Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
123
Harald ſkiller ſig fra Sven og drager til Norge.

Det hed at han var ſtørre og ſterkere end alle andre, at han vidſte at finde Udvej i alle Vanſkeligheder, at han ſejrede i enhver Kamp og mod hvilken ſom helſt Modſtander, og at han var ſaa rig paa Guld at ingen vidſte, hvor mange tuſende Marker det var[1]. Magnus lod ſig dog ikke heraf ſtrække, men ſtyrede ned til Danmark, hvor han førſt opſøgte Sven. Men herpaa havde, ſom det ſynes, Harald kun væntet, for ſtrax at begive ſig til Norge, og benytte ſig af Magnus’s Fraværelſe til at fremſtaa ſom Tronprætendent og, om muligt, ſkaffe ſig et Parti. Derved brød han dog allerede det Forbund, han havde ſluttet med Sven, idet han forlod ham, juſt da det gjaldt med forenede Kræfter at gjøre Magnus Modſtand. For at beſmykke ſin Ferd ſkal han have indbildt ſine Omgivelſer, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, ſom det fortælles, en Aften lægge en Træſtubbe i ſin Sæng ombord paa Skibet, og brede et Teppe over, ſom om det var ham ſelv, der laa der, idet han tillige ej utydeligt gav at forſtaa, at han væntede Svig af Sven, fordi han i en Samtale, han tidligere havde haft med ham, ej havde viiſt ſig ſaa villig til at kæmpe mod Magnus, ſom Sven ønſkede. Om Natten kom der og en Mand ganſke ſagte roende hen til Haralds Skib, gik i ſtørſte Stilhed ombord, og agter til Loftingen, hvor Sængen ſtod, løftede paa Teltet, der var over den, hug med en Øxe ſaa haardt i Træſtubben, at Øxen ſtod faſt, og ſkyndte ſig derpaa tilbage, førend endnu nogen i Belgmørket havde kunnet kjende ham. Dagen efter krævede Harald alle ſine Mænd til Vidne paa Svens Forræderi, idet han viſte dem Træſtubben med den faſtſiddende Øxe, og man troede ham i det mindſte den Gang, uagtet Sven ſiden, da han erfoor Beſkyldningen, højtideligt fralagde ſig ethvert ſaadant Forſøg, og forſikrede, at det Hele kun var et Opſpind af Harald ſelv[2].

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 18, Snorre, Cap. 20.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 19, Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinſkinna og Flatøbogen. De ſidſte fortælle Begivenheden ſaaledes, at et Par Pile traf Haralds Sæng; man ſeer altſaa at der har været forſkjellige Beretninger derom. Alle de nævnte Sagabearbejdelſer ere enige om at lade Haralds Tilbøjelighed til at ſkille ſig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud om Forlig og Deling af Norge, ſom Magnus havde ſendt ham. Men at dette er urigtigt, ſees deraf, at endog Morkinſkinna desuagtet lader Harald paa egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham for at ſtride med ham, hvorefter der anden Gang, og nu aabenbart den rette Gang, fortælles om Meglingsforſøg og Forligstilbud. Hrokkinſkinna og Snorre lade ogſaa Harald og Sven komme i en Ordvexling umiddelbart for hiint foregivne Attentat paa Haralds Liv. Sven og Harald, fortælles der, ſad en Aften ved Drikken, og den førſte ſpurgte Harald, hvad han anſaa for det ypperſte af ſine Klenodier. Harald nævnte ſit Banner, Landøde, der ſkaffede den Sejr, foran hvem det blev baaret. Det tror jeg ikke, ſkal da Sven have ſagt, førend du tre Gange har kæmpet med din Frænde Kong