Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
120
Magnus den gode.

Kong Anund ſelv underſtøttede ſom ſædvanligt, ſin Frænde Sven. Hans Syſterdatter Elliſifs Mand, Harald, havde neppe mindre Krav paa hans Hjelp. Dog ſees det tydeligt, og ligger i Sagens Natur, at al den Underſtøttelſe, Sven og Harald fik i Sverige, nærmeſt gik ud paa at ſkaffe den førſte Herredømmet i Danmark, og det forholder ſig derfor viſtnok rigtigt, hvad der af en enkelt Forfatter ſiges, at Harald hyldede Sven og tog Norge til Len af ham[1]. Det vil ſige, at Harald paa Forhaand maatte erkjende Sven for ſin Overherre i Norge, om det lykkedes ham at vinde dette, og at han maatte forpligte ſig til, førſt og fremſt ſom Svens Lensmand at bidrage til Gjenerobringen af Danmark, for at faa Løfte om Underſtøttelſe af den ſvenſke Hær, naar han ſiden vendte ſig mod Norge.

8. Harald og Sven angribe Danmark.


Imidlertid vendte Magnus tilbage til Norge, og tilbragte Vintren der uden, ſom det lader, at have nogen Formodning om, at Harald med Vaabenmagt agtede at gjøre ſine Rettigheder gjeldende[2]. Men allerede meget tidligt, ſom det ſynes, den paafølgende Vaar, kom Sven og Harald

    fordrev Magnus fra Danmark. Dette ſidſte er nu en af hans ſædvanlige Unøjagtigheder i Fortællingen øm Magnus’s og Svens Konflikter; men hvad der ellers ſiges om „Tuph“ kan lige fuldt vare rigtigt. Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 282, Tab.) tror at „Tuph“ er fejlſkrevet for, „Ulf“, og at denne Ulf er Søn af Ragnvald Jarl i Aldegjeborg; men Ulf omtales ellers ingenſteds paa denne Tid, hvorimod det i ſig ſelv er højſt ſandſynligt, at Kone blev Jarl efter ſin Fader Valgaut, og levede 1045. Vel ſtaar der i Legenden om ham, at han faldt i Stikleſtadſlaget, men derom nævnes intet Ord i den hiſtoriſke Saga; der tales ej engang øm at han var med i hiint Slag. Derimod ſtaar der udtrykkeligt, endog i den legendariſke Olafsſaga, Cap. 55, at Tove tog Riget efter ſin Fader og blev en ſaare berømmelig Mand, hvilket tyder paa at han ſkulde have levet temmelig længe.

  1. Mag. Adam, III. 12. Uagtet det ej udtrykkeligt ſiges i vore Sagaer, ſees det dog af Harald Haardraades Saga, Cap. 34, hvor Sven udtrykkelig ſiger at ligeſom han ſelv var „Niding“ (felo) for Magnus, ſaaledes var Harald det for ham.
  2. At Magnus vendte tilbage til Norge, ſiges udtrykkeligt i den yngre Bearbejdelſe af Harald Haardraades Saga, Cap. 18, ſaa vel ſom hos Snorre, Cap. 20 og Knytl. S. C. 22. Det bekræftes ogſaa i det her anførte Vers af Thjodolf, hvor der ſiges at Magnus kom nordenfra, Harald ſøndenfra. At han tilbragte Vintren der, og ikke begyndte Udruſtningen førend næſte Vaar, kan ſluttes deraf, at han førſt kom hjem om Høſten, og at det maa have været umuligt for Harald og Sven, endnu ſamme Høſt at ſaa deres Udruſtninger tilendebragte. Jvfr. ogſaa, hvad der nedenfor berettes om Ragnvald Bruſesſøns tvende Rejſer til Norge i Slutningen af 1045. Det er ikke uſandſynligt, at Harald har brugt denne Mellemtid til at hente ſin Huſtru Elliſif, der neppe kan have fulgt med ham til Sverige, da han førſt drog derhen paa eet Skib, for nærmere at underſøge Forholdene.