vinde dette Rige. Ro have vi paa vor Side været udenlands, og vovet os i mange og ſtore Farer, førend vi fik alt det Guld ſamlet, ſom I nu ſkal faa at ſee, og ſom vi ville dele ligt med eder, ligeſom I har deelt Kongemagten med os. Jeg veed at vort Sindelag er forſkjelligt, og at du er meget gavmildere end jeg, derfor anſeer jeg det bedſt at dele disſe Penge mellem os een Gang for alle, ſaa at enhver ſiden kan gjøre med ſit hvad han lyſter“. Derefter lod Harald Guldet helde ud paa Klædet, og nøjagtigt udveje den ene Deel til Magnus, den anden til ſig. Alle Tilſtedeværende forbauſedes over at ſee ſaa meget Guld ſamlet paa eet Sted her i Norden; men, ſiges der, dette var ogſaa egentlig den græſke Kejſers Skat, thi alle ſige at hos ham er der Huſe fulde af det røde Guld. Delingen ſkede under megen Lyſtighed paa begge Sider. Blandt andet kom der op et Guldſtøb ſaa ſtort ſom et Menneſkehoved. Harald tog det op og ſagde til Magnus: „hvad Guld har du at ſætte op mod dette Knaphoved:’“ Magnus ſvarede: „vi have haft ſaa megen Ufred at vi have udgivet alt det Guld og næſten alt det Sølv, ſom vi toge i Landſkyld eller havde i vort Gjemme, og der er ikke mere Guld tilbage end denne Ring, jeg bærer her paa Armen“. Han tog Ringen af og rakte Harald den. Harald ſaa paa den og ſagde: „dette er visſelig lidet Guld, Frænde, for en Konge over to Kongeriger, iſær da en og anden endog tvivler paa, hvor vidt denne Ring tilhører eder eller ej“. Magnus ſvarede noget ſtødt: „hvis jeg ikke ejer denne Ring med Rette, da veed jeg ikke, hvad der med Rette tilhører mig, thi denne Ring gav min Fader mig ved vor ſidſte Afſked“. „I har viſt Ret i det, Herre“, ſvarede Harald leende, at Kong Olaf gav eder Ringen; men denne ſamme Ring tog han fra min Fader for en ringe Sag, og ikke var det godt for Smaakongerne i Landet, da din Fader var paa det mægtigſte“. Dermed endte denne Samtale, der vel førtes i Spøg, men