Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/139

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
121
Harald herjer Sjæland og Fyn.

med deres Flaade til Danmark. Her var dog nu meget anderledes, end da Sven gjorde ſit førſte Forſøg paa at vinde Kongedømmet. Indbyggerne havde lært Magnus bedre at kjende, de paaſkjønnede hans Fortjeneſter af Landets Frelſe, fandt ſig vel tinder hans Herredømme, og ønſkede vel heller ikke nogen Gjentagelſe af de haarde Straffe, ſom deres tidligere Frafald havde fremkaldt[1]. Saaledes fandt Sven ingen venlig Modtagelſe, og en frygtelig Straffedom overgik derfor det ulykkelige Folk. Haralds Skald og Lovtaler Valgard taler udførligt herom. „Kamplyſtne Fyrſte“, ſiger han om Harald, „du ſejlede ud fra Svithjod[2]; dine Skibe fløj raſkt forbi det flade Skaane, og de danſke Kvinder bleve forfærdede. Du herjede hele Sjæland; du, Fyrſte, forſtod at jage dine Fiender bort; mandſterk ſatte du ſiden over til Fyn, og gav ogſaa der Hjelmene nok at beſtille“. Altſaa bleve baade Sjæland og Fyn grumt herjede. Hvor haardt f. Ex. Roskildes Omegn blev behandlet, ſees af følgende Vers: „den klare Ild brandt i Byen ſøndenfor Roskilde; den tapre Fyrſte lod Ilden ødelægge Huſene; en heel Deel af Landets Mænd laa døde, andre bleve bortførte bundne ſom Fanger, og de jamrende Huusfolk flygtede til Skovene“. Der tales ogſaa om, hvorledes Kvinder bleve bortførte i Fangenſkab. „Der ſaa man“, ſiger Valgard, bedrøvelige Adſkillelſer. De overlevende Daner flygtede bort, men de fagre Piger bleve fangne. Lænkens ſterke Laas ſluttede om deres Legemer, og mange Kvinder bleve paa den Maade drevne foran eder ned til Skibene, medens Fodboltene ſaarede deres fine Hud[3]“. Her have vi et Øjevidnes, eller ſaa godt ſom Øjevidnes, Beſkrivelſe af Maaden, hvorpaa i det mindſte Harald foor frem i Sjæland og Fyn. Der kan altſaa ikke være mindſte Tvivl øm, at der virkelig herjedes ſaa gruſomt, ſom det her ſiges. Men da det dog er næſten ubegribeligt, at Sven ſkulde være upolitiſk nok til at ville gjøre ſig ſaa forhadt af Danerne, ſom en ſlig Fremfærd nødvendigviis maatte gjøre ham, og det i Sjæland, hvor han egentlig ſkulde have ſine fleſte Tilhængere[4], maa man antage at hele denne grumme Herjen har været ud-

  1. Se ovenfor S. 37. Jvfr. ogſaa Viljam af Malmsbury, III. 259, der udtrykkeligt ſiger, at Danerne yndede Magnus’s Herredømme.
  2. Heraf ſees ſaaledes, at Harald kom fra Sverige, ikke fra Norge, ſom Thjodrek ſiger.
  3. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 19, Fagrſk., Cap. 114.
  4. Sjæland tilligemed de mindre Øer og Skaane dannede aabenbart Kjernen af hvad man kunde kalde den gotiſke eller reendanſke Deel af Danmark. Fra disſe Landſkaber havde og de fleſte Jomsvikinger deres Oprindelſe: i Sjæland holdt Harald Gormsſøn ſig, da han havde lagt ſig ud med det herſkende Parti, her blev han begraven; paa Iisøre-Thing ved Roskilde blev Sven Ulfsſøn ogſaa førſt hyldet efter Magnus’s Død. Men i det nordiſke