kjende hans Arveret og dele Riget med ham. Magnus svarede blidt, at han heri ganske vilde rette lig efter sine Stormænds Raad og Nordmændenes Ønsker. Sagen blev da forelagt Raadgiverne. Men nu rejste Einar sig og sagde, at hvis Magnus skulde afstaa Harald Halvdelen af Norge, var det heller ikke mere end billigt, at Harald deelte sine hjembragte Rigdomme med Kongen, der i højeste Maade trængte til Penge efter sine mange og vedholdende Krigstog. Dertil svarede Harald, at han ikke i Udlandet havde trodset Farer og samlet Penge, for dermed at berige Haralds Mænd. Da sagde Einar: „du, Harald, var langt borte, da vi vandt Landet tilbage fra Knytlingerne, og ingen Lyst have vi til at tveskiftes mellem Høvdinger. Hidtil have vi kun tjent een ad Gangen, og saaledes skal det endnu være saa længe Kong Magnus lever og regjerer. Jeg vil gjøre alt hvad jeg kan, for at hindre at du faar nogen Deel af Riget“. De øvrige Raadgivere erklærede sig omtrent paa samme Maade: de vilde kun have een Konge[1]. Forbitret og krænket ved dette Afslag vendte Harald strax tilbage til Svithjod og opsøgte Sven, med hvem han nu forbandt sig paa det nøjeste, for at de ved fælles Hjelp kunde vinde hvad enhver af dem kaldte sit Arverige, Harald Norge og Sven Danmark[2]. De udrustede sig i Sverige efter bedste Evne, og fik betydelig Hjelp, thi alle Sviar, siges der, vare Svens Venner, fordi han havde udbredt Slægtskab der i Landet; derfor bleve alle Sviarne ogsaa Haralds Venner og Hjelpere, saa meget mere som han ogsaa selv var besvogret med mange Stormænd i Landet[3]. Blandt dem, der ved denne Lejlighed, maaskee ogsaa tidligere, støde Sven bi, nævnes Jarlen Sum„ neppe nogen anden end den fra Olaf den helliges Krig i Danmark bekjendte Tove Valgautssøn, der fulgte sin Fader som Jarl i Gautland[4]. Ogsaa
- ↑ Denne Samtale findes deels hos Thjodrek, Cap. 26, deels i Fagrskinna, Cap. 167, samt Morkinskinna. Thjodrek lægger Einar hine Ord i Mund om Skattens Deling, hvilke det er saa meget mere sandsynligt at han virkelig har udtalt, som denne Deling senere blev en af Hovedbetingelserne ved Regjeringens endelige Deling mellem Magnus og Harald. Ligeledes er det Thjodrek, der lader Einar love at han altid skal være en Modstander af Haralds Ord, siger han, der siden bleve Aarsagen til hans og Sønnens Død.
- ↑ Saaledes Fagrskinna, Cap. 167, samt Morkinskinna (og Flatøbogen). Thjodrek, Cap. 25, lader Harald strax drage til Norge, og Sven følge efter, samt der slutte Forbund med ham. Dette er saa usandsynligt, især naar man betænker at Magnus selv agtede sig hjem til Norge, at man nødvendigviis maa antage at Thjodrek her har misforstaaet sin Kildes Ord, eller henført Haralds Norges-Rejse til en urigtig Tid. Valgards Vers (se nedf.) bestyrker ogsaa at Haralds Besøg i Norge først indtraf senere.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 18.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 739. Det er Mag. Adam, der omtaler dette (III. 11). Han siger at Sven, understøttet af Kong Jakob og Jarlen (dux) „Tuph“,
