Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/140

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
122
Magnus den gode.

ført af Harald og hans byttelyſtne Krigere paa egen Haand, uden at Sven var i Stand til at hindre det, og at dette endog kan have været den førſte Aarſag til at der opſtod Kulde mellem ham og Harald. Dog er det heller ikke uſandſynligt at Sven gav Harald frie Hænder i Sjæland og Fyn, fordi han ſelv imidlertid deels var beſkjeftiget med at underkaſte ſig Smaaøerne[1], deels var over hos ſine Venner, Venderne, for ligeledes derfra at ſkaffe ſig Hjelpetropper, ſom han ogſaa fik. Men atter at bringe Vendernes grumme Hedningeſværme over Danmark var neppe et mindre upolitiſk Skridt end Haralds henſynsløſe Herjen, og det ſeer derfor næſten ud ſom om Sven betragtede dette Tog ſom ſit ſidſte fortvivlede Forſøg paa at ſtode Magnus fra Tronen, og at han havde beſluttet at ſætte alt paa Spil[2].

Da Magnus fik Efterretningen om den Uſtyr, Harald og Sven gjorde i Danmark, udbød han ſtrax Leding, og fik en ſtor Hær ſamlet. Hvor han om Vintren havde opholdt ſig i Norge, nævnes ikke, men man ſkulde næſten formode at det har været i den ſydlige Deel, hvor han havde lettere for at holde Øje med, hvad der foregik i Danmark. Rigtignok ſkildredes Haralds Uklogſkab, Styrke og Rigdom i de meeſt glimrende Farver.

    Danevældes Tid og lige til Magnus’s Død var øjenſynligt Jylland Hovedlandet, Viborg Thing Hovedthinget, og Heidaby Hovedreſidenſen.

  1. Der ſtaar udtrykkeligt i Fagrſkinna, Cap. 168, ſaa vel ſom i Morkinſkinna og Flatøbogen, at Sven drog med Hærſkibe omkring i „Smaalandene“ i Danmark, da han og Harald havde ſkilt ſig ad. Men Adſkillelſen maa have fundet Sted ſtrax ved Ankomſten til Danmark. I de oven anførte Vers taler ogſaa Valgard til Harald ſom om han var den eneſte Anfører, og nævner ikke Sven.
  2. Viljam af Malmsbury, III. 259, fortæller udtrykkeligt, at Sven, overvunden og fordreven af Magnus, fik Hjelp af den ſvenſke Konge, og med en af Sviar, Vender og Goter ſammenſkrabet Hær ſøgte at underkaſte ſig Riget igjen, men fandt megen Modſtand af Danerne, ſom holdt med Magnus. Hans Ord ere: Ejectus Swanus regem Suevorum (d. e. her „Sviarnes“) adiit, ejusque auxilio, quum Suevos et. Windelicos (Venderne) et Gothos corrasisset, rediit ut regnum reformaret, sed, conspirantibus Danis, prioris fortunæ calamitatem expertus est. Den Omſtændighed, at Sven ved denne Lejlighed havde Vender med ſig, tjener ogſaa til Beſtyrkelſe paa, at han tidligere paa Lyrſkovshede kæmpede i deres Rækker. Ellers hviler der et ſtort Mørke over alt, hvad der under Svens og Magnus’s ſidſte Krig foregik i Danmark. Thi vore egne Sagabearbejdere have glemt at omtale det, da Begivenhederne i Norge nu næſten aldeles optage deres Opmerkſomhed; Saxo og Mag. Adam viſe ſig fejl underrettede, da de ikke forſtaa Forholdet mellem Magnus, Sven og Harald: det er ſaaledes ene hos Viljam af Malmsbury og af enkelte i Sagaerne tilfældigviis givne Antydninger, at vi nogenledes erfare Begivenhedernes Gang.