Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/137

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
119
Harald forbinder ſig med Sven mod Magnus.

kjende hans Arveret og dele Riget med ham. Magnus ſvarede blidt, at han heri ganſke vilde rette lig efter ſine Stormænds Raad og Nordmændenes Ønſker. Sagen blev da forelagt Raadgiverne. Men nu rejſte Einar ſig og ſagde, at hvis Magnus ſkulde afſtaa Harald Halvdelen af Norge, var det heller ikke mere end billigt, at Harald deelte ſine hjembragte Rigdomme med Kongen, der i højeſte Maade trængte til Penge efter ſine mange og vedholdende Krigstog. Dertil ſvarede Harald, at han ikke i Udlandet havde trodſet Farer og ſamlet Penge, for dermed at berige Haralds Mænd. Da ſagde Einar: „du, Harald, var langt borte, da vi vandt Landet tilbage fra Knytlingerne, og ingen Lyſt have vi til at tveſkiftes mellem Høvdinger. Hidtil have vi kun tjent een ad Gangen, og ſaaledes ſkal det endnu være ſaa længe Kong Magnus lever og regjerer. Jeg vil gjøre alt hvad jeg kan, for at hindre at du faar nogen Deel af Riget“. De øvrige Raadgivere erklærede ſig omtrent paa ſamme Maade: de vilde kun have een Konge[1]. Forbitret og krænket ved dette Afſlag vendte Harald ſtrax tilbage til Svithjod og opſøgte Sven, med hvem han nu forbandt ſig paa det nøjeſte, for at de ved fælles Hjelp kunde vinde hvad enhver af dem kaldte ſit Arverige, Harald Norge og Sven Danmark[2]. De udruſtede ſig i Sverige efter bedſte Evne, og fik betydelig Hjelp, thi alle Sviar, ſiges der, vare Svens Venner, fordi han havde udbredt Slægtſkab der i Landet; derfor bleve alle Sviarne ogſaa Haralds Venner og Hjelpere, ſaa meget mere ſom han ogſaa ſelv var beſvogret med mange Stormænd i Landet[3]. Blandt dem, der ved denne Lejlighed, maaſkee ogſaa tidligere, ſtøde Sven bi, nævnes Jarlen Sum„ neppe nogen anden end den fra Olaf den helliges Krig i Danmark bekjendte Tove Valgautsſøn, der fulgte ſin Fader ſom Jarl i Gautland[4]. Ogſaa

  1. Denne Samtale findes deels hos Thjodrek, Cap. 26, deels i Fagrſkinna, Cap. 167, ſamt Morkinſkinna. Thjodrek lægger Einar hine Ord i Mund om Skattens Deling, hvilke det er ſaa meget mere ſandſynligt at han virkelig har udtalt, ſom denne Deling ſenere blev en af Hovedbetingelſerne ved Regjeringens endelige Deling mellem Magnus og Harald. Ligeledes er det Thjodrek, der lader Einar love at han altid ſkal være en Modſtander af Haralds Ord, ſiger han, der ſiden bleve Aarſagen til hans og Sønnens Død.
  2. Saaledes Fagrſkinna, Cap. 167, ſamt Morkinſkinna (og Flatøbogen). Thjodrek, Cap. 25, lader Harald ſtrax drage til Norge, og Sven følge efter, ſamt der ſlutte Forbund med ham. Dette er ſaa uſandſynligt, iſær naar man betænker at Magnus ſelv agtede ſig hjem til Norge, at man nødvendigviis maa antage at Thjodrek her har misforſtaaet ſin Kildes Ord, eller henført Haralds Norges-Rejſe til en urigtig Tid. Valgards Vers (ſe nedf.) beſtyrker ogſaa at Haralds Beſøg i Norge førſt indtraf ſenere.
  3. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 18.
  4. Se ovenfor I. 2. S. 739. Det er Mag. Adam, der omtaler dette (III. 11). Han ſiger at Sven, underſtøttet af Kong Jakob og Jarlen (dux) „Tuph“,