Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/143

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
125
Harald faar Kongenavn i Gudbrandsdalen.

vel desuden anſeet ham ſom en beſværlig Prætendent til en Deel af Familiegodſet, ſom de under hans lange Fraværelſe havde deelt mellem ſig efter den gamle, i de ſvenſke Love udtrykkelig udtalte, men viſt ogſaa i Norge efterfulgte Regel, at den Mand, der ſidder i Grækenland, ikke tager nogen i Hjemmet faldende Arv[1]. Tilbageviiſt fra —Ringerike begav Harald ſig op til Gudbrandsdalen, for at forſøge om det her vilde gaa ham bedre. Her var han ogſaa virkelig heldigere, efterſom hans mægtige og indflydelſesrige Frænde, den femtenaarige Thore paa Steig, der allerede da ſynes at have tiltraadt Gaarden efter ſin Fader, tog hans Parti, og ſaaledes gav den førſte Prøve paa det urolige Sind, der ſiden i hans høje Alderdom voldte hans Død[2]. Harald ſammenkaldte et Thing, og paa dette gav Thore ham Kongenavn. Til Belønning forærede Harald ham en Maſurbolle med Sølvrand og forgyldt Laag, fyldt med brændt Sølv; dertil to Guldringe, hver af Marks Vegt, og en Klippe af bruunt Purpur, fodret med hvidt Pelsverk. Han lovede ham derhos ſtor Forfremmelſe, hvis det lykkedes ham at blive Herre over Riget. Paa denne Maade ſkaffede Harald ſig Kongenavn og nogle Tilhængere, med hvilke han nu drog om paa Oplandene, idet han kaldtes Konge af Bønderne[3].

9. Magnus og Harald ſlutte Forlig og dele Kongedømmet.


Da Magnus erfarede dette, beſluttede han efter alle ſine Høvdingers Raad at vende tilbage ſaa iilſomt han kunde, for førſt og fremſt at forſvare ſit Ætte-Rige, uagtet Sven derved fik frie Hænder i Danmark. Ankommen til Viken, fik han nærmere høre hvad Harald havde taget ſig for, og at Harald ſøgte ned imod ham med ſin Flok. Imidlertid fandt begges Frænder og Venner at det vilde baade være forargeligt og ſkadeligt, om Farbroder og Broderſøn ſkulde fore Krig med hinanden om Riget. De ſøgte derfor at megle Fred, og Hallkell[4], en Hreder af Aaſta, Olaf den helliges og Haralds Moder, afſendtes fra

    Haralds bitreſte Fiender. Dette tyder hen paa at Harald var i mislig Forſtaaelſe med ſine nærmeſte Frænder.

  1. Se ældre Veſtgøtalag, Erfdabalk XII.
  2. Thore var en Søn af Thord, der 1925 blev gift med Olaf den helliges og Haralds Moſter, Isrid Gudbrandsdatter, ſe ovf. I. 2. S. 6—59. Om hans Død, ſe nedenfor, Magnus Barfods Hiſtorie.
  3. Harald Haardraades Saga, Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrſk. Cap. 168.
  4. Hallkell nævnes alene i Knytlingaſaga Cap. 22, uviſt med hvad Hjemmel. Viſt er det at hans Navn ej forekommer ved andre Lejligheder, uagtet det — dog ſynes ſom om en ſaa nær Frænde af Olaf maatte have varet omtalt, hvis han ellers havde været til.