Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
127
Forlig mellem Magnus og Harald.

allerede forhen af Einar Thambarſkelve fremſatte Grundbetingelſe, at Harald, imod at faa Deel i Regjeringen ved Siden af Magnus, ſkulde dele ſine Rigdomme med ham. Ligeledes ſynes det Ceremoniel at verre forud aftalt, ſom nu fandt Sted ved den højtidelige Afſlutning af Forliget. Der var, ſiges der, et fagert Gilde. Paa den førſte Dag af Gildet, da man havde ſpiiſt og Bordene vare borttagne, gik Magnus ud af Stuen, og vendte ſtrax efter tilbage, ledſaget af flere Mænd, der bare ſtore Byrder. Han gik nu langsmed den Pall paa hvilken Haralds Mænd ſad, ſtandſede ved hver iſær, og gav ham en eller anden Gave, enten et Sverd, eller et Skjold, en Kjortel eller en Ring o. ſ. v.; jo fornemmere enhver var, deſto koſtbarere Gave fik han. Endelig kom Magnus til ſin Frænde Harald, og rakte frem to ſmukke Nor-Tene, idet han ſagde: „hvilken af disſe Tene vil du modtage, Frænde?“ Da Harald ſvarede: „den ſom er mig nærmeſt“, ſagde Kong Magnus: „med denne Rør-Sprote give vi eder Halvdelen af Noregsveldet med alle Skulder og Skatter og al den Ejendom, ſom dertil ligger, paa det Vilkaar, at du overalt ſkal være lige ſaa vel berettiget Konge ſom jeg, men at jeg dog, naar vi begge ere ſammen, ſkal være den fornemſte, hvad Hilſen, Opvartning og Sæde angaar. Ere tre Fyrſter ſammen, ſkal jeg ſidde i Midten, ligeſom jeg og ſkal indtage Kongelejet i Havnene og benytte Kongebryggen; dertil ſkulle I verre forpligtet til at ſtyrke og underſtøtte vort Herredømme, fordi vi have gjort eder til den Mand i Norge, ſom jeg troede at ingen ſkulde blive, ſaa længe vort Hoved er oven Jorden“. Derpaa ſtod Harald op og takkede Magnus for den ham forundte Hæder og Ophøjelſe, hvorefter begge ſatte ſig til Drikkelag, og vare meget lyſtige. Morgenen efter lod Magnus blæſe til Things, og forkyndte nu for hele den forſamlede Skare, hvilken Gave han havde ſkjenket ſin Frænde Harald. Det Kongenavn, Harald hidtil havde ført, og ſom ej havde været anerkjendt af Magnus og Høvdingerne, blev nu paa dette Thing i Magnus’s Nærværelſe paa ny givet ham af Thore paa Steig[1]. Da de tre Gildesdage vare forbi, indbød

  1. Dette nævnes viſtnok ikke uden i de Sagaer, der ej lade Thore give Harald Kongenavn oppe i Gudbrandsdalen, ſaa at der altſaa ikke egentlig er Tale om nogen Fornyelſe af Kongetitlen. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at Magnus ej kunde erkjende den foregaaende inſurrektionelle Kongetitel, Harald havde faaet, ſaa at denne maatte gives ham paa ny, og formeligen, i Magnus’s Nærværelſe. Den letteſte Maade at forklare ſig, hvorfor enkelte Sagaer lade Thore give Kongenavn her, er derfor den, at en ſaadan Gjentagelſe virkelig fandt Sted, og at de, da de ej melde noget om Haralds Beſøg i Gudbrandsdalen, alene kunne omtale den ſidſte Konge-Udraabelſe, hvortil de nu og henføre, hvad der ſkede ved den førſte, nemlig at Harald gav Thore hine betydelige Foræringer og Løfter. Disſe Foræringer og Løfter faa nemlig førſt deres rette Betydning, naar man betragter dem ſom Belønning, fordi Thore vovede, aabenbart at tage Haralds Parti.