Harald skyndte sig nu, saa hurtigt han kunde op til Viken og indad Folden og Oslofjorden. Hans Sejlads beskrives som meget prægtig, da hans Skibe baade vare store og meget stadselige. I lang Afstand kunde man see de forgyldte Dragehoveder og Møie, naar Solen skinnede paa dem. „Da du“, siger Valgard i et Vers herom, „styrede med dine Skibe fra Sønden, var det at see til ind i Dragens opsperrede Gab, som om der brandt Ild. Skejden med sin røde Stavn skinnede af det reneste Guld, og Dragen kløvede Bølgen i sin piilsnare Fart“[1]. Haralds Hensigt var at søge sine Venner og Frænder paa Oplandene, og saaledes især paa Ringerike, for at bede dem om Understøttelse. Han har derfor efter al Sandsynlighed lagt ind i Dramnsfjorden, og derfra taget Landevejen til Ringerike. Men da Harald kom op til sin Odel, hvor hans Fader havde været saa mægtig, og opfordrede Bønderne til at give ham Kongenavn, hvad hans Byrd berettigede ham til, vovede ingen at eftekomme hans Begjæring. Sine frygtede for at lægge sig ud med Magnus, ved at give nogen Kongenavn, saa længe han levede. Hans Brødre, Halfdan og Guthorm, synes ej længer at have været i Live, og om de end levede, vare de stilfærdige og sagtmodige Mænd, der neppe havde Lyst til at sætte deres Liv og Ejendom i Vove for Haralds Skyld[2]. De eller deres Arvinger have
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. m, Fagrskinna Cap. 167.
- ↑ Den blotte Omstændighed, at Harald, skjønt den yngste af Brødrene, gjorde Fordring paa Kongenavn og saaledes optraadte som Familiens Hoved, viser at hans Brødre maa være døde. Se ovf. I. S. 843. Merkeligt er det dog, at hans Systerdatter Sigrid var eller blev gift med Eindride, Einar Thambarskelves Søn, og hans Broderdatter Thorbjørg med Finn Arnessøn, begge
Magnus og sejret over ham. Harald skal have svaret i Vrede, at Sven ej behøvede at minde ham om hans Frændskab med Magnus: det var ikke derfor, at han drog imod denne i aabenbar Kamp, at han jo heller ønskede at møde ham paa en lempeligere Maade. Dertil skal Sven, idet han skiftede Farve, have sagt, at man nok nok tidere havde seet Prøver paa at Harald ikke holdt andet af sluttede Aftaler, end hvad der var ham selv til Nytte; til Gjengjeld skal Harald have bebrejdet Sven, at han selv ikke havde holdt sit Løfte til Magnus, og dermed skiltes de. At denne, eller en lignende, Samtale kan have været holdt, er i og for sig ikke usandsynligt (hvorvel man snarest maa antage, at Harald og Sven under Krigen i Danmark ej vare sammen, men opererede hver paa sin Kant» men man behøver ej at søge Aarsagen i nogen hemmelig Paavirkning af Harald fra Magnus’s Side; Haralds Stræben efter at drive sin egen Sag i Norge og overlade Sven alene at udfegte Kampen med Magnus maatte være nok til at vække Svens Misnøje og fremkalde den Beskyldning, at Harald ikke skjøttede om at opfylde andet af hvad han havde lovet, end hvad der var ham selv til Gavn. Samtalen nævnes heller ikke i Morkinskinna og Flatøbogen; Fagrskinna udelader saa vel Samtalen, som Haralds List, men siger kun at Harald og Sven deelte Flaaden mellem sig. Delingen har dog vist snarere fundet Sted fra først af.
