Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/142

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
124
Magnus den gode.


Harald ſkyndte ſig nu, ſaa hurtigt han kunde op til Viken og indad Folden og Oslofjorden. Hans Sejlads beſkrives ſom meget prægtig, da hans Skibe baade vare ſtore og meget ſtadſelige. I lang Afſtand kunde man ſee de forgyldte Dragehoveder og Møie, naar Solen ſkinnede paa dem. „Da du“, ſiger Valgard i et Vers herom, „ſtyrede med dine Skibe fra Sønden, var det at ſee til ind i Dragens opſperrede Gab, ſom om der brandt Ild. Skejden med ſin røde Stavn ſkinnede af det reneſte Guld, og Dragen kløvede Bølgen i ſin piilſnare Fart“[1]. Haralds Henſigt var at ſøge ſine Venner og Frænder paa Oplandene, og ſaaledes iſær paa Ringerike, for at bede dem om Underſtøttelſe. Han har derfor efter al Sandſynlighed lagt ind i Dramnsfjorden, og derfra taget Landevejen til Ringerike. Men da Harald kom op til ſin Odel, hvor hans Fader havde været ſaa mægtig, og opfordrede Bønderne til at give ham Kongenavn, hvad hans Byrd berettigede ham til, vovede ingen at eftekomme hans Begjæring. Sine frygtede for at lægge ſig ud med Magnus, ved at give nogen Kongenavn, ſaa længe han levede. Hans Brødre, Halfdan og Guthorm, ſynes ej længer at have været i Live, og om de end levede, vare de ſtilfærdige og ſagtmodige Mænd, der neppe havde Lyſt til at ſætte deres Liv og Ejendom i Vove for Haralds Skyld[2]. De eller deres Arvinger have

    Magnus og ſejret over ham. Harald ſkal have ſvaret i Vrede, at Sven ej behøvede at minde ham om hans Frændſkab med Magnus: det var ikke derfor, at han drog imod denne i aabenbar Kamp, at han jo heller ønſkede at møde ham paa en lempeligere Maade. Dertil ſkal Sven, idet han ſkiftede Farve, have ſagt, at man nok nok tidere havde ſeet Prøver paa at Harald ikke holdt andet af ſluttede Aftaler, end hvad der var ham ſelv til Nytte; til Gjengjeld ſkal Harald have bebrejdet Sven, at han ſelv ikke havde holdt ſit Løfte til Magnus, og dermed ſkiltes de. At denne, eller en lignende, Samtale kan have været holdt, er i og for ſig ikke uſandſynligt (hvorvel man ſnareſt maa antage, at Harald og Sven under Krigen i Danmark ej vare ſammen, men opererede hver paa ſin Kant» men man behøver ej at ſøge Aarſagen i nogen hemmelig Paavirkning af Harald fra Magnus’s Side; Haralds Stræben efter at drive ſin egen Sag i Norge og overlade Sven alene at udfegte Kampen med Magnus maatte være nok til at vække Svens Misnøje og fremkalde den Beſkyldning, at Harald ikke ſkjøttede om at opfylde andet af hvad han havde lovet, end hvad der var ham ſelv til Gavn. Samtalen nævnes heller ikke i Morkinſkinna og Flatøbogen; Fagrſkinna udelader ſaa vel Samtalen, ſom Haralds Liſt, men ſiger kun at Harald og Sven deelte Flaaden mellem ſig. Delingen har dog viſt ſnarere fundet Sted fra førſt af.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. m, Fagrſkinna Cap. 167.
  2. Den blotte Omſtændighed, at Harald, ſkjønt den yngſte af Brødrene, gjorde Fordring paa Kongenavn og ſaaledes optraadte ſom Familiens Hoved, viſer at hans Brødre maa være døde. Se ovf. I. S. 843. Merkeligt er det dog, at hans Syſterdatter Sigrid var eller blev gift med Eindride, Einar Thambarſkelves Søn, og hans Broderdatter Thorbjørg med Finn Arnesſøn, begge